’Alexanders krig’: 28-årig dansker tager os helt ind i krigens vanvid i DR-aktuel dokumentar

’Alexanders krig’: 28-årig dansker tager os helt ind i krigens vanvid i DR-aktuel dokumentar
'Alexanders krig'. (Foto: DR)

Krigen i Ukraine buldrer løs med bombardementer af civile, der efterlader lejlighedskomplekser med gabende huller, tomme, sodsværtede stuer og mennesker, der er flyttet ned i deres kældre.

Midt i det hele står den 28-årige danske idealist og græsrodsjournalist Alexander Zehntner dækket i tatoveringer og ar og dokumenterer grusomhederne og deres menneskelige ofre med sit kamera.

I flere år har han rejst rundt til verdens brændpunkter og taget rørende smukke billeder af mennesker midt i samfundskollaps til sin Instagram.

‘Alexanders krig’. (Foto: DR)

Et kort blik på hans side præsenterer heftigt bandagerede krigsofre på hospitalsgange og endda blodige nærbilleder af ansigter forvredet i smerte.

De voldsomme billeder bliver sat i kontekst i den nye DR-dokumentarserie ’Alexanders krig’, der følger fotografen i Ukraine og København.

Vi kommer med fotografen helt ud til frontens skyttegrave ved Kharkiv i Ukraine, og vi møder ældre mennesker, der ikke har kunnet evakuere sig selv, snakke og gestikulere til de sønderbombede områder, de bor i, så man forstår, hvad de mener, selvom man ikke ved, hvad de siger.

Vi kommer også hele vejen med ind til Alexanders terapisessioner hos en krisepsykolog i København, hvor han bryder sammen i tårer.

Flere gange er pulsen høj i de intense sekvenser med rystet kameraføring, når Alexander løber ind og ud mellem bygninger under beskydning for at fotografere og evakuere sårede og forladte ukrainere.

I et klip går vi direkte fra Alexander, der får førstehjælpstræning i København, til at han benytter de selvsamme teknikker, han lige har lært til at redde skrigende og blødende menneskeliv i Ukraine.

Detaljerne vises med nænsom respekt for ofre og seere og kommunikerer stadig virkeligheden effektivt. Følelserne bliver ikke malket, og intet er oversentimentaliseret. Heller ikke når vi ser Alexander vride sig i smerte, efter hans bil bliver ramt af en mortergranat, og han kommer til skade.

For det er ikke uden konsekvenser, at Alexander tager til de mest heftigt beskudte områder i Ukraine. En ting er de fysiske skader, noget andet er de psykiske mén. Som han siger: »Krig er lig med PTSD«.

‘Alexanders krig’. (Foto: DR)

Den PTSD kæmper Alexander med i Danmark, hvor han føler en stor distance til sine omgivelser og lider af paranoia.

De to virkeligheder mødes i et tårefremkaldende øjeblik, hvor Alexander overrasker sin ven med sin sidste vilje, som han vil skrive vennen ind i. Hvis der nu skulle ske noget.

Udover dokumenterne ligner de to ellers bare et vennepar i 20’erne på en bodega.

’Alexanders krig’ tegner et intimt, taktilt, detaljeret og personligt billede af ødelæggelse. Ukrainernes tapperhed midt i rygende krudt og kugler er ærefrygtindgydende, og de forskellige historier tegner Alexanders store portræt af krigens forfærdelige ansigt.

Den åbne krig lader sig bedre filme end situationen i Afghanistan, hvorfra TV2’s Nagieb Khaja sidste år lavede filmen ’Taliban Land’, hvor journalisten konstant løber hovedet mod Talibans mur af lammende kontrol.

Som billede på frontlinjernes Ukraine er den en opdatering af ’Novorussiya’, også fra sidste år. Her kæmpede indbyggerne i Donetsk for at opretholde en form for hverdag. Nu er det endegyldigt umuligt.

‘Alexanders krig’. (Foto: DR)

Men mest beslægtet er serien med den ligeledes danske ’Krigsfotografen’ fra 2019, hvor den erfarne Jan Grarup også har kugler flyvende om ørene i Mosul og får hjerteskærende smukke billeder med hjem.

Men Grarup opererer også med en langt større ro og modenhed – som det lyder i filmen, tager han afsted for at arbejde og ikke for at dø.

Den forskel bliver vasket meget tynd i de langt mere kaotiske optagelser i ’Alexanders krig’.

Specielt fordi Alexander er så utraditionel en journalist. Han tager afsted på egen hånd for at tage billeder til Instagram frem for at være fast tilknyttet et bureau eller et medie, der kan hjælpe med logistik, sikkerhed og økonomi. DR har først senere købt optagelserne.

Han tager endnu et skridt væk fra den traditionelle journalistisk ved at blive medlem af ngo’en Base UA, der aktivt hjælper med at evakuere borgere og udøve førstehjælp i de hårdest ramte zoner.

Alexanders ungdommelige rastløshed er ikke usædvanlig. Men i hans tilfælde kan den få langt mere fatale konsekvenser end normalt.


Kort sagt:
’Alexanders krig’ viser krigens brutale konsekvenser helt tæt på gennem portrættet af en ung fotograf, der både ønsker at gøre godt og tiltrækkes foruroligende af grusomhederne.

’Alexanders krig’. Dokumentarserie. Tilrettelæggelse: Andreas Müller Digens. Medvirkende: Alexander Zehntner. Spilletid: 3 afsnit á 30 minutter. Premiere: Kan ses på DR.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af