’Speak No Evil’: Christian Tafdrups grænseoverskridende gyser har en af de mest ubehagelige scener i dansk film

Var man i tvivl efter at have set ’En frygtelig kvinde’, kan vi nu med sikkerhed konstatere: Danmark har fået en ny filmprovocateur, og hans navn er Christian Tafdrup.

Det fastslår instruktøren med syvtommersøm i sin nye gyser ’Speak No Evil’, der med et konstant sitrende ubehag bygger op mod den mest grænseoverskridende scene i dansk film siden ’Antichrist’.

Den snoede flamske landevej dertil er brolagt med en endeløs strøm af ubønhørlige mikroaggressioner, når Tafdrup med satirisk tæft udlægger den banale ondskab, som med lethed kan overmande den falske tryghedsfornemmelse i den pæne, skandinaviske velfærdsstat, hvor vi sætter vores lid til en ukuelig tro på det gode i vores medmennesker.

Og hvor vi har umådeligt svært ved at sige fra, når vi en sjælden gang bliver konfronteret med ondskab, hvis vi da overhovedet kan genkende den.

Det får Bjørn (Morten Burian) og Louise (Sidsel Siem Koch) at føle på egen krop, da de sammen med deres datter rejser til Holland for at besøge et enigmatisk par, de i starten af filmen møder under en solbeskinnet tur til Italien.

»Hvad er det værste, der kan ske?«, spørger en af parrets venner, mens Bjørn nikker – ivrig efter at undslippe familielivets hamsterhjul, hvor alt går op i børneafhentning, blokfløjteundervisning og køb af overgangsfrakker.

Beslutningen kommer han til at fortryde utallige gange, da familien håbefuldt dukker op hos machomanden Patrick (Fedja van Huêt), hans kone Karin (Karina Smulders) og deres mutte søn Abel, som de tror er ligesindede, civiliserede mennesker. De skulle bare vide.

Det mørke, hollandske skovhjem er nemlig langt fra idyllen i Toscana, flot indfanget af fotograf Erik Molberg, der veksler mellem ildevarslende, kontrastfyldte tableauer og klaustrofobisk håndholdt kamera, akkompagneret af et nervepirrende score af Sune Kølster. Her er ingen billige jump scares, når filmen i stedet læner sig op ad den krydsning af psykologisk thriller, satire og arthouse-gys, vi også har set hos folk som Ari Aster, Robert Eggers og Jordan Peele.

Værtsparret, som var fulde af liv i Italien, er nu muteret til onde skygger af sig selv, når de serverer vildsvin for vegetaren Louise og revser Den lille havfrue, så de danske mindreværdskomplekser straks bliver truffet.

På samme måde som ’En frygtelig kvinde’ er ’Speak No Evil’ en udstilling af den skandinaviske tøffelhelt, der dårligt kan forsvare en strandstol og da slet ikke sit eget liv. Hvis største heltebedrift er (modvilligt) at finde sin datters glemte tøjkanin.

Figuren spilles til perfektion af Morten Burian, der gestalter en mand i opløsning under høflighedskulturens tunge lænker. Sidsel Siem Koch imponerer ligeledes som hans mere bestemte og handlekraftige modpart, der ikke finder meget støtte hos sin vægelsindede mand, som ynder at gaslighte hende, når hun råber vagt i gevær. To relativt ukendte skuespillere, der virkelig beviser, at de fortjener pladsen i rampelyset.

’Speak No Evil’ er på alle måder en større film end ’En frygtelig kvinde’, når den udvider og forstørrer situationskomikken, så den ikke kun udfordrer parforholdet, men hele den moderne, skandinaviske levevis præget af velfærdssamfundets kvælende konformitet, som kan blive et fængsel for drømme og håb.

I en af filmens mange skarpe iagttagelser fortæller Bjørn, hvordan han savner en tid, hvor man ikke blev muret inde af regler og teknologi – hvor man ikke behøvede en GPS for at finde vej. Han vil bryde fri af normerne og genvinde noget af den mandighed og selvstændighed, han har mistet i accelerationssamfundet.

Men i virkeligheden er han ikke i stand til at fungere uden for samfundets klart definerede rammer, når først han bliver konfronteret med en virkelighed, der på ingen måde er underlagt de almindelige forventninger til godt selskab.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Det velsmurte manuskript viser gang på gang, hvordan Bjørn og Louise på nogle punkter ikke er meget bedre end det hollandske par, når de selv råber ad deres mørkerædde datter og ignorerer hendes kalden, fordi de (endelig) har sex. På et underbevidst plan er danskerne tiltrukket af den rodløshed, de møder i Holland.

Duoen fremstår som et skinhelligt, gammelt ægtepar, når de i en tåkrummende scene endelig tager sig sammen til at risikere den gode stemning og konfrontere deres værter med det ubehag, de faktisk har svært ved at sætte en finger på: Patrick og Karin drikker for meget, spiller for høj musik og er lidt for glade for at danse tæt og tungekysse, får de til sidst fremstammet, så de godt selv kan høre, hvor tåbeligt det lyder.

Den største anke ved filmen er sådan set, at man lidt for tydeligt mærker, hvilke filmskabere Tafdrup står på skuldrene af. Den bibelske slutning emmer af Trier, mens selve plottet lystigt genbruger idéer fra Michael Haneke og Ruben Östlunds spillebog. Det er en inciterende sammensætning, jovist, men også en der minder om, at Tafdrup alligevel har et stykke vej endnu, før han når samme højder som sine inspirationskilder.

Det er dog et lille ’men’ i en ellers medrivende og chancevillig filmoplevelse af den slags, vi alt for sjældent ser herhjemme.

---

Kort sagt:
Med ’Speak No Evil’ har Christian Tafdrup simpelthen skåret en af de mest vellykkede danske gysere nogensinde – en galgenhumoristisk udstilling af den vægelsindede tøffelhelt og det moderne velfærdssamfunds kvælende konformitet.