Christian Tafdrup går linen ud med ubønhørlig gyser: »Jeg kan ikke udstå tanken om at lave en film, der skal samle hele Danmark«

Da han igen og igen fik at vide, at han var på afveje med sin kommende gyserfilm, måtte Christian Tafdrup huske sig selv på det løfte, han havde givet sig selv til at begynde med. I dag har ’Speak No Evil’ vakt så meget international opsigt, at han lige har haft en timelang samtale med Robert Pattinson. Det fortæller den danske instruktør, før artiklen knækker på midten.
Christian Tafdrup går linen ud med ubønhørlig gyser: »Jeg kan ikke udstå tanken om at lave en film, der skal samle hele Danmark«
Christian Tafdrup. (Foto: Philip Høpner/Soundvenue)

Det er sin sag at se sig selv som en kompromisløs kunstner, når man samtidig er en høflig og konfliktsky familiefar, der gerne vil elskes af alle.

Sådan er historien om Christian Tafdrup. Sådan er historien om tilblivelsen af ’Speak No Evil’, hans usædvanligt intense horrorthriller og første film siden ’En frygtelig kvinde’.

Og sådan er et stykke hen ad vejen også historien i filmen, hvor et helt almindeligt dansk par (de nye navne Morten Burian og Sidsel Siem Koch) siger ja til at besøge et flygtigt bekendtskab i Holland. De ender i frygtelige omstændigheder, fordi de simpelthen bare aldrig formår at sige: NEJ!

’Speak No Evil’ fik verdenspremiere på den prestigefulde Sundance-festival i januar, på grund af corona dog kun i en digital version. Det afholdt ikke amerikanske medier fra at besynge dens kvaliteter. Det førende filmmedie Indiewire kvitterede med en sjælden topkarakter.

»Der er nogle horrorfilm, der ryster dig i kernen, som får dig til at skrige og dække øjnene til, mens dit hjerte banker ud af brystet, indtil du føler dig svimmel og let kvalm. Og der er nogle, som synker dybt ned i dine knogler og bliver der, rokker ved din psyke og farver næsten alle efterfølgende begivenheder med en overvældende følelse af rædsel«, lød det i anmeldelsen.

»’Speak No Evil’ (…) er begge dele, et mesterligt værk af sadistisk og omhyggeligt udpenslet social horror, som sidder hos dig længe«.

Tak for kaffe, Christian Tafdrup på vej mod Hollywood.

Siden har skuespilleren, der altid har vidst, at han ville være instruktør, nærmest hver dag holdt Zoom-møder til langt ud på natten fra førstesalen i Valby-lejligheden. Snart sagt alle de væsentligste amerikanske filmselskaber – 20th Century Fox, Fox Searchlight, A24, Lucasfilm, Netflix, Apple, Working Title – har villet rose filmen, bygge en mulig relation og høre, om han har nye ideer.

»Det skal være meget konkret. Og jeg har jo ikke et nyt manus klar, men jeg har så måttet pitche nogle ideer«, fortæller han, da jeg møder ham på Soundvenues kontor i starten af marts til en snak, der senere tager en drejning.

»Jeg er jo blevet advaret om, at det er en sludder for en sladder, og at man som dansk instruktør skal passe på, men jeg kan også godt forstå, at det er fristende. Døren er pivåben, og på et tidspunkt bliver den lukket. Herhjemme skulle jeg banke på i lang tid, så det er lidt den omvendte verden«.

Torsdag denne uge kulminerede den internationale interesse (foreløbigt), da Christian Tafdrup talte i en time med Robert Pattinson over en videoforbindelse. Den Batman-aktuelle skuespiller havde fået et link til filmen gennem sit amerikanske agentbureau, som tilfældigvis også – siden januar i år – er blevet Tafdrups.

»Han sagde simpelthen, at filmen var den bedste, han havde set i mange år. Han virkede meget nysgerrig, ydmyg og rar, var vild med København og fiskede lidt efter, hvad jeg gerne ville lave nu. Han havde en oplevelse af, at amerikanerne lige nu var klar til noget anderledes – så det her med antihelte og spidning af den sociale opførsel, som vi har i det nordiske, var han ret tændt på. Jeg skal til Los Angeles om en måned, og vi aftalte at mødes«, siger han.

»Bør mentalundersøges«

Allerede inden den danske premiere på ’Speak No Evil’ må den således betegnes som en succes. Men vejen dertil har været mere snoet end en creepy flamsk landevej.

For fire år siden, i april 2018, fortalte Christian Tafdrup i et interview med Soundvenue, at han og broren Mads Tafdrup, som han også skrev ’En frygtelig kvinde’ med, havde sat sig for at lave »Danmarks mest ubehagelige film«.

Ikke alle omkring ham var lige vilde med, at han skød det bombastiske løfte ud i offentligheden. Manuskriptet var jo ikke engang skrevet endnu. Og hvad nu, hvis filmen ikke kunne leve op til det?

»Men det gode var, at Mads og jeg havde noget, vi havde aftalt med hinanden. Vi havde givet hånd og sagt: Det er vores fokus, og det skal vi turde. For undervejs vil du blive rystet og udfordret af alle mulige, du beundrer«.

Så sandt som sagt.

Christian Tafdrup. (Foto: Philip Høpner/Soundvenue)

Lad os løbe igennem nogle af de etaper, hvor Christian og Mads Tafdrup nemt kunne være blevet slået ud af kurs, blandt andet af de mange, der var skeptiske over for filmens ubønhørlige finaleakt.

Etape 1 – potentielle finansierer: Flere gav udtryk for, at de ville have mere håb i filmen, hvis de skulle smide penge på disken.

Etape 2 – skuespillerne: Christian Tafdrup sendte bud efter store skandinaviske skuespillere til casting på de danske roller, fra Jacob Cedergren og Pilou Asbæk til Tuva Novotny og Noomi Rapace. Men det var ikke lige noget for dem.

Og så var der jagten på det hollandske par.

»Jeg tog til Amsterdam og skulle møde otte forskellige skuespillerpar, nogle af de største hollandske stjerner. Men allerede da jeg kom og skulle møde den første, fik jeg at vide, at han lige havde ringet og meldt afbud. Han havde været meget i tvivl, men så havde han indset, at han ikke vidste, hvad han skulle fortælle sine børn, hvis han havde spillet sådan en rolle«, fortæller Christian Tafdrup.

»Især mændene meldte fra, og så bad jeg casteren punke dem lidt. Og så var der nogle, der sagde, at vi vil gerne komme, men vi vil have en samtale med Christian bagefter. Der var en virkelig god skuespiller, som efter castingen sagde, at hvis han fik rollen, ville han rigtigt gerne være med, men han ville have, at jeg skrev tredje akt om«.

»Og fordi man jo i sådan en skriveproces er påvirket af, hvad andre mener, tog jeg hjem, hvor min bror og jeg så afprøvede forskellige slutninger. Vi brugte flere uger på at sende manuskriptet i forskellige i retninger. Det var første en uge eller to, før vi begyndte vores egentlige præproduktion, at Mads og jeg mindede os selv om det, vi havde lovet hinanden: At lave Danmarks mest ubehagelige film«.

Etape 3 – visninger for kolleger: Da filmen var råklippet, inviterede holdet nogle af de skarpeste hjerner i branchen forbi for at give deres uforbeholdne mening, fra ’Grænse’-instruktør Ali Abbasi til tidligere filmskolerektor Vinca Wiedemann.

»De er virkelig rå. Og man går hjem og tænker: Hvad er det, vi har gang i?«, siger Christian Tafdrup.

»I starten så de slet ikke den film, vi ville lave. De så en film om et rigtigt dårligt forhold, sådan ’En frygtelig kvinde 2’ på couple’s retreat. Det er ikke usandt, men det er ikke det, jeg ville fortælle. Så skal du også finde ud af, hvad er for scener, der får dem til at tænke det. Det er først langt inde i klippeprocessen, at du pludselig får øje på, hvad det er for en film, der ligger derinde. Du er tvunget til at vælge, hvad er det vigtigste for dig at sige, og så er vi nødt til at gå hele vejen«.

Etape 4 – testvisninger for publikum. Op til Sundance-festivalen lavede Christian Tafdrup en video, hvor han læste nogle af de sønderknusende kommentarer op, som han fik, efter filmen var blevet testvist for publikum.

»Instruktøren må mentalundersøges«, skrev én af deltagerne.

»Jeg håber, hans psykolog har en psykolog«, skrev en anden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Filminstituttet har en liste over de bedst testede danske film. Den kom ind som nummer 90. De bedste er så også ’Blå mænd’ og ’Klassefesten’, det trøster jeg mig med«, griner Christian Tafdrup.

»Modtagelsen var meget splittet, nogle kaldte den genial, andre var decideret vrede. Vi har også haft svært ved, hvad vi skulle kalde filmen, for den er svær at genrebestemme. På det tidspunkt kaldte vi det ikke gys, men thriller, og publikum havde nok ikke forventet, at den blev så brutal. Så det blev jeg jo lidt ked af, men igen er det også sådan: Er du kompromisløs eller ikke?«.

Venlig og hæslig

Det er spørgsmålet. Er du kompromisløs eller ikke?

Christian Tafdrup er opflasket på Zentropa i Lars von Trier og Peter Aalbæks storhedstid, han var i mange år besat af Trier, og han har altid været ærlig omkring, at han har overtaget deres blik på filmkunsten.

»Jeg har på ryggraden, at film skal være rebelske, anarkistiske, provokere, gøre op med noget. Og jeg ville aldrig lave en film, der prøvede at samle hele Danmark – jeg kan slet ikke udstå den tanke«, som han siger.

Men som menneske er han langt fra samme type som Trier eller dansk film anden store provokatør, Nicolas Winding Refn. Selv er han mere som Bjørn og Louise i ’Speak No Evil’.

»Jeg er også et venligt, pleasende menneske, der allerhelst vil have, at folk skal kunne lide mig. Filmen handler blandt andet om den gode stemning, og jeg er selv én, der har gjort meget ud af at opretholde den«, siger han.

Ja, du er jo selv meget omgængelig, du er aktiv på Facebook og er langt fra så tilbagetrukket som for eksempel Refn og Trier?

»I den generation, der har inspireret mig enormt til at lave film, var der sådan en opfattelse af, at man ikke skulle være søde ved pressen, og at det var fedt at sige nej og være arrogant. I starten tænkte jeg, at det vil jeg også, men så kunne jeg jo godt mærke, at jeg ikke er det menneske. Jeg er skuespiller, og jeg synes, det er dejligt at snakke med folk – og at snakke om mig selv«.

Christian Tafdrups ‘Speak No Evil’. (Foto: Erik Molberg)

»Når man så samtidig laver en debutfilm (’Forældre’ fra 2016, red.), som får ét interview, så tørster man efter at blive interviewet. Hvis dørene er åbne, labber jeg det i mig, og så er det måske ok at lave film, som er kompromisløse og samtidig være et mere almindeligt menneske. Og altså, ’almindeligt menneske’? Min kæreste synes jo også, jeg kan være hæslig!«.

Hvorfor tror du, at Bjørn og Louise i din film ikke siger tydeligere fra, selvom det bliver mere og mere ubehageligt for dem at være i hollændernes selskab?

»Den primære årsag, tror jeg, er, at de ikke kan mærke sig selv. Det handler om at være en del af en tryg, civiliseret, privilegeret verden, hvor der ikke er så meget fare på færde, og vi fra barnsben er opvokset med en masse sociale kodekser om at tilpasse os. Og så snart du ikke tilpasser dig, står du uden for gruppen, og det er der en skamfølelse i«.

»Her i Skandinavien er der ikke krig eller naturkatastrofer. Og en konsekvens af det er, at vi er langt mere bevidste om, hvordan samfundet kigger på os som mennesker, end hvordan den menneskelige natur er: fuld af modsætninger og grimme tanker«.

De medskyldige

Christian Tafdrup er typen, der kan komme til at købe en dårlig håndstøvsuger, som han slet ikke vil have, fordi ekspedienten har brugt 20 minutter på at hjælpe ham.

Og så var der dengang, det tog ham to et halvt år at tage kørekort.

»Jeg havde en halvkorrupt tyrkisk kørelærer på Vesterbro, som startede med, at jeg skulle hente hans familie, og så skulle vi ind og købe julegaver. Næste gang skulle vi ordne noget el hos hans søn, og næste gang skulle vi forbi og hente to pizzaer. Den var helt gal, men han var jo en autoritet, og i det øjeblik jeg sagde fra, blev han enormt emotionel og sagde: ’Typisk skuespillere, de er skide søde mennesker, men kører elendigt bil’. Han gav mig et kram, og så tænkte jeg, nu må jeg bare få det overstået. Kortet endte med at koste mig 70.000 kroner«.

Men er det egentlig så stort et problem, at vi indordner os nogle sociale spilleregler? Det er vel også det, der får vores samfund til at hænge sammen?

‘Speak No Evil’. (Foto: Erik Molberg)

»Klart. Det er derfor, det er en interessant konflikt i en film: At jeg selv er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre. Men det, der interesserer mig på et større plan, er det her med, hvordan vores humanistiske livssyn kan være fatalt, når nogen vil os det ondt. Du siger ikke stop, du tillader det. Og det, der forskrækker mig rigtigt meget, er, om jeg selv er i stand til at reagere, hvis nogen vil mig det ondt. Fryser jeg? Hvad er jeg for et menneske?«

Flirter du ikke lidt med victimblaming dér? Det er ofrene, der skal lære at handle – frem for: Hvordan udraderer vi ondskaben?

»Jo, men … der er en sandhed i det. Vi kan godt være medskyldige i, at det onde sker. I hele MeToo-bølgen mødte vi jo en masse kvinder, der havde haft svært ved at sige fra, hvilket jeg virkelig godt kan forstå. Men i det øjeblik de tør, skaber det en bevægelse«.

Forbudte tanker

Vi er nu kommet til det tidspunkt, hvor interviewet tager en drejning.

Hvis artiklen var en film, ville nogle synes, det var spændende, hvordan den pludselig skiftede genre ud af det blå, mens andre ville finde det for usammenhængende, alt for langt og blive irriteret over, hvordan den med et kækt metaglimt forsøgte at maskere, at den stak i alle retninger.

Men sådan er det, here goes nothing:

Både Christian Tafdrup og jeg har et klart minde om Soundvenues forpremiere på ’En frygtelig kvinde’ i 2017. Aldrig har jeg oplevet et så anfægtet publikum til en forpremiere – flere publikummer var harmdirrende i deres spørgsmål til instruktøren efter filmen, og en smårystet Tafdrup fik den første forsmag på det stormvejr, han skulle stå midt i efter premieren nogle uger senere.

Samtidig elskede han det: Tænk at en film kunne aftvinge så eftertrykkelige reaktioner.

Nærmest simultant med premieren ændrede den nystiftede MeToo-bevægelse alt. En bevægelse, der de seneste fem år også har forrykket den position, den radikale provokunstner som type indtager i landskabet. Hvor det for få år siden var en alment accepteret sandhed, at filmkunsten skulle bryde tabuer og rykke grænser, er øjnene nu mere rettet mod repræsentation og mangfoldighed: Hvad bør man fortælle, og hvem kan bedst fortælle det?

Christian Tafdrup. (Foto: Philip Høpner/Soundvenue)

I udenlandske interviews i forbindelse med Sundance-festivalen har jeg set Christian Tafdrup kæde temaerne i ’Speak No Evil’ sammen med woke-tendenser og politisk korrekthed, heriblandt diskussionen om Den Danske Filmskole, hvor elever udvandrede fra undervisningen efter at have fået vist et klip med racistisk indhold.

For nu at lægge kortene på bordet beundrer jeg Tafdrups mod og drive som filmkunstner såvel som hans ærlig- og bramfrihed i interviews – en kombination, man for sjældent møder blandt danske filmskabere, og som jeg mener giver kolorit til dansk film.

Men samtidig har jeg selv forsvaret filmskoleeleverne i en kommentar, og jeg synes, at de synspunkter, som Tafdrup og andre bringer frem i debatten, bliver en anelse for letkøbte. Samtidig interesserer jeg mig på et højere plan for dette sammenstød mellem kunstneren, der ikke tager gidsler, og en ny tids bevidsthed om diversitet og magtforhold.

Det ville jeg gerne konfrontere ham med. For er det aktuelle oprør med det konforme, mandlige hvide blik ikke netop et eksempel på, at en ny generation tør sige fra og ødelægge den gode stemning – alt det, han efterlyser med ’Speak No Evil’?

»Tjo, men hvad er det ud fra?«, svarer han, klar på at tage diskussionen.

»Er det på grund af en politisk korrekt tendens, eller fordi de virkelig bliver stødt? De bliver nok rigtigt stødt, men jeg synes lidt, man lukker øjnene. Man kan godt se en film med nynazistiske tendenser uden at være enig med den. Og jeg synes, kunsten skal være fri, bære modsatrettede holdninger og stille udfordrende spørgsmål«, fortsætter han.

»Jeg bryder mig personligt ikke om, at nogen påkalder sig en objektiv sandhed om noget. Vi kan godt blive enige om, at det er forkert at blive krænket, men nogle gange kan det også være godt på den måde, at det tvinger dig til at kigge på verden og tage stilling til, hvad du selv synes«.

Christian Tafdrup. (Foto: Philip Høpner/Soundvenue)

»Og hvad er det for et samfund, der ikke må tale om det mørke, eller hvor man ikke må indrømme, at man også selv har forbudte tanker og gjort forkerte ting? Vi er jo ikke altid gode. Men så snart der er noget, der træder uden for en vedtaget konsensus nu og her, skal vi skamme os lidt. Det er den udskamning, jeg ikke kan lide. Og det, jeg prøver at sige i filmen, er, at hvis du har været så ordentlig og optaget af din egen forstillelse frem for at være autentisk, hvad gør du så, når du møder ondskaben?«

Men jeg oplever ikke, at nogen mener, at nu må Christian Tafdrup eller Lars von Trier ikke lave deres provokerende ting, men at man snarere siger: Der er en masse ting, vi har reproduceret uden at tænke over det – det skal vi nu til at blive bevidste om.

»Der er også gode aspekter i det. Og jeg forstår, at det er et opgør, og at den ældre generation altid vil føle sig krænket, når nye vil gå en anden vej«.

»Men jeg sad i optagelsesudvalget på Filmskolen, der tog de nye instruktører ind. Vi ville rigtigt gerne have en person med anden etnisk herkomst. Problemet er, at der ikke er nogen kvalificerede. Så sidder du med seks bud, og så er der en lyshåret dreng, der er bedre. Så diskuterer vi rigtigt meget, om det er diskriminerende. Og så tager man den, man kunstnerisk synes er mest interessant, og så kommer der en stor samfundsmæssig diskussion om, at det fandme er for dårligt. Men det er jo der, virkeligheden er. Det er ikke for at diskriminere, det er, fordi man går efter det bedste«.

»Og det samme, når du skal finde en skuespiller til din film. Hvem er så den bedste til at spille rollen? Skal det være en handicappet, der spiller en handicappet, hvis han ikke kan finde ud af at spille det? Må man som mand spille kvinde?«.

»Grundstenen bør være kunst som en form digteri, fantasi, noget vi leger. Der er kommet et virkelighedskrav, som jeg godt kan forstå, og jeg ville selvfølgelig forstå det endnu bedre, hvis jeg var en minoritet. Men når jeg skal vælge nogen, der spiller godt og passer til en karakter som Bjørn, er det svært for mig at vælge Thomas Hwan, fordi jeg straks ville få associationer til noget andet. Teatret er jo i øvrigt spækket med det. Jeg spillede Othello på teaterskolen, og dengang var det en kvalitet, at en hvid mand kunne gøre det, og nu er det nærmest forbudt. Jeg kan godt blive provokeret af det her med, hvad man må og ikke må«.

Underverden, Underverden, Underverden

Men er der ikke flere nuancer i det? Vi HAR jo rykket os i forhold til, hvad de fleste synes, der er ok i et moderne samfund: Hvis du skulle have en brun eller sort karakter i dag, ville du vel heller ikke caste en hvid skuespiller og putte sminke i hovedet på ham?

»Nej, så ville jeg få på puklen!«

Ja, men ville du ikke også selv synes, det var problematisk?

»Vi gjorde det da på teaterskolen, smurte Nutella i hovedet, og ingen sagde noget. Det var jo ikke et racistisk statement, men et teatralsk greb. Må jeg spille fuld uden at være rigtig fuld, skolelærer uden at være rigtig skolelærer …?«.

Men fulde folk og skolelærere er jo ikke en minoritet, der oplever stigma – på den måde i hvert fald! – som for eksempel sorte eller transkønnede?

»Jeg forstår, men det handler også om, hvordan du gør det. Jeg forstår godt i et politisk aspekt, at det kan være super krænkende at spille en sort mand, når jeg ikke er sort, men det kunne jo også være, at der opstod noget interessant ved, at jeg spillede en sort fyr, og man nuancerede det. Jeg vil gerne have den mulighed. Det er jo en super svær debat, og det må selvfølgelig aldrig blive et racistisk projekt, men når man straks er fremme i skoene og krænkelsesparat, bliver det et politisk projekt frem for et kunstnerisk projekt«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Men altså. Det hele må jo stå og falde med, om den nye generation formår at lave gode film, der rykker ved nogle ting«.

Jeg synes jo, ’Holiday’ er et eksempel på en film, der skildrer de progressive strømninger omkring magtforhold og køn på en radikal og grænseoverskridende måde.

»Det er en god film, men jeg synes egentlig, man ser den historie enormt meget. Den klamme dumme mand, der undertrykker pigen, som er lidt fucked og mærkelig. Jeg synes egentlig også, man ser ret mange film om minoriteter …

Nævn mig tre danske film med en brun hovedrolle!

»Hah! ’Underverden’ … ’Underverden’ … og ’Underverden’!«.

»Men det er jo også derfor, den film stikker ud. Der var også en Annette K. Olesen-film i ghettoen (1:1 fra 2006, red.)«.

Ja, det er nogle år siden!

»Haha, det er rigtigt. ’Druk’? Nå nej!«.

Der skal være en fuckfinger

Et par dage efter vores snak sender Christian Tafdrup mig en mail med titler på omkring 15 film med større brune roller fra de seneste årtier. »Kunne ikke lade være«, skriver han.

Det kan godt være, han i privaten er konfliktsky, men man mærker, at det er en kreativ motor for ham at være i opposition, at søge efter det ledige og måske endda lidt forbudte synspunkt.

Spørgsmålet er, om han selv oplever tidens identitetsdebat som brændstof eller en bombe under sit virke.

»Det har i hvert fald aldrig været nemmere at provokere! Og de ideer, jeg føler mig tiltrukket af, er da ofte dem, hvor man først tænker: ’Ej, det kunne man ikke lave’. Eller: ’Det kan jo aldrig blive en film’«.

»Mange af mine store idoler er de der superrealister, Ken Loach, Dardenne-brødrene, Mike Leigh, og jeg ville gerne lave et nærgående karakterportræt, som de gør, men problemet er, at jeg ikke rigtigt kan finde ud af det. Og der, hvor jeg så tit finder noget ægte, er, når det rammer noget absurdistisk eller satirisk. Jeg tror ikke, ’Speak No Evil’ kommer til at provokere som ’En frygtelig kvinde’. Men den kan forhåbentligt sætte nogle tanker i gang om, hvem vi er«.

Christian Tafdrup holder en lille pause i talestrømmen, og så siger så:

»Jeg tænker ikke på mig selv som provokatør, men jeg vil gerne lave noget, som man mærker fysisk i kroppen dagen efter. Provokationen må aldrig være tom. Men når man bruger fem-seks år på noget, skal der altså være en fuckfinger i det. Også for at udfordre sig selv«.

’Speak No Evil’ får dansk biografpremiere 17. marts.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af