’No Other Land’: Dette er den uafrystelige film om Israel-Palæstina-konflikten, alle bør se
CPH:DOX. Den palæstinensisk-israelske dokumentarfilm ’No Other Land’ vandt dokumentarprisen på årets Berlinale og blev efter prisuddelingen den nok mest omtalte film ved festivalen.
Under sin takketale plæderede den israelske hovedperson og medinstruktør Yuval Abraham for våbenhvile i Gaza og understregede uligheden mellem ham selv og hans palæstinensiske medinstruktør Basel Adra. Efterfølgende modtog han dødstrusler og blev af tyske politikere anklaget for antisemitisme.
Det siger ikke så lidt om, hvor brændende aktuel duoens harmdirrende indignerede film er – instrueret med Hamdam Ballal og Rachel Szor.
’No Other Land’ følger det usandsynlige venskab mellem den israelske journalist Yuval Abraham og den palæstinensiske aktivist Basel Adra, der sammen kæmper for at stoppe det israelske militær i at nedrive landsbyer i Masafer Yatta-området på Vestbredden.
Vi følger Yuval og Basel fra deres første møde i 2019, hvor de indgår et partnerskab om at dokumentere den ødelæggelse, det israelske militær udfører i lokalområdet. Her er konvojer af bulldozere hverdagskost, når beboelser, skoler og legepladser bliver revet ned for at gøre plads til et israelsk militæranlæg på den palæstinensiske jord.
Med nærgående, håndholdte optagelser kommer vi helt tæt på afmagten, palæstinenserne mærker, når de fra den ene dag til den anden bliver fordrevet fra deres hjem. Men de nægter at give op på det stykke jord, hvor de og deres forfædre har boet i mere end 100 år.
Når deres huse bliver jævnet med jorden om dagen, rykker de ud om natten og genopbygger husene. Hvorefter de israelske soldater vender tilbage og konfiskerer byggematerialerne med vold og magt. At soldaterne ikke ser palæstinenserne som mennesker, er fuldkommen utvetydigt, når de genner dem væk fra deres hjem som kvæg, der ikke engang fortjener en forklaring.
Man kan ikke undgå at fascineres af Yuval og Basel. De tror på, at de gennem utrættelig dokumentation kan gøre en forskel. Og selvom Yuval er utilfreds med, at hans artikler ikke bliver læst særligt meget, sker der et pludseligt skifte, da deres kamp bliver genstand for international opmærksomhed i kølvandet på en tragedie, hvor en af landsbyboerne bliver skudt af det israelske militær og efterlades lam fra skulderen og ned.
Pludselig kommer Tony Blair på besøg i syv minutter, vestlige journalister opsøger området, og Basel bliver en kendt aktivist på sociale medier, hvor han når tusindvis af mennesker. Her bliver ’No Other Land’ et kampskrift for filmmediets samfundsforandrende potentiale i den globale billedkultur, vi lever i.
Men det er i skildringen af Yuval og Basels venskab, at filmen for alvor løfter sig. De er nogenlunde jævnaldrende og bor kun 30 kilometer fra hinanden. Men deres liv kunne dårligt være mere forskelligt.
Når Yuval tager hjem til Israel for at besøge sin mor med sin gule nummerplade, der giver ham fri bevægelighed, er Basel fanget af sin grønne nummerplade. Hans første minde er, da hans far blev fængslet, da han var barn. Basel har vitterligt ingen udvej fra den altomsluttende undertrykkelse.
Selvom Basel har en uddannelse i jura, kan han ikke få arbejde i Palæstina. Der er kun jobs på byggepladser. Fremtiden og håbet svinder ind i en verden bygget på splittelse.
Optagelserne til ’No Other Land’ sluttede i oktober 2023, men i den kraftfulde slutning ser vi alligevel, hvordan nutiden indhenter filmen, når israelske »settlers« dukker op i Basels landsby med automatgevær for at tage hævn over Hamas’ angreb på Israel.
Som Yuval siger på et tidspunkt i filmen: »Jeg tror ikke, at Israel kan få sikkerhed, hvis palæstinenserne ikke får deres frihed«.
Kort sagt:
Palæstinensisk-israelsk filmkollektiv har skabt en ubærligt aktuel film om besættelsen af Vestbredden, som alle bør se.