KOMMENTAR. Det går ikke stille for sig, når tidens film skal tage temperaturen på de mange onder i det amerikanske samfund.
I årets helt store blockbuster, Paul Thomas Andersons ’One Battle After Another’, tørner venstrefløjsaktivister op imod statens fascistoide ICE-agenter i en kamp om det forjættede lands fremtid.
Ryan Cooglers hyldede ’Sinners’ fejrer den afroamerikanske blues-genre som arnestedet for den amerikanske musikindustri, hvis kaukasiske overherrer tegnes op som blodtørstige vampyrer, parat til at trælbinde kunstnerne på hænder og fødder.
Konflikten om den amerikanske sjæl sættes for alvor på spidsen i sidste års ’Civil War’, hvor en borgerkrig mellem staterne får gamle skolebøller til at lynche deres engelsklærere.
Og splidens mikrokosmos udforskes i en texansk moderne western-version i Ari Asters omtalte ’Eddington’, komplet med varme kartofler som kujonske Covid-benægtere, voldsparate politibetjente, blow-hard liberale politikere og performative BLM-protester.
Vi lever i desperate tider, hvor barren for det værst tænkelige scenarie konstant rykker sig. Og det giver derfor også fin mening, at alt det kommer til udtryk i misantropisk satire med stort udråbstegn bag alle de politiske pointer i epokens filmfortællinger. Rådvildheden og vreden har allerede ført til stor kunst – som i flere af ovennævnte – men tendensen til tegneserieagtige karikaturer kan også være skadelig for, hvor gode filmene er til at engagere os med deres bagvedliggende samfundskritik.
Og det kan gå langt værre, når andre end PTA, Aster eller Coogler står bag kameraet.
Den glubske overklasse
I de seneste års fremtrædende bølge af klassesatirer er den helt store megafon således fundet frem. Der findes snart ikke dét senkapitalistiske industrielle kompleks, som ikke har fået med grovfilen.
Film som ’The Menu’, ’Don’t Worry Darling’, ’Glass Onion’, ’Triangle of Sadness’, ’Mountainhead’, ’Blink Twice’ og mange, mange flere kaster den empatiske og humanistiske samfundskritik over bord i skildringerne af den glubske overklasse, deres overdådige paralleltilværelse og deres skjulte skeletter.
Og det kan da også være frygteligt tilfredsstillende at se verdens værste skurke mærke konsekvenserne af deres ugerninger. Især fordi de i virkelighedens verden sjældent får dem at føle.
Inspirationskilden for denne ophobning af satirisk kynisme stammer helt åbenlyst fra 10’ernes definitive mesterværker ‘Get Out’ og ‘Parasite’. Men hvor Jordan Peele og Bong Joon-ho udtrykte deres indignation gennem et inciterende plot, bøjer de nye eksemplarer pointerne i overbegejstret neon. Overraskelsen ved maskefaldet – at de mest magtfulde mennesker på jorden er nogle dumme svin – udebliver som regel.
Også i serieregi har de to satiriske højborge ’The White Lotus’ og ‘Squid Game’ mistet deres bid i de efterfølgende sæsoner. Og appetitten efter kynisk satire virker da også på retur.
De danske distributører sprang således både over A24’s ’Opus’, der handler om en kultagtig kendisdyrkelse, og den Jordan Peele-producerede ’Him’, en rædderlig øjebæ om NFL.
Uretfærdig retsstat
I et landskab af blinkende skilteslogans er det paradoksalt nok de mindre flashy kontraster, der med deres små armbevægelser stikker ud.
Som nu den umiddelbart ordinære heistkomedie ’Roofman’, der fik dansk premiere i midten af oktober og desværre allerede er så godt som forsvundet fra landets biografsale.
Derek Cianfrances overraskende upbeat film tager udgangspunkt i en historie så utrolig, at den kun kan være bygget på virkeligheden.
I begyndelsen af 00’erne får ekssoldaten Jeffrey Manchester (Channing Tatum) en 45 år lang fængselsdom for at have begået røverier mod 43 McDonald’s-restauranter ved at bryde ind gennem taget og høfligt lukke personalet ind i kølerummet. Han flygter imidlertid fra fængslet, og i stedet for at tage benene på nakken gemmer han sig i flere måneder bag en cykeludstilling i en lokal Toys R’ Us i Charleston, South Carolina.
Cianfrance, der er kendt for de mørke socialrealistiske dramaer ’Blue Valentine’ og ’The Place Beyond the Pines’, er dog ikke så interesseret i selve historien som i den smilende udbryderkonge og omstændighederne, der bragte ham bag tremmer.
Og her reduceres samfundskritikken ikke til enkeltindivider, hvis magt kan fjernes i et katarsisk voldsorgie. Det tætteste ’Roofman’ kommer på en åbenlys skurk, er Peter Dinklages smålige legetøjsbutikchef, mens filmens egentlige giftpille er rettet imod mere systemiske problemer.
Ikke mindst retsstaten, som gav en mand livstid for en ikke-voldelig forbrydelse, står for skud. Igennem filmen oplever vi fra første parket, hvordan det statslige overgreb retfærdiggøres af autoriteter, som gør alt i deres magt for at dehumanisere Manchester.
Charlestons politistyrke, der helt åbenlyst føler sig hævngerrig efter at være blevet snøret, beskriver ham som en genial, men forskruet voldpsykopat, mens en ekstatisk lokalreporter stakåndet opfordrer folk til at låse døre og vinduer, så Tagmanden ikke kommer og tager dem.
Tomme tønder buldrer mest
Samtidig byder ’Roofman’ ikke kun på kritik – den tilbyder også løsninger.
I Jeffreys desperate jagt – først efter rigdom og senere mod frihed – støder han på Toys “R” Us-medarbejderen Leigh (fænomenale Kirsten Dunst). Han falder pladask for den altruistiske, men vemodige sjæl og følger hende til hendes kristne menighed, hvor han finder sig til rette blandt de fromme kirkegængere og Leighs bedårende teenagedøtre.
Det vækker minder om en anden halvglemt satirisk perle, Miranda Julys ’Kajillionaire’, der råt for usødet advokerede for en kollektivistisk tankegang blandt de egocentriske amerikanere, der hovedløst søger den amerikanske drøm gennem svindelnumre og den kriminelle løbebane.
Samtidig er ’Roofman’ ikke naiv, når det kommer til det hårde omsorgsarbejde, der ligger bag disse fællesskaber. Leighs forsøg på at nå ind til hjertet af sin gnavne chef bliver mere og mere kølige, i takt med at hendes udstrakte hånd afvises. Ligeledes bliver hendes påbud til sin kristne menighed om at udvise empati over for en hjemløs mødt af hån fra hendes ældste datter.
Det var en lignende skildring af et aktivistisk fællesskab, som påvirkede mig mest under ’One Battle After Another’. Her er det karatelæreren Sensei (Benicio del Toro), der våger over byens illegale immigranter i et kompleks undergrundsnetværk, hvor alle har hinandens ryg.
Det er dog ikke denne figur, som er løbet med overskrifterne, men i stedet Sean Penns klamme tinmand, der får hård pik over sorte kvinder og ariske selskaber. På samme måde er ’Roofman’s nærmest hyggelige portræt af desperation og omsorg i det amerikanske samfund blevet overdøvet af de mere højtråbende satirer.
Tomme tønder buldrer som bekendt mest, men måske det er på høje tid, at vi lytter efter dem, som har mest på hjerte.
Man kan jo starte med at fange Cianfrances perle af en film, før den forsvinder fuldkommen fra biografernes repertoire.
’Roofman’ kan ses i biografen.