10 år efter: ’Sunshine’ er et misforstået sci-fi-mesterværk

Quentin Tarantino følte sig både forrådt og kaldte den et mesterværk i suspense, og det er nok meget symptomatisk: Danny Boyles ’Sunshine’ skrev sig ikke direkte ind i rumfilmenes kanon, men i anledning af dens 10 års fødselsdag fortjener den at blive hevet frem fra den potentielle glemsel. For selv der, hvor filmen er allersvagest, er den så radikal, at den sætter tankerne i kog.
10 år efter: ’Sunshine’ er et misforstået sci-fi-mesterværk

(Spoiler-alert: Læs kun videre, hvis du har set ’Sunshine’)

Jeg skriver ikke dette for at fornægte de problemer, der for 10 år siden var tæt på at kæntre Danny Boyles sci-fi-epos ’Sunshine’ – og som fra tid til anden stadig truer med at punktere magien for en fan, der har set filmen over 10 gange.

I stedet er det her et forsøg på at se problemerne i øjnene og møde en af det 21. århundredes mest overvældende, dumdristige og intense film i det grænseland, hvor den befinder sig – mellem slidte genreklichéer, åndenødsfremkaldende billeder, en hårrejsende lydside og et totalt sammenbrud.

Eller som Cillian Murphys hovedkarakter, fysikeren Robert Capa, advarer os 25 minutter inde i filmen: »Rum og tid vil smelte sammen, og alt vil blive forvrænget«.

Capa snakker om problemet ved den mission, de otte besætningsmedlemmer på rumskibet Icarus II er blevet sendt ud på. Året er 2057, og med verdens største bombe på slæb – en payload på størrelse med Manhattan – skal de intet mindre end genantænde solen, i hvad der ligner menneskehedens største redningsaktion.

sunshine 5

Men hvad sker der, når moderne bombeteknologi møder en urkraft så uregerlig som solen? Vil bomben overhovedet gå af? Og vil eksplosionen være mere end en prut i det store verdensrum?

»Alt vil være uberegneligt«, pointerer Capa skeptisk om den genantændelsesstrategi, der skal redde hele menneskeheden på et grundlag af tvivlsom teori, men ordene kan også læses som Danny Boyles advarsel om det frenetiske og frustrerende tredje akt, hvor detonationen står for døren, og hvor instruktørens ellers hårfine balancegang mellem sci-fi-koryfæerne ’Rumrejsen år 2001’ og ’Alien’ tipper over i sidstnævntes sorte horror-pøl.

»Kaneda, what do you see!?«

Inden da har ’Sunshine’ ellers leveret en af filmhistoriens spændstigste, flotteste og mest medrivende rumfartsrejser til den nette sum af 40 millioner dollars – en fjerdedel af prisen for Christopher Nolans ’Interstellar’ og under halvdelen af, hvad det kosmiske kammerspil ’Gravity’ kostede.

Lige så imponerende som Danny Boyles finansielle snusfornuft er det, at ’Sunshine’ gennem sine første to tredjedele banker derudaf med en stærk motor som drivkraft: Den menneskelige tvivl.

Ud af det blå springer nemlig et nødsignal fra Icarus I – den syv år gamle, forulykkede forgænger – og spreder tvivl blandt menneskehedens lille forsamling frelsere på Icarus II. For måske har Icarus I overlevende, der råber på hjælp. Og måske kan den ellers strandede payload om bord på Icarus I agere affyringsklar backup til Icarus II’s egen medbragte megabombe, hvis ellers heldet vil det. Umiddelbart en klassisk win-win.

»Der er intet, vitterligt intet mere vigtigt end at fuldføre vores mission«, modargumenterer Mace, rumskibets mekaniker, spillet med en benhård, bister troværdighed af den senere anonymiserede ’Captain America’-gulddreng Chris Evans. Og man forstår ham, lidt som man forstår hovedrystende gyserfilm-seere, der anfægter den problemopsøgende adfærd i mangt en teenage-slasher.

Sunshine6[7]

Dilemmaet har dog både stærke argumenter for (to bomber er vel bedre end en?) og imod (men hvorfor justere kursen for verdens vigtigste rumrejse?) og er blot det første af mange i Danny Boyle og manuskriptforfatter Alex Garlands nådesløse skruetvinge af et plot. Et plot, som Quentin Tarantino senere kaldte »et mesterværk i suspense«, da han i 2009 præsenterede filmen for tv-seerne på den amerikanske pay per view-kanal Sky Movies.

»Hele vejen gennem filmens første og andet akt bliver Garland ved med at øge risikoen for det dilemma, besætningen møder. Bedst som omstændighederne for den uheldige besætning ikke kan blive mere forfærdelige, finder Garland hele tiden en måde at gøre tingene værre på, en måde at vride kniven i både besætningens og publikums maver«, udtalte Tarantino.

Har man én gang oplevet psykologen Searle (Cliff Curtis) bønfalde rumskibskaptajnen Kaneda (Hiroyuki Sanada) om at beskrive sit flamberede dødsøjeblik – »Kaneda, what do you see?!« – så ved man alt om den kniv, Tarantino beskriver. Og man ved, hvor vildt og voldsomt Danny Boyle og især filmkomponisten John Murphy kan trække den rundt i mellemgulvet.

Men så er der en fyr ved navn Pinbacker.

Delte de danske anmeldere

75 minutter inde i ’Sunshine’ springer han – den fjerdegradsforbrændte, gudsfrygtende superskurk – op som trold af en æske og spreder skræk og rædsel på Icarus I. Og hvad værre er: Han cutter snøren til den soleklare sci-fi-klassiker, Danny Boyle var ved at trække i land.

»Jeg fik følelsen af at blive forrådt«, sagde Tarantino i førnævnte optræden på Sky Movies-kanalen og fortsatte: »Jeg følte, at både jeg, publikum og karaktererne i filmen blev forrådt af filmskabernes egen idé«.

Filmens skizofrene brug af genrekneb lyser da også så kraftigt i øjnene, at man har lyst til at vende blikket bort. For et øjeblik siden filosoferede ’Sunshine’ bombastisk og tankevækkende over menneskets plads i universet, over dets dødsdrift og dets afmagt, så selv ikoniske auteurs som Andrej Tarkovskij og Stanley Kubrick ville have lettet hatten i benovelse. Og øjeblikket efter stryger den minsandten gyserdrengene Wes Craven og John Carpenter med hårene.

sunshine 6

Filmen fik da også en blandet modtagelse i den danske dagspresse, hvor selv tabloidaviserne var lodret uenige: Mens BT’ kvitterede med en enkelt stjerne (»Handlingen i ’Sunshine’ hænger cirka så godt sammen som en gammel zombie«), kastede Ekstra Bladet fem stjerner efter ’Sunshine’ og kaldte den »en mørk, stemningsmættet science fiction-film, som i mere end én forstand tør vove sig længere ud end de fleste andre«.

En kløe, man nyder at kradse i

’Sunshine’ kommer rigtigt langt ud – og til dels også længere ud, end den kan bunde.

Men vi var da advaret, var vi ikke?

Jo, det var vi faktisk. Lige som uvidenheden om et sort huls indre mekanismer giver fantasien frit spil i Nolans ’Interstellar’ (hvis tredje akt i dén grad også vakte røre), har videnskaben nemlig sørget for en blind vinkel i ’Sunshine’ – og den kan sagtens læge sårene fra den satsede sidste tredjedel.

Faktisk er det den blinde vinkel – den forvrængning og uberegnelighed, som Capa forklarer os om – der har fået mig til at opsøge Danny Boyles skingre, fandenivoldske sci-fi-thriller flere gange end de fleste andre film. Både for at nyde den overvældende oplevelse, men også for at spørge mig selv (og filmen): Er Pinbacker i virkeligheden en luftspejling, en fantasi? Er det derfor, hans skikkelse hopper og danser rundt på skærmen i et stort, udflydende miskmask? Kan vi overhovedet stole på noget af det, fortællingens sidste akt kaster i synet på os?

’Sunshine’ føles som et gradvist mere presserende mylder af tanker og følelser, der ikke fører mod noget klart mål. Gør det noget? Egentlig ikke. ’Sunshine’ giver mig lyst til at hylde det uperfekte som det perfekte.

For mens John Murphys sensationelle score bliver ved med at give genlyd i popkulturen, og hollandske Alwin H. Külchers billeder for evigt har brændt sig fast på nethinden, bliver det pokkers tredje akt ved med at nage og rumstere. Som en kløe, man til hver en tid kan nyde at kradse i.

Og måske derfor vil ’Sunshine’ for mig være en flamme, der aldrig brænder ud. Ja, så lad mig da sige det: Et mesterværk.

Kan ses på Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af