’Dune: Del 2’: Denis Villeneuve holder sit løfte med mesterlig sci-fi-saga
Først en corona-pandemi og så en skuespillerstrejke i Hollywood skulle overstås, før vi nu endelig får Denis Villenueves længeventede ’Dune: Del 2’ i biograferne, to et halvt år efter den anmelderroste forgænger havde sin premiere.
Det er lang tid. Og med ventetid dannes ideel grobund for tiltagende spirende forventninger, ikke mindst sået af Villenueve selv, der kalder den biografaktuelle storfilm »meget bedre end Del 1«.
Millionspørgsmålet bliver så: Er det et løfte, han holder?
I den grad.
Som Villeneuve har lovet, samler ’Dune: Del 2’ øjeblikkeligt de kilometerlange plottråde op, som første del fik sat i værk. Paul Atreides (Timothée Chalamet) og Lady Jessica (Rebecca Fergusson) er lykkedes med at flygte fra de bryske Harkonnens mordattentat og ser nu ind i at skulle vinde de Arrakis-indfødte fremeres gunst og tillid, hvis kampen for hævn over Pauls far, Leto Atreides, skal fuldføres.
Men mens den fundamentalistiske Stilgar (Javier Bardem) og hans religiøse efterfølgere er fast besluttede på, at Paul er Lisan Al-Gaib – en messias, der skæbnebestemt vil transformere den golde ørkenplanet til et vandfyldt paradis – er Chani (Zendaya) og de yngre fremere mere overbeviste om, at der er en selvopfyldende profeti på spil.
I midten står Paul som en lus mellem to negle, tynget af dystre fremtidssyner om sin egen tilbedelse og en verdensomspændende hungersnød, hvis divinationerne går i opfyldelse. Og for at gøre ondt værre er den udspekulerede baron Vladimir Harkonnen (Stellan Skarsgård) med sin psykopatnevø Feyd-Rautha (Austin Butler) i fuld gang med at igangsætte et nyt komplot, som skal genvinde ham magten over Arrakis’ krydderiproduktion – og det intergalaktiske herredømme fra kejser Shaddam IV (Christopher Walken) og datteren Irulan (Florence Pugh).
Som i anden halvdel af Frank Herberts mastodontforlæg fra 1965 er det også i ’Dune: Del 2’, at tingene for alvor tager fart, når det gælder narrativer, action og generel weirdness.
Men hvor Villenueve i første del af sit storværk overlegent fik etableret Herberts surrealistiske og overvældende mytologi som en fortælling, der har det menneskelige drama som sit egentlige ærinde, lykkes han og medskriver Jon Spaiht denne gang med at løfte vægten af komplicerede storpolitiske intriger og profeti-propaganda gennem et af filmmediets mest genkendelige troper: romancen.
Det føles nemlig som indlevende åndehuller, når scener af Chani, der drillende lærer Paul at ørkenvandre, så han ikke hidkalder de sultne sandorme, eller af Paul, der redder Chani fra at blive skudt af en ornitopter, sømløst væver sig ind blandt skud af Harkonnen-brutalisme og hæsblæsende knivkampe.
Kemien mellem Chalamet og Zendaya er uangribelig. Ikke mindst fordi man lykkeligvis har taget sig den kunstneriske frihed at give Chani reel substans og agens sammenlignet med hendes noget underdanige rolle i forlægget.
Fra sin mindre rolle i ’Dune: Del 1’ stjæler Zendaya fuldstændig spotlightet som den tapre Fedaykiner, der som et anker i historien holder fast i sine overbevisninger, mens alle omkring hende langsomt opsluges af fanatiske idéer om tro som midlet til magt.
Chalamets præstation er lige så dragende, som den er frygtindgydende, når han veksler mellem afmagt, fortvivlelse og decideret ondsindethed i bearbejdelsen af sin indre konflikt. Også her har Villenueve og Spaiht skruet kærkomment op for Herberts implicitte kritik af white savior-syndromet ved at lade den ulmende gru ved den unge hertugs lod stå som en advarsel for prisen på hævn.
At filmen mestendels dedikerer sig til livet på Arrakis betyder dog også, at Harkonnen-slægten ender med at virke som en eftertanke. Austin Butler og Stellan Skarsgård er velspillende som skaldede voldsmordere, men at vi absolut skal se dem dræbe stakkels tjenestefolk i hver en scene, bliver hurtigt en forudsigelig kliché, der afvæbner deres mystik.
Hvor menneskeskæbnerne næsten kunne virke små sat op mod det massive stykke world building, der blev realiseret i ’Dune: Del 1’, er det ikke desto mindre karakterarbejdet, der nu synes lige så særegent som det univers, fotograf Greig Fraser og produktionsdesigner Patrice Vermette igen leverer hypnotiserende og ærefrygtindgydende skildringer af.
Villenueve har selv ytret ønske om at gøre sin nu todelte fortælling til en trilogi – og det kan man godt mærke i anden installation. Man står tilbage med spørgsmål, der lægger op til en tredje film, mere end de fungerer som åbne slutninger.
Men David Lynch, Alejandro Jodorowsky og Ridley Scott har prøvet og fejlet. Nu har Villeneuve holdt sit ord og ikke blot sat en ny visionær standard for taktil cinematografi, men også formået at gennemføre et mesterligt sci-fi-epos, som takket være jordnære skuespilpræstationer aldrig smuldrer under tyngden af filosofisk mytologi eller sin 166 minutter lange spilletid.
Kort sagt:
Ved at fæstne grandios epik i rørende personskildringer har Denis Villenueve med ’Dune: Del 2’ fuldendt en forbløffende sci-fi-saga, der både er ikonografisk dårende og forpustende spændingsfyldt.