Den er Oscar-nomineret.
Den er instrueret af en meget respekteret instruktør.
Og københavnerne er nærmest faldet over hinanden for at få lov til at se den før premieren i en grad, at arthousebiograferne dårligt kan huske at have set noget lignende.
Hvilken film taler jeg om? Yorgos Lanthimos’ ’Poor Things’ måske? Guldpalmevinderen ‘Frit fald’? Martin Scorseses ‘Killers of the Flower Moon’?
Nej, jeg taler om en japansk tegnefilm.
Jeg taler om Hayao Miyazakis ’Drengen og hejren’, en af de mest bemærkelsesværdige billetsucceser i de danske biografer længe.
Filmen havde solgt 7.000 billetter allerede inden den officielle premiere i torsdags. Den danske distributør Camera Film har ikke oplevet noget lignende. I Empire Bio på Nørrebro kørte de syv forpremierer i ugerne op til, og de var nærmest alle udsolgte. Unikt.
I premiereweekenden er travlheden ved billetlugerne til animemesterens angivelige svanesang fortsat. 23.700 billetter har filmen allerede solgt – den bedste åbning i Norden – og den danske distributør Camera Film forventer nu, at filmen vil overgå Miyazakis hidtidige topscorer, ’Chihiro og heksene’, der solgte 55.800 billetter i Danmark.
Til sammenligning solgte tidens hotteste arthouse-film, ’Poor Things’ med Hollywood-stjerner på rollelisten, 30.000 billetter, på top en halv uge og den ligeledes storhypede ’The Zone of Interest’ 31.500 på tre en halv uge. Begge anses for flotte succeser.
Interessen for ’Drengen og hejren’ begrænser sig ikke kun til Danmark. Også i USA har billetsalget overgået alle forhåbninger. Faktisk åbnede den som nummer 1, hvilket er første gang for en 2D-animationsfilm siden ’Prinsessen og frøen’ i 2009.
I hjemlandet Japan gik filmen også direkte ind som nummer ét på billetlisten som Studio Ghiblis bedste åbning nogensinde, og den har til dato indtjent 56 millioner dollars, endda uden nogen form for markedsføring i form af trailers eller plakater – et blæret powermove af Studio Ghibli.
Globalt har filmen indtjent imponerende 166 millioner dollars – mere end eller på linje med film som ’Killers of the Flower Moon’, ’Anyone But You’, ’Shazam’ og ’Saw X’ – og den er altså langt fra færdigspillet endnu.
Følelser og intellekt
Jeg så selv ’Drengen og hejren’ på premieredagen i Grand Teatrets største, tætpakkede sal. Der var publikum i alle generationer, og stemningen sitrerede, inden lyset blændede ned.
Det er værd at stoppe op og påskønne, hvor exceptionelt det er, at en asiatisk tegnefilm har den form for tiltrækningskraft. Også i Danmark har vi taget Miyazaki til os som en følgesvend fra barndommen og over i vores voksne liv. Hans film har sat sig i mange af os, da vi var yngre, og nu forstår vi dem på et nyt niveau. De har indprentet sig i vores nostalgiske følelser som en Disney-film og i vores intellekt som en auteur-film. En uhyre sjælden alkymi.
Jeg er gennem årene gang på gang blevet forbløffet over, hvor stor og varm interessen fra Soundvenues læsere har været, når vi har skrevet om ham og hans film. Her kan ikke engang Spielberg eller Scorsese være med.
Få andre udenlandske instruktører kan på deres blotte navn trække folk i biografen på samme måde. Christoffer Nolan er selvfølgelig overmanden uden sidestykke (’Oppenheimer’ solgte 469.000 billetter…!), men han er Hollywood og alt andet lige mainstream til sammenligning. Miyazaki laver abstrakte, todimensionelle tegnefilm om børn og mærkelige væsener på et fremmed sprog, og hans nyeste værk er ikke som sådan en film for børnefamilier, som jo ellers normalt driver billetsalget for animationsfilm.
Syret!
At rygtet om, at ’Drengen og hejren’ bliver mesterens sidste film, er kommet i forkøbet, har selvfølgelig hjulpet på sagen. Historierne om tilblivelsen over syv år, hvor det tager en måned at lave ét minuts film, og om hvordan Miyazaki afbrød pensionen for at lave én sidste film, har været effektive buzzfremkaldere.
Det ironiske er, at succesen måske vil medvirke til, at den 83-årige arbejdsnarkoman nupper en film mere, og så kan vi gå igennem hele optakten frem mod »Miyazakis sidste film« én gang mere. Men man kan trods alt forestille sig værre ting, end at mennesker igen skal stå i kø foran billetlugerne til noget så anti-Hollywood og antifranchise som en Miyazaki-film.
’Drengen og hejren’ har fået den omtale og de glødende anmelderroser, der har lagt grundlaget for en brandstart i de danske biografer. At mange af Miyazakis film ramte Netflix for et par år siden, har helt sikkert også udvidet hans fanskare.
For at sætte yderligere kul under triumftoget skal filmen så herfra have god word of mouth – folk skal med andre ord anbefale den til andre efter selv at have set den.
Det skal de også nok gøre. Filmen har mange af de uregerlige, charmerende og fantasifulde træk, vi forbinder med Miyazaki, samtidig med at fortællingen i visse stræk føles mere voksen og barsk end tidligere. Visuelt er den uden sidestykke.
Samtidig tror jeg personligt, at mange vil blive overraskede over, hvor svært medgørlig en størrelse filmen også er. Særligt i sidste del er den forvirrende på et højere plan. Jeg kunne godt tvivle på, at den går i hjertet på folk, som mange af Miyazakis andre film har gjort trods deres vægring mod Disney-sentimentalitet – dertil mangler den lidt af den enkelhed, som hans bedste film bygger fantasistrømmen oven på. »Syret«, var det voksne barnebarns første rammende kommentar til sin bedstemor lige bag mig i Grand, da jeg så den forleden. Men velvilligheden er der.
Miyazaki er et svært eksempel at efterfølge – og han har opnået sin position gennem fire årtiers vedholdende arbejde – så jeg ved ikke, om der er lære af ’Drengen og hejren’s bedrift for andre. Andet end at ægte originalitet ikke kan holdes nede.
Det må også være budskab nok.
’Drengen og hejren’ kan ses i biograferne.