Alex Garland har haft en usædvanlig og interessant vej mod titlen som en af tidens hotteste instruktører.
Han startede som romanforfatter og slog i 1996 igennem med bogen ’The Beach’ om backpackere på en hemmelig strand i Thailand. Den blev et fænomen og omsat til film med Leonardo DiCaprio, instrueret af den dengang mest hypede britiske filmskaber, Danny Boyle, der få år forinden var slået igennem med ’Trainspotting’.
Det udviklede sig til et nært samarbejde, hvor Garland skrev manuskriptet til nogle af Boyles bedste film, før han selv sprang ud som instruktør med ’Ex Machina’ i 2014, som blev en øjeblikkelig sci-fi-klassiker.
Nu er han aktuel med sin fjerde film som instruktør, ’Civil War’, en voldsom og intens actionthriller om et nutidigt USA ramt af borgerkrig, som man kan se ved Soundvenues forpremiere 8. april. Det er hans hidtil største produktion – og kan også meget vel blive hans sidste i instruktørstolen.
I hvert fald har han udtalt til Screen Daily, at det »helt sikkert vil blive min sidste film som instruktør i hvert fald et stykke tid«.
»Jeg har følt meget stærkt, at jeg skulle stoppe med at instruere film, og jeg skulle skrive for andre folk med den intention at prøve at udføre den film, de gerne vil lave, frem for at prøve at gennemtvinge den film, jeg gerne vil lave, hvilket er det, der skete i gamle dage«, uddybede han.
Citatet antyder, at det giver god mening at kigge på hele Garlands filmværk, når man skal evaluere hans bedrifter, for han har sjældent sluppet materialet, når han har afleveret forlægget til instruktøren.
Hans oeuvre er på mange måder lige så meget de film, han har skrevet, som dem, han har instrueret. Og så er der den, han sandsynligvis instruerede, selvom han ikke er krediteret for den.
Her rangerer vi den visionære 53-årige brites film som både instruktør og manusforfatter.
7. ’Men’
Jeg har talt med mange, der virkelig ikke kunne fordrage Alex Garlands seneste film, gyserthrilleren ’Men’ fra 2022. Så slem synes jeg nu ikke, den var. Garland er en mester til atmosfære og manende spændingsopbygning, og det var der også til overflod i historien om Harper (Jessie Buckley), som indlogerer sig i et gammelt hus i provinsen efter en personlig tragedie.
Her støder hun på en husbestyrer, en præst og en nøgen mand, der ligner hinanden mistænkeligt meget (og da også alle spilles af Rory Kinnear), hvilket udvikler sig til en blanding af home invasion-thriller og mystisk naturhorror.
’Men’ er en symbolladet film, hvis budskab skubbes lige lovlig langt ned i halsen på én. Men den er også ganske sjov og underholdende, inden den bliver seriøst klam og spacy.
6. ’Never Let Me Go’
Kazuo Ishiguros bog ’Never Let Me Go’ er en mesterlig blanding af kærlighed og kloner med fortællingen om Kathy, Ruth og Tommy, der må indse, at de som kunstigt skabte organdonorer er dømt til at dø i en ung alder. Romanen er eksistentielt dyb, tankevækkende og sørgmodig, mens Mark Romaneks filmatisering nok mest er det sidste.
Filmen med Keira Knightley, Carey Mulligan og Andrew Garfield føltes i hvert fald lovlig glat og romantiseret. Hvor meget man kan skyde skylden på Alex Garland og hans manuskript, er svært at fastslå med sikkerhed, men hans generelt mere hårdkogte og dystre blik på fremtiden kom måske lidt til kort i denne mere romancedrevne vinkel på science fiction-genren.
5. ’Dredd’
Var det rent faktisk Alex Garland, der instruerede ’Dredd’? Det spørgsmål har optaget filmnørder siden premieren på actionslaskeren i 2012. Pete Travis står officielt krediteret som instruktør, mens Garland er opført som manuskriptforfatter og producer, men hovedrolleindehaver Karl Urban er blandt dem, der siden har udpeget Garland som den virkelige dirigent efter kaos i kulissen.
Disse rygter var i årevis kun med til at øge respekten for briten, for ’Dredd’ er en af de mest velskabte og effektive actionfilm i nyere tid. Baseret på tegneserien om den selvrådende dommer Dredd, der både sigter, dømmer og udfører straffen, var der tale om et umanerligt underholdende actionridt gennem et højthusbyggeri i en postapokalyptisk verden, hvor Lena Headeys frygtindgydende gangsterboss regerer.
Det er nærkamp og action fra ende til anden i bedste ’The Raid’-stil, og hvor er det dog blæret udført i både koreografi og production design.
4. ’28 Days Later’
I deres første samarbejde efter ’The Beach’ genopfandt Danny Boyle og Alex Garland zombiegenren i 2002 med ’28 Days Later’.
Filmens anslag, hvor Cillian Murphy træder ud af hospitalet og går ud i Londons mennesketomme gader, er i dag legendarisk. Og meget sigende for, hvordan Garland og Boyle satte naturalismen tilbage i den postapokalyptiske genre med fortællingen om cykelbuddet Jim (Murphy), der prøver at overleve mellem højst smitsomme levende døde med selskab af blandt andre Naomie Harris og Brendan Gleeson undervejs.
Lidt som med ’Saving Private Ryan’ kan man argumentere for, at filmen peaker i åbningen, for efterhånden udvikler den sig til en mere velkendt zombie-overlevelseshistorie, men den er absolut både spændende og velskabt frem mod sidste åndedrag.
3. ’Annihilation’
Efter den officielle instruktørdebut med ’Ex Machina’ var der store forventninger til Alex Garlands opfølger fire år efter. Og selvom filmen med Netflix-premiere og en mudret lancering måske ikke blev det hit, han selv havde håbet på, er den langsomt steget i anseelse og står i dag som en sci-fi-nyklassiker i egen ret.
Historien er måske ikke helt så klar i spyttet som ’Ex Machina’, men Garland demonstrerer også her en enestående evne til at forene det bizarre og taktile i sin visuelt besnærende skildring af et fremmed landskab.
Vi følger en ekspedition, der får til opgave at gå ind i The Shimmer, en mærkværdig boblelignende masse, der opsluger et større og større område i den amerikanske ødemark.
Her venter der sig store naturstridige oplevelser, og Alex Garland formidler dem med lyslevende mystik. Han trækker på Tarkovskij ’Solaris’ og ’Stalker’, men forener de vidtløftige science fiction-begreber med nervepirrende action (kæmpealligatoren!) og en forunderlig slutning.
Garland er nok, når det kommer til stykket, bedre til spændingsmotor og world building end karaktereskildringer, hvilket ’Annihilation’ er et udmærket eksempel på. Men der er han så også en af de allerbedste.
2. ‘Sunshine’
Det mest undervurderede af Danny Boyle og Alex Garlands samarbejder er uden tvivl denne dybt ambitiøse science fiction-film. En flok astronauter med fysikeren Robert Capa (spillet af Cillian Murphy) i spidsen sendes i år 2057 afsted med en mission om genantænde solen med en gigantisk bombe. Intet mindre.
Missionen går langt fra som planlagt, og da de modtager et nødsignal fra det forsvundne rumskib Icarus I, må besætningen overveje, om de skal ignorere det eller forsøge at komme eventuelt nødstedte til undsætning. Dermed er spændingsplottet soleklart – og vanvittigt effektivt – optegnet, men Boyle og Garland tør også lege med de helt store filosofiske begreber og billeder, understøttet af et sublimt storladent score af John Murphy.
Mod slutningen kører filmen af sporet i et unødvendigt banalt twist, men for pokker hvor er det vildt, hvad Boyle og Garland inden da har opnået på et relativt lille budget. Rumskibets møde med solen sætter ’Interstellar’ til vægs.
1. ’Ex Machina’
Alex Garland debuterede (officielt) som instruktør med det geniale sci-fi-kammerspil med Oscar Isaac, Alicia Vikander og Domhnall Gleeson.
Gleeson spiller en ung talentfuld programmør, der vinder et besøg hos den excentriske techguru Nathan (Isaac) i hans højteknologiske naturdomicil på en ø, hvor Nathan introducerer sin nyeste opfindelse – den utroligt menneskelignende AI Ava (Vikander) – og en udfordring: Caleb skal teste, om Ava besidder menneskelig intelligens.
Det er starten på en særegen blanding af slibrigt trekantsdrama, science fiction-thriller og en eksistentiel udforskning af liv og eksistens i bedste ’Blade Runner’-stil.
Her introducerer Garland den varme billedside med det kølige blik for både drama og temaer, der er blevet hans varemærke og forsøgt imiteret af mange siden. ’Ex Machina’ er en af de mest letgenkendelige, gennemførte fremtidsvisioner på film i nyere tid, og den er ikke blevet mindre aktuel eller vedkommende i dag.
Garland pakker de store filosofiske spørgsmål ind i stærk dramaturgi, så man er på stikkerne fra start til slut. Med sin instruktionsdebut leverede han et mesterværk, som han får svært ved at overgå.