SÅ DU DET? Han har gjort det igen. Timothée Chalamet har nærmest egenhændigt pustet sprælsk liv i marketingkampagnen for den hypede bordtennisfilm ’Marty Supreme’.
Først var der den hårdtpumpede lange video, han lagde op på sin Instagram-profil for halvanden måneds tid siden med ét stort virvar af bordtennisbolde, hvor han også lige fik afsløret sit nye buzzcut-look.
Nu er næste indslag landet. En 18 minutter lang video udgivet på A24’s YouTube-kanal med den lidet mundrette titel: ’Timothee_Chalamet_internal_brand _marketing_meeting_MartySupreme _11.08.2025.mp4’.
Videoen tager tykt pis på et Zoom-møde, hvor Chalamet i bedste Kendall Roy-stil beder filmens marketinghold om at høre nogle af hans ideer til, hvordan de kan lave en above and beyond kampagne til filmen – det er trods alt »en af de vigtigste ting, der sker på Jorden i år«.
Det hele starter med en helt specifik variant af »hardcore« orange, som hans visuelle kunstner har brugt seks måneder på at skabe.
Hvad hvis man malede Frihedsgudinden samme farve? Eller Eiffeltårnet?
Måske skulle man bare sende en masse store orange ‘Marty Supreme’-blimps i luften?
Allerbedst: Hvad hvis disse blimps blev sendt ind over medskuespiller Tyler, The Creators musikfestival Camp Flow Gnaw i den kommende weekend?
Det er først og fremmest sjov og ballade med masser af memeficerbare linjer – tag bare Timmys »shwab«-lyde efter at have remset Josh Safdies tidligere film op.
Men videoen er også karakteristisk for den stil, Chalamet har perfektioneret over de seneste par år.
Til sidste års SAG Awards sagde han som bekendt i sin vindertale, at han »vil være en af de største«.
Og den storhed jagter han med lige dele hektisk intensitet og selvironi. Med den succesfulde ’A Complete Unknown’ lancerede han en forfriskende approach til pr og lancering.
Den slags handler som regel om mere eller mindre intetsigende interviews og mere eller mindre vellykkede farverige stunts. Men Chalamet var overalt med en guerilla-tilgang, der fremstod autentisk, frisk og uforudsigelig.
Foruden at ankomme på Lime-bike til filmens premiere i London, at optræde med Bob Dylan-sange på SNL og deltage i en Timothée Chalamet-lookalike-konkurrence, var det mest blærede træk måske et interview med den legendariske interviewer Nardwuar, hvor han blandt andet fik sendt et shoutout til kultrapperen Lil B. He just like me fr!
Selv har Chalamet for nylig sagt til Vogue, at han tidligere prøvede at være cool og tilbageholdende, når han skulle lancere sine film, men nu vil han give den hele armen: »I værste fald har du provokeret nogle mennesker. I bedste fald vil nogen blive trukket ind og tænke ’hey, den her fyr mener virkelig, at det her er værdigt’«.
Og det må man sige, han lever op til med sin megalomane marketing-parodi, som vi kun kan anbefale, mens vi venter alt for længe på ’Marty Supreme’.
’Marty Supreme’ har dansk biografpremiere 19. februar.
