De 10 bedste film i første halvdel af 2024

Det har kvalitetsmæssigt været det bedste halve år i de danske biografer i nyere tid. Hvilket gjorde opgaven om at skære feltet ned til 10 favoritter ualmindeligt svær.
De 10 bedste film i første halvdel af 2024
'Challengers'. (Foto: Metro Goldwyn Mayer Pictures)

Vi tør godt vove den påstand, at det har været det bedste halve år i de danske biografer i nyere tid ud fra en ren kvalitetsmæssig betragtning.

Der har simpelthen været nye mesterlige film nærmest hver uge med det resultat, at det har været noget nær umuligt at indsnævre feltet til 10 favoritter.

På perronen har vi efterladt en lang række oplevelser, der ville have været selvskrevne på de fleste midtvejsstatuslister i tidligere år.

Fra Oscar-yndlinge som ’The Zone of Interest’, ’American Fiction’ og ’May December’ til anmelderfavoritter som ’Drengen og hejren’, ’All of Us Strangers’, ’Io Capitano’, ‘Society of Snow’, ’Robot Dreams’ og ’Club Zero’ til mere oversete perler som ’How to Have Sex’ og ’About Dry Grasses’ og genrelegende udråbstegn som ‘Civil War’ og ‘Love Lies Bleeding’.

For nu blot at nævne toppen af et isbjerg, der til sammen har sat en tyk streg under, at den globale filmkunst stadig lever og ånder.

Men vi måtte skære ind til benet. Og her er de 10 film, der har sat de mest uudslettelige aftryk i os i første halvdel af guldåret 2024:

‘No Other Land’. (Foto: CPH:DOX)

10. ’No Other Land’

Filmkunsten vil med den lange produktionstid altid komme på bagkant af verdens store kriser og konflikter, men til gengæld kan den samle op, binde sammen og skabe perspektiver – enten flere år senere eller med fortællinger, der sætter de aktuelle begivenheder i relief.

Det sidste gør den enestående palæstinensisk-israelske dokumentarfilm ‘No Other Land’, der fik danmarkspremiere ved CPH:DOX-festivalen i foråret, til den bedste film, vi endnu har fået om den ulykkelige verserende konflikt.

I centrum står mellem den israelske journalist Yuval Abraham, der bliver venner med den palæstinensiske aktivist Basel Adra, og filmen følger deres fælles kamp for at stoppe det israelske militær i at nedrive landsbyer i Masafer Yatta-området på Vestbredden.

Synes man, at medier og aktivisters beretninger om Israels bosættelser og generelle chikane af palæstinensere er en fjern abstrakt størrelse, kommer ‘No Other Land’ med håndfaste beviser og billeder, der har en decideret harmdirrende effekt på seeren. Her ser man, hvordan familier mister deres hjem ved bulldozerne og soldaternes magt, til ingen verdens nytte.

Man kan altså ikke undgå at blive vred over israelernes fremfærd, men samtidig er der et fremtidshåb i portrættet af venskabet mellem israeleren og palæstinenseren, som er tiltrængt lige nu. At filmen er skabt af et israelsk-palæstinensisk filmkollektiv nærer selv samme håb.

Afventer streamingpremiere – læs Soundvenues anmeldelse.

‘Anatomy of a Fall’. (Foto: PR)

9. ’Frit fald’

Justine Triets Guldpalmevinder må allerede anses som en klassiker i retssalsdramagenren. For måske aldrig tidligere har man oplevet et så intelligent og mangetydigt studie i den kølige juridiske afklarings forhold til virkelighed, sandhed og ægte mennesker komplekse relationer.

Forfatteren Sandra ryger på anklagebænken, da hendes mand dør efter et fald ud ad vinduet fra deres hjem i de franske alper. Ulykke? Selvmord? Mord?

Forspillet rekonstrueres med lydoptagelser af grufulde skænderier, Sandra frames som iskold skurk i mediernes sort-hvide fremstilling, mens hensynet til parrets blinde søn hjerteskærende undertrykkes i jagten på at få ham til at underbygge de to siders respektive version af begivenhederne.

Sandra Hüller spiller formidabelt hovedpersonen, så man som publikum konstant bringes i tvivl om, hvor man har hende, mens man indser, at sandheden måske nok findes et sted, men at retssalen ikke altid er det forum, hvor den kommer frem.

’Frit fald’ sætter et sørgmodigt revsende punktum for den sensationelle og spekulative true crime-bølge, så man næsten kommer til at skamme sig.

Kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Blockbuster og Viaplay – læs Soundvenues anmeldelse.

‘Past Lives’. (Foto: A24)

8. ’Past Lives’

Celine Songs Oscar-nominerede debutfilm mikser udsøgt det specifikke og universelle.

Det er en meget konkret historie om to sydkoreanske barndomsvenner, der skilles, da den ene emigrerer med sin familie til Canada, før de genforenes som voksne mange år senere – forbundet af deres fælles ophav, splittet af deres meget forskellige tilværelser i hver deres hjørne af verden.

Og det er en meget almen historie om sjæleforbundet kærlighed, om længsel, man ikke kan sætte ord på, og om følelsen af at finde sig selv gennem mødet med et andet menneske.

Na Young (Greta Lee i et epokegørende gennembrud) hedder nu Nora, er forfatter og bor i New York med sin amerikanske forfattermand, som ser forstående, men resigneret til, mens hun genoptager forbindelsen til Hae Sung, nu en søgende ung mand.

Det stille trekantsdrama, ’Past Lives’ udfolder derfra, er sjældent menneskeligt fintfølende, og det, der mest af alt bærer konturerne af et klassisk romantisk drama, forvandler sig for øjnene af en til et vemodigt eksistentielt portræt af livets valg og muligheder.

Det er svært at gå uberørt fra.

Kan ses på Prime Video, Grand Hjemmebio, Blockbuster og Viaplay – læs Soundvenues anmeldelse.

‘Perfect Days’. (Foto: Camera Film)

7. ’Perfect Days’

68-årige tyske Wim Wenders har lavet adskillige fåmælte mesterværker med ’Paris, Texas’ og ’Himlen over Berlin’ som nogle de mest kendte.

Hans seneste film er dog ikke blot endnu en pragtfuld tilføjelse til mesterens værk, men også en usandsynligt god indgangsvinkel til det for et publikum født efter murens fald. Også selvom det handler om en ældre japansk toiletskrubber og eneboer-type. Som i øvrigt spilles mesterligt mystisk af Koji Yakusho, der vandt prisen for bedste skuespiller i Cannes sidste år.

Hvis man har fået sit nervesystem revet i småstykker af en iPhone-skærm, nusses man til ro ved at følge hovedpersonen Hirayama rundt i Tokyo, hvor han skrubber de samme af byens kummer, spiser den samme frokost (æggesalat og mælk) og fotograferer de samme trækroner. Her er tidens gang ikke hverken nostalgisk eller deprimerende, men mild som de skiftende kassettebånd, Hirayama hører på vej ud og hjem fra arbejde.

For en film opkaldt efter en Lou Reed-sang om at være narkoman, er det hele måske udadtil meget wholesome. Nedenunder det hele gemmer der sig dog også en fascinerende sørgmodighed, der rammer helt rent.

Afventer streamingpremiere – læs Soundvenues anmeldelse.

‘The Holdovers’. (Foto: Seacia Pavao / Focus Features)

6. ’Fire døtre’

Man skal egentlig helst vide så lidt som muligt om Kaouther Ben Hanias både nyskabende og chokerende Oscar-nominerede dokumentar. ‘Four Daughters’. Og i hvert fald skal man se filmen uden at vide, hvad der er sket med to af den tunesiske kvinde Olfas fire døtre.

Det er nemlig det store mysterium i vores møde med Olfa og hendes to yngste døtre, der udfolder familiens historie i et opfindsomt dobbeltgreb: De fortæller selv dramaet over for kameraet og i rekonstruktioner, hvor to skuespillere spiller de to ældste døtre Rahma og Ghofrane, som altså er væk. Men når det bliver for hårdt for den virkelige Olfa, overtager en skuespiller samtidig rollen for hende, en skuespiller, der også relaterer sig til Olfa som menneske og karakter.

Det er ikke så forvirrende, som det lyder. Derimod åbner metoden op for en intim forståelse af historiens nuancer, som et mere klassisk vidnesbyrd ikke havde kunnet give på samme måde. Og derigennem bliver ’Fire døtre’ en både voldsomt aktuel, foruroligende, personlig og kunstnerisk prægnant milepæl af en dokumentar.

Afventer streamingpremiere – læs Soundvenues anmeldelse.

‘The Holdovers’. (Foto: Seacia Pavao / Focus Features)

5. ’The Holdovers’

Alexander Paynes ‘The Holdovers’ minder én om, hvad amerikansk mainstreamfilm af den gamle skole kan, når de er allerbedst. For det er jo ikke, fordi man ikke kan gennemskue de små manuskripttricks og instruktørens evne til at spille klaviaturet på de mest følelsesvridende knapper. Men hold nu op hvor er det bare stadig som en kop varm kakao til en frostkold januardag.

Paul Giamatti spiller den gnavne kostskolelærer Paul Hunham, der tvinges til at babysitte den lille flok elever, der ikke har andet sted at tilbringe julen end på skolen. Heriblandt den utilpassede flab Angus Tully (gennembrudstalentet Dominic Sessa), hvis mor har fravalgt familiejulen til fordel honeymoon med sin nye flamme.

Sur livstræt mand møder ung ballademager, og sød musik opstår, er vel nok en formel, man kender, men smid den sorgramte køkkenchef Mary (Oscar-vinder Da’Vine Joy Randolph) og en forrygende intelligent dialog ind i ligningen, og man har en kommende juleklassiker, der vil vride tårer ud af selv den mest hærdede træmand år efter år.

Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Apple TV – læs Soundvenues anmeldelse.

‘Rød himmel’. (Foto: Camera Film)

4. ’Rød himmel’

Millennials tager i sommerhus sammen, men har hovedet så langt oppe i egen røv, at det er umuligt for dem at hygge sig. Det er efterhånden ved at være en generationskliché.

Derfor er det godt, at hyttekammerspillet ’Rød himmel’ er lavet af 63-årige tyske Christian Petzold. Som en person, der slet ikke er en millennial, kanaliserer han en intergenerationel røvhulsmentalitet. Nemlig med et portræt af den unge mandlige kunstner som en kæmpe nar.

Nærmere bestemt forfatteren Leon, der på en sommerferie ved Østersøens kyst bøvler med omskrivningerne af et bogmanuskript, han godt selv ved er noget lort. Med sig har han vennen Felix, der i modsætning til ham er en biseksuel yesman, som bekymrer sig mere om at reparere sommerhusets tag end at arbejde på sin portefølje til fotoskolen.

Da de får selskab af den lattermilde issælger Nadja og livredderen Devid, som knalder højlydt om natten, bliver den gode stemning tiltagende for meget for den surmulende intellektuelle Leon. Og så er der også lige en skovbrand i periferien af det intime kaos.

På den måde hæver ‘Rød himmel’ sig over de navlepillende betragtninger af kunstneren og bliver med naturens indblanding til noget så sært som en både gribende og komisk generationstragedie.

Afventer streamingpremiere – læs Soundvenues anmeldelse.

Timothée Chalamet i ‘Dune: Del 2’ (Foto: 2023 WBEI)

3. ’Dune: Del 2’

Selv os, der fandt første del af Denis Villeneuves majestætiske science fiction-filmatisering om krydderi, fremere, sandorme og messiasser lovlig søvndyssende, blev komplet omvendt med anden del.

Efter første films introduktion var fortællingen nu klar til at blive udfoldet for fuld kraft, og det gjorde Villeneuve med fuldkommen overlegen visuel panache, hvor man mærkede, at der var kælet for samtlige sets, karakterdesigns og special effects.

Hvor selve historien og hovedpersonerne i mindre kyndige hænder ville drukne i spektaklet, vakte den canadiske mester desuden fortællingen om Timothée Chalamets (falske?) frelser til live, så man fik de filosofiske spørgsmål ind under huden. Chalamets kemi med Zendayas Chani lyste samtidig ud af den golde sandørken.

Nu har Villeneuve for alvor noget at leve op til, når hans tredje film i Frank Herbert-føljetonen sandsynligvis kommer i 2026.

Kan ses på Max – læs Soundvenues anmeldelse.

‘Challengers’. (Foto: Niko Tavernise)

2. ’Challengers’

Sæt tre ultratændte unge skuespillere til at spille tennis, skule ondt, mens de smører bodylotion på benene, og stirre kækt med munden fuld af churros, og så har du årets mest forrygende lækre og naturligt virale biografoplevelse.

Var ’Challengers’ den dybeste film? Ingenlunde. Fortalte den os noget om verdens tilstand? Ikke nødvendigvis. Var det blandt andet derfor, den var så fremragende? Ja.   

Luca Guadagninos tennisfilm var lidt af et sceneskift efter kannibalromancen ‘Bones and All’, men til gengæld lige den tyksmurte stemningshybrid, zeitgeisten sukkede efter.

‘Challengers’ var ikke blot befriende sensuel og stålsat i sin fortælling om det teenageagtige trekantsdrama, der udspillede sig mellem Zendaya, Mike Faist og Josh O’Connors tennisfreaks, men også underholdende og fantastisk fjollet. Den lignede og lød som en million. En af den slags film, ingen vidste de manglede, indtil ingen ville have undværet den.

Kan ses på Blockbuster og Apple TV – læs Soundvenues anmeldelse.

‘Poor Things’. (Foto: Searchlight Pictures)

1. ’Poor Things’

Med ’Poor Things’ samlede tidens måske mest originale instruktør sit kunstneriske virkes to spor til ét fuldtonet storværk: Det opulente feministiske kostumedrama fra ’The Favourite’ og den bizarre humor og de barokke vranguniverser fra hans tidligere film som ’Dogtooth’ og ’Killing of a Sacred Deer’.

Emma Stone leverede karrierens hidtil vildeste præstation som Bella Baxter, den vanvittige kreation af et ufødt fosters hjerne i en afdød kvindes krop skabt af den gale, men sympatiske videnskabsmand Godwin. Hendes udvikling fra mentalt fosterstadie til opvakt seksuelt væsen, der indser verdens skyggesider, blandede slapstick og socialkritik, så man klappede i sine små hænder, mens man lod sig betage af den skramlede speampunkede fremtidsvision, Lanthimos kreerede med inspiration fra instruktører som Jean-Pierre Jeunet og Michel Gondry.

Det er blevet diskuteret, om denne kvindelige selvrealiseringshistorie er fortalt fra et lovligt mandet perspektiv, men det er at læse ’Poor Things’, som fanden læser Biblen – og i øvrigt at se en smule ned på Emma Stone, hvis indflydelse på samarbejdet med Lanthimos man ikke skal undervurdere.

Både æstetisk og fortællemæssigt er ’Poor Things’ overvældende mærkelig filmkunst på en skala, hvor den slags risici normalt aldrig er at finde.

Kan ses på Disney+, Viaplay, Blockbuster og Apple TV – læs Soundvenues anmeldelse.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af