Timothée Chalamet lægger ikke skjul på, at hans ventede samarbejde med instruktør Josh Safdie, det tilsyneladende episke bordtennisdrama ’Marty Supreme’, er en drøm, der går i opfyldelse.
»Filmen gav mig styrke til at være åbenlyst stræbende og villig til at udleve mine drømme i en ekstrem grad«, fortalte den ambitiøse skuespiller blandt andet ved et lidt usædvanligt Vanity Fair-arrangement i weekenden.
Lørdag aften troppede han nemlig op i en gymnastiksal på en High School i Los Angeles sammen med skuespillerkollega Adam Sandler, der denne uge er biografaktuel i Noah Baumbachs ’Jay Kelly’.
Her mindes duoen deres første møde på filmen ’Men, Women & Children’ i 2014 (som Chalamets scener senere blev klippet ud af), men talte ganske overraskende også om at hænge ud på settet til ’Uncut Gems’. En film, som Chalamet slet ikke medvirkede i.
»Da vi arbejdede på ’Uncut Gems’ holdt du en tale, hvor du bare talte filmen så meget op. Jeg kan huske, at Josh (Safdie, instruktør på filmen, red.) bagefter sagde ’fuck, jeg skal lave en film med ham der’« fortalte Sandler til den unge stjerne.
»Det var min plan, mand. Jeg kyssede hans ring. Jeg fulgte ’Uncut Gems’-holdet så meget, at Idina Menzel sagde til Josh ’er han med i filmen?’« svarede Chalamet kækt.
Under samtalen storroste den yngre skuespiller også Sandlers arbejde på Paul Thomas Andersons romantiske ‘Punch-Dunk Love’ fra 2002 og kaldte det »en af de vigtigste og mest indflydelsesrige præstationer for min generation af skuespillere«. Chalamet påpegede desuden Sandlers mangel på Oscar-statuette.
»Forhåbentligt vil ’Jay Kelly’ – selvom det skulle have været ’Uncut Gems’ – give dig en guldmand i hænderne. Jeg ved godt, det ikke handler om priser, men du er en af de bedste fucking skuespillere«.
Og dog – mon ikke det handler lidt om priser for Chalamet, hvis takketale ved SAG Awards tidligere i år gik viralt. Her modtog han prisen for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation som Bob Dylan i ’A Complete Unknown’, og ytrede blandt andet, at prisen var et skridt i hans »jagt efter storhed«.
Ligeledes fortalte han Sandler, at sit »livs gave er at fokusere på skuespillet på samme måde, som Marty Mauser (hans karakter i ’Marty Supreme’, red.) er locked in på bordtennis«.
Duoen har mere end bare et Safdie-projekt tilfælles – de har begge to en stor kærlighed til basketball, og rundede derfor seancen af med en basketduel mod to fans, som skuespillerne desværre tabte.
Timothée Chalamet and Adam Sandler play basketball with fans at an awards season event in L.A. pic.twitter.com/FrqYt9azLK
— The Hollywood Reporter (@THR) November 16, 2025
’Jay Kelly’ får biografpremiere 20. november, mens ’Marty Supreme’ udkommer 19. februar.
