Christian Tafdrup får talt sig selv helt i tvivl under interviewet.
Manden bag ’En frygtelig kvinde’ har sat sig for at lave »den mest ubehagelige danske film« nogensinde. En lige dele satirisk og skræmmende gyser med en præmis, der lyder lige så provokatorisk som instruktørens allerede herostratisk berømte parforholdsfilm.
»Jeg har kolde håndflader her. For jeg ved ikke, om der er nogen som helst interesse i gyserfilm. Det er ikke noget, som markedsfolkene klapper i hænderne over, skal jeg hilse og sige. Vil et dansk publikum overhovedet gå ind og se en gyserfilm?« spørger han vist mest sig selv.
Man forstår godt Christian Tafdrups tvivl.
Horrorgenren har historisk set været forvist til dansk films rendesten. Ringeagtet af parnasset og forkastet af publikum. Bare tag det seneste anstændige bud på en dansk gyserfilm, Ali Abbassis ’Shelley’ fra 2016, som solgte sølle 448 biografbilletter.
Eller ’Sorgenfri’ fra samme år: 4.163 billetter. Det siger en del, at vi stadig har svært ved at fremdrage andet end den 24 år gamle ’Nattevagten’, når vi ransager hukommelsen efter en vellykket dansk gyser.
»Jeg ved ikke, hvorfor vi har så svært ved det i Danmark«, siger Christian Tafdrup, der kun kan pege på én dansk gyser – og det er endda en serie – som sådan rigtig gør det for ham: Lars von Triers ’Riget’.
»Måske er vi lidt for bornerte. Vi er opdraget med en naturalistisk tradition og står lidt af over for gyserens metafysiske fortællemåde«.
Vi trænger til gode gys
Anderledes godt har gyseren det i disse år i USA, hvor film som ’It Follows’, ’The Witch’, ’The Conjuring’, ’It’ og ikke mindst Oscar-vinderen ’Get Out’ har banet vejen for en kritisk og kommerciel renæssance for en genre, der ofte er blevet anset som underlødig.
Flere af filmene solgte også godt i Danmark – ikke mindst ’It’, som lokkede næsten en kvart million i biografen og afslørede en sjældent set efterspørgsel på horror. Så nu er spørgsmålet, om den danske gyser kan hægte sig på succesen og opnå en fornyet respekt og relevans.
Det er det, Christian Tafdrup håber at kunne bidrage til.
»Vi trænger virkelig til nogle bedre gyserfilm herhjemme. Jeg ved ikke, om jeg kan lave én. Men jeg skal forsøge«, siger den 39-årige instruktør, der ikke er den eneste, som forsøger at vække den slumrende danske gyser til live. Det vender vi tilbage til om lidt.
Egentlig er Christian Tafdrup ikke kæmpe horrorfan, men han kan godt lide genren, når den fungerer. Hvilket desværre er alt for sjældent, synes han.
»Jeg synes, mange gysere glemmer, at gyserfilm også kan have interessante karakterer og handle om noget dybere«, siger han.
Hans egen gyserfilm skal – hvis den altså får filmstøtte (og mon ikke oddsene er gode med tanke på hans forrige films succes) – være satirisk, meget lang, meget ubehagelig og meget voldelig. Grundidéen lyder som noget, der på ny kan få læserbrevsskribenter til at hakke hårdt i tasterne: En dansk middelklassefamilie bliver »terroriseret psykisk af en udenlandsk familie«.
»Det er en kritik af vores hykleri og civiliserede måde at leve på set i forhold til, hvad der ellers foregår ude i verden. Kan man få det ind i en gysergenre, så synes jeg, det bliver mere interessant, end når det bare er et effektjageri, hvor vi skal blive bange«, forklarer han.
»Det tænder mig ved gysergenren, at den har fat i det fortrængte, det dæmoniske, det ubevidste. Det er dyret i os alle, der bliver vakt. Det er et interessant tema: Hvad foregiver vi, og hvad sker der egentlig inde i os? Især i vores tid pakker vi os ind og lever forudsigelige, ritualiserede liv, men der er en enorm splittelse mellem vores borgerlige moral og den måde, vi lever. Det kan gyseren belyse«.
Prosex-feministisk, sadomasochistisk horror-lovestory
Christian Tafdrup er som nævnt ikke den eneste, der har intentioner om at bane vejen for dansk gyserhistories første storhedstid. Også manuskriptforfatteren Sissel Dalsgaard Thomsen – en selverklæret horrornørd – skriver på en gyser, som skal instrueres af Jens Dahl (’3 Ting’).
Titlen er ’Breeder’. Hovedrollen er Sara Hjort Ditlevsen. Genren er survival horror med sideblik til den franske ‘Martyrs’ og 70’er-klassikere som ’Texas Chainsaw Massacre’, ’The Last House on the Left’ og ’I Spit on Your Grave’. Og så er det en kærlighedshistorie, der vil tage sig god tid, inden det går helt bersærk.
Eller som hun selv pitcher den: En prosex-feministisk, sadomasochistisk horror-lovestory.
»Ambitionen er at lave en horrorfilm, som ikke går på kompromis med det grafiske indhold og voldsomheden, men som stadigvæk har en dyb, psykologisk relationshistorie«, fortæller Sissel Dalsgaard Thomsen.
Hun kan ligesom Christian Tafdrup ikke komme i tanker om mere end et par danske gysere, som er kommet under huden på hende. Hun er så også, skal det siges, svær at opskræmme: »Høflige« og »pæne« er de ord, hun bruger om nyere gysere som ’Get Out’, ’The Babadook’, ’The Witch’ og ’It Follows’, der ellers har hjemsøgt mangt en biografgængers mareridt, også undertegnedes.
Det er noget med at blive spejlet i sin egen grimhed, sine perversioner og alt det beskidte
Den 38-årige manuskriptforfatter har en kræsen, men ikke smal smag i gysere. Hun er lige så meget til David Lynchs ildevarslende mystik, som hun er til udkrængede indvolde og splattende blod. Det vigtige for hende er, at gyseren fremkalder en kropslig reaktion, så angsten risler ned ad ryggen og knuger sig sammen i maven.
»Det er noget med at blive spejlet i sin egen grimhed, sine perversioner og alt det beskidte, som vi fortrænger i vores civiliserede hverdagsliv«, forklarer hun.
Men i Danmark, synes hun, bliver det ligesom aldrig grimt, perverst og beskidt nok.
»Hvis man vil gøre det virkelig ondt, ubehageligt og uhyggeligt, så er det bare en niche, der ligesom mange andre undergenrer ikke har et bredt publikum. Og så er det ekstra svært at være et lille land, for hvis man er smal i Danmark, er man virkelig, virkelig smal«.
Pengemændene siger fra
Det er op ad bakke at få lov at lave en gyser i det danske filmstøttesystem, hvor film kan få støtte på baggrund af enten deres kunstneriske eller kommercielle potentiale.
Gysere giver ikke kunstnerisk street cred – til trods for at højt estimerede auteurer som David Lynch og Lars von Trier anvender masser af horrorgreb. Og de sælger – med få undtagelser – ikke rigtigt billetter i de danske biografer. En pænt dårlig cocktail.
Sissel Dalsgaard Thomsen fortæller om et dansk gysermanuskript, hun engang læste, som virkelig havde bid. Men i sin færdige form på lærredet fremstod filmen langt mere tandløs.
»Jeg spurgte instruktøren, hvorfor de ikke havde trykket den mere af. Han svarede, at dem, der puttede penge i filmen, havde sagt, at det måtte ikke være så og så voldsomt og uhyggeligt, for så kom der ikke nogen i biografen. Det er i hvert fald ét klart eksempel på, at en gyserfilm er blevet udvandet«, siger hun.
Sissel Dalsgaard Thomsen vil ikke gå på kompromis med graden af gore i sin film. ’Breeder’ skal med hendes egne ord være både nasty og hardcore. Og det er heldigvis blevet nemmere at slippe af sted med, synes hun – dels fordi nye folk hos Filminstituttet har færre fordomme over for genrefilm, og dels fordi streamingmarkedet har gjort det farbart at nå frem til nicher i udlandet.
Forventer feministiske høvl
Faktisk er det hende og ikke Christian Tafdrup, der forventer at få feministiske høvl for sin film, som hun ellers selv betragter som »ultrafeministisk». ’Breeder’ rummer flere scener med grafisk vold mod kvinder, og Sissel Dalsgaard Thomsen forestiller sig, at det kan falde mange for brystet.
»Det er meget følsomt for tiden at portrættere vold mod kvinder, som vi gør rigtig meget i den her film. Men for mig handler det om, hvad man vil bruge det til. Hvad er det for et budskab, man vil frem til?« spørger hun og fortsætter:
»På Göteborg Film Festival så jeg Isabella Eklöfs ’Holiday’, som jeg synes er en af de bedste danske film i mange år. Den har en voldtægtsscene, som er meget nøgtern, enkel og præcis uden nogen som helst sensationalisme eller svælgen. Der var forargelse blandt publikum til Q&A’en efterfølgende: Hvorfor havde hun valgt at putte den scene ind? Jeg synes, hun håndterede den Q&A virkelig godt. ’Det er det, filmen handler om,’ sagde hun. Det gav ikke nogen mening, at den scene ikke skulle være med i filmen«.
Jeg kan godt afsløre, at den kvinde, som går med sine lyster i filmen, ikke bliver slået ihjel til sidst
Den feministiske mærkesag i ’Breeder’ er at vende om på en af gyserens klassiske troper: Den promiskuøse pige, der skal straffes for sit lastefulde liv ved at lide en grusom død. Et mærkeligt moraliserende paradoks i en genre, som ellers inviterer os til at udleve de ubevidste, fortrængte drifter, der kribler rundt i vores underjeg.
»Der er meget snak om samtykke, og det var der også før #MeToo, som jeg i øvrigt bakker 100 procent op om. Der er meget fokus på kvindens ret til at sige nej. Men jeg synes, der er en blind vinkel i debatten, som handler om kvindens ret til at sige ja«, siger Sissel Dalsgaard Thomsen.
»Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at debatten også kommer til at handle om, at kvinder skal have lov at sige ja til lige præcis dét, de har lyst til, uden at blive mødt af skam og fordomme. Det handler ’Breeder’ rigtig meget om. Og jeg kan godt afsløre, at den kvinde, som går med sine lyster i filmen, ikke bliver slået ihjel til sidst«, tilføjer hun med et smil.
Tafdrups bornerthed
Så langt er Christian Tafdrup slet ikke nået i sin film endnu. Han ved stadig ikke, hvilken film det bliver. Vil det lykkes ham at lave den voldelige hardcoregyser, han har lyst til at lave, eller sætter overjeget ind og lægger sordin på, så det bliver mere nøgternt og underspillet?
Det er en kamp med ham selv. Gyseren er nyt terræn for Tafdrup, og selvom han finder det frugtbart at skrive op ad genrens klichéer og dramaturgiske fordringer, så mærker han også en modstand i sig.
»Det er svært for mig at skrive en gyserfilm, for det er indkodet i mig, at det oftest er billige tricks. Jeg synes tit, det mest uhyggelige er det, man ikke kan se. Hvis der skal være en voldtægt i en film, så er min umiddelbare indskydelse, at vi slet ikke skal se den, men bare panorere væk. Men det er min egen bornerthed og blufærdighed, jeg møder dér. Og den tvinger gysergenren mig til at gøre op med«, siger Christian Tafdrup og fortsætter:
Det handler om at turde gøre manuskriptet mere eksplicit med hensyn til for eksempel vold
»Jeg kan godt kigge tilbage på noget af det, jeg har lavet indtil nu, og tænke, at der er en forsigtighed, som bare ligger til min person. Jeg har arbejdet meget med det subtile. Derfor prøver jeg at tvinge mig ud i hjørner og genrer, som kræver noget andet af mig. Det handler om at turde gøre manuskriptet mere eksplicit med hensyn til for eksempel vold«.
Han tror, det er den samme bornerthed, som mange andre møder i mødet med gyseren: En fornuftens stemme, der genlyder i baghovedet og prædiker mådehold og nøjsomhed og alt det andet, som en lang tradition for dansk socialrealisme har podet ind i os.
»Gyseren skal jo næsten være lidt overjordisk, og vi er ikke så vant til det metafysiske ved genren herhjemme. Det er ikke identificerbart for os. Og hvis der er noget, vi går op i herhjemme, er det, at noget er identificerbart og genkendeligt. På den måde er det en meget udansk genre«, siger Christian Tafdrup.
Ubetrådt land
Han minder om, hvordan manuskripthåndbøgerne plejede at advare mod at lave overskruede actionfilm i Danmark, fordi det ville virke virkelighedsfjernt.
Så kom ’Pusher’.
»Så jeg tror også, det handler om, at gyseren er ubetrådt land, og så snart det bliver gjort godt, kan det inspirere andre til at arbejde med genren«.
»Men du kan bare høre mig lige nu: Jeg tør ikke engang lave en rigtig hardcoregyser, uden at den skal blandes op med noget europæisk middelklassefilosofi«, griner han.
Det var en vigtig blåstempling af gyseren, da ’Get Out’ i år vandt en Oscar for sit manuskript. Ligesom det var det, da feinschmeckerne på Cannes-festivalen antog ’It Follows’ i 2014.
Christian Tafdrup og Sissel Dalsgaard Thomsen håber begge, at genrens renæssance i USA kan føre til større respekt og bedre vækstmuligheder for gyseren også herhjemme. Men et decideret gennembrud for genren ser de ikke for sig. I hvert fald ikke i dens mest rendyrkede, blodsprøjtende form.
»Jeg tror, der er et permanent skel dér«, siger Sissel Dalsgaard Thomsen.
»Publikummet er der simpelthen ikke. Og det handler ikke om, at de bare ikke har opdaget, hvor fede den slags film er. De kan ikke lide dem, og det er helt fair«.
Christian Tafdrup tror ligesom Sissel Dalsgaard Thomsen, at gyseren skal blandes op med noget andet for at glide ned hos et dansk publikum. Lidt i stil med ’Get Out’ (som Tafdrup ellers ikke var særlig vild med), der er halvt gyser, halvt satirisk komedie.
»Vi er for joviale og lokale til, at den rendyrkede horror kan blive rigtig uhyggelig. Det bliver allerede lidt ufrivilligt komisk, i det øjeblik Lars Mikkelsen skal stå på Strøget og se farlig ud«, siger han.
»Hvis man skal have publikum med, tror jeg, man skal bruge gysergenren i en mere dansk eller europæisk kontekst. Man skal blande genren med noget, vi føler os trygge ved at se på. På den måde kan man forføre publikum og få dem til at identificere sig med noget«.
»Og så«, siger han, »sætter vi øksen ind«.
TEMA: Gyserens nye guldalder
Horrorgenren syder og bobler i disse år, særligt i USA, hvor film som ’Get Out’, den biografaktuelle ’A Quiet Place’ og den kommende ’Hereditary’ bliver taget imod med åbne arme og svedige håndflader. Men hvad er de vigtigste strømninger i genren lige nu, og hvad bør man se? Over den næste uges tid stikker vi hegnspæle i gyserlandskabet både i Amerika, Danmark og på Netflix, hvor de angstfremkaldende oplevelser står i højere og højere kurs.
Læs også: En kronisk bangebuks ser de tre grusomste horrorfilm – og reagerer med frygt, lede og lammelse
Læs også: Instruktør Ask Hasselbalch er dødtræt af arthousehorror: »Det er et påskud for at være klog«
Læs også: Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder
Læs også: De bedste horrorfilm i dette årti
Læs også: Verden ramler sammen – horrorfilmene troner frem
Læs også: Mumblegore-genrens oversete hovedværk er brutalt og genialt
Læs også: Netflix går all in på gys – men er deres horrorfilm værd at se?