’Bones and All’: Twilight møder Trier i foruroligende ‘Call Me By Your Name’-reunion
Jeg har lyst til at se ’Bones and All’ igen lige nu. Jeg har aldrig lyst til at se ’Bones and All’ igen.
Væmmelse og brusende poesi, blodrus og empatisk sårbarhed danser vals, som jeg sjældent har set det før, i den nye film af Luca Guadagnino.
På overfladen er vi så langt, man kan komme fra den italienske instruktørs brede gennembrud ’Call Me By Your Name’, også selvom han genforenes med Timothée Chalamet for første gang siden den italienske sommerromance fra 2017.
Men graver man et spadestik dybere, er ’Bones and All’ nært beslægtet og tydeligt destilleret gennem samme kunstneriske tragt. De er begge fortællinger om den identitetsskabelse, der opstår i et ungt menneskes længsel, drifter og første inderlige kærlighed. Og de er begge båret af en særligt rå sanselighed, der trodser klichéen ved ikke bare at være smuk, indtagende og sirlig, men også ærgerrig, grim og kaotisk.
Der er forbløffende kort fra Chalamets berømte omgang med en fersken i gennembruddet til hans omgang med lig i den nye film.
’Bones and All’ handler om kannibalisme. Samtidig med at den handler om alt andet end kannibalisme.
Første scene kunne ligne en highschool-film som alle andre. Teenageren Maren (stortalentet Taylor Russell fra ’Waves’) inviteres på slumber party af en veninde. Hun må ikke overnatte ude for sin far, fortæller hun, men hun sniger sig alligevel ud gennem vinduet og afsted.
Venindehyggen ender chokerende. Og jeg mener chok på den måde, hvor indholdet af ens mave for første, men ikke sidste gang vender sig en omgang.
’Bones and All’ er ingen klassisk highschool-film. Maren og hendes far sætter på flugt. Og snart er Maren alene i verden, efterladt af sin far, der har dedikeret sit liv til at beskytte datteren fra hendes kødelige lyster, men som nu er nødt til at lade hende finde sin egen vej.
Det er starten på en roadtrip, hvor Maren rejser fra østkysten med kurs mod Minnesota, hvor hun håber at finde sin mor. Og hvor hun hurtigt finder ud af, at der er andre som hende, såkaldte eaters, der lever i randerne af de amerikanske samfund og får stillet deres sult efter bedste beskub.
Hvad, der følger, er en roadmovie, en coming-of-age-film, en thriller, en gyser og en kærlighedshistorie. Maren hooker op med Timothée Chalamets jævnaldrende Lee, der med sin tilbagelænede attitude og umiddelbart moralske funderede tilgang til kannibalismen er en tydelig åndsven.
I deres forhold blomstrer den smukke del af ’Bones and All’. En drivende romantisk fortælling om to udstødte, der finder et sekunds lykke i hinandens selskab, indfanget af det hviderussiske fotografstortalent Arseni Khachaturans utrolige arbejde med naturligt lys og de amerikanske vidder.
Og sideløbende melder kvalmen sig uundgåeligt. Guadagnino svælger langt fra i blod og gore, men han skildrer eaternes sult med en foruroligende realisme. Her er ingen filmisk eksalteret lyst eller bevidst overdreven iscenesættelse. Når kannibalerne spiser, er det forbundet med drift og skam – som junkier, der udmærket ved, at de styrer mod afgrunden, men alligevel ikke kan lade være. Det er hårdt at overvære.
Faktisk kan hele filmen sagtens læses som en junkieallegori, forstærket af de tynde forhutlede hovedpersoner, der prøver at finde en måde at leve med, og på trods af, deres afhængighed. Alle de afskrællede, usle rum, som filmen konsekvent bevæger sig rundt i, når den lukker døren til de store landskaber i de analoge 80’ere, sender tankerne i samme retning.
Den kan dog også læses på mange andre måder. Som en fortælling om frigørelse fra forældrenes arv. Om traumebearbejdelse. Og mere elementært bare om at være ung og anderledes og finde sig selv.
Historien er baseret på en young adult-bog af Camille DeAngelis (omsat til film af Guadagninos foretrukne manuskriptpartner David Kajganich) som bevis på, at intet forlæg er for banalt til, at en ægte mesterinstruktør ikke kan få kunstnerisk storhed ud af det.
Man kan måske sige, at ’Bones and All’ er et møde mellem ’Lad den rette komme ind’ og ’Badlands’. Eller som hvis Lars von Trier instruerede ’Twilight’ – insisterende, modig, personlig, men stadig med en kerne af dybe følelser.
En nøgle til filmens urovækkende stemning er de mennesker, Maren og Lee møder på deres vej. En creepy uforudsigelig Mark Rylance spiller mod type som den ældre eater, der lærer Maren, hvem hun er. Og man skal være forberedt på, at både han og Michael Stuhlbarg med en lille, men mindeværdig rolle sætter alt ind på at flytte ind i vores kollektive mareridt. Chloe Sevigny er kun med i få minutter mod filmens slutning. Det er to minutter, man aldrig vil glemme.
Timothée Chalamet spiller op mod den charmerende, intelligente outsider-figur, vi allerede forbinder ham med, men karakterens aparte udstråling, komplet med cowboyhat, udvaskede spragleskjorter og flæsede jeans, tilføjer en kant og dimension, som han udfylder med en flot blanding af farlighed og følsomhed. 28-årige Taylor Russell beviser med lavmælt styrke, hvad man også fornemmede i den undervurderede ’Waves’: Hun er en fremtidens stjerne.
Trods den klassiske road-struktur overrasker ’Bones and All’ igen og igen frem mod den voldsomme slutning. Titlen refererer til en særlig ekstase, eaterne føler, når de første gang spiser et helt menneske. Selv denne grotesk morbide akt forvandler Luca Guadagnino til romantik.
Altopslugende undergangskærlighed med hud og hår. Og knogler. Jeg skal straks se den igen, aldrig.
Kort sagt:
Luca Guadagnino forener sin særlige sanselighed fra ’I Am Love’ og ’Call Me By Your Name’ med øm kannibalkærlighed i 80’ernes USA. Det er både afskyvækkende og guddommeligt smukt. Et dybt originalt værk fra en af tidens store mestre.