Efter at have kørt i kreativ tomgang gennem 00’erne har en spændende bølge af arthouse-horrorfilm givet gysergenren ny energi de seneste år.
Titler som ’The VVitch: A New-England Folktale’, ’The Babadook’ og ’It Follows’ er blevet hyldet for at være superintense, skræmmende oplevelser, der ikke forlader sig på billige jump scares, men i stedet skaber uhygge gennem tålmodig stemningsopbygning og fortrinligt kameraarbejde.
Som ’arthouse’-mærkatet indikerer, anses filmene fra den nye bølge samtidig som værker, der indeholder en kunstnerisk vision og adskiller sig fra gysergenrens ellers ofte letfordøjelige produktioner.
Af den grund hyldes de også i kredse, som ikke nødvendigvis indbefatter de allermest hardcore gyserfans. Det blev understreget, da David Robert Mitchells ’It Follows’ i 2014 fik verdenspremiere på den prestigefyldte filmfestival i Cannes i selskab med finkulturelle arthouse-auteurs.
I anledning af vores tema om gyserens nye guldalder har vi også selv placeret ’It Follows’ og Robert Eggers’ ’The VVitch: A New-England Folktale’ på listen over det igangværende årtis bedste gyserfilm. Men ikke alle inkarnerede horrorfans er lige så henrykte.
Instruktør Ask Hasselbalch, der stod bag ‘Antboy’-trilogien og i øjeblikket er i gang med at færdiggøre den stort anlagte ’Skammerens datter II: Slangens gave’, har altid været en passioneret gysernørd, men den nye, festival-hyldede arthouse-bølge er han knapt så begejstret for.
»Man må ikke glemme, at man har et ansvar for at underholde publikum«, siger han, da vi ringer ham op for at få en forklaring. »Jeg er vild med, når nogen har et stærkt udtryk eller en stærk stemme, men når man snakker om arthouse-horror, synes jeg bare tit, at det er et påskud for at være klog«.
Samfundets grundangst
Hvis vi tager det helt fra start: Hvad er dit personlige forhold til gysergenren?
»Jeg har altid elsket gyserfilm. Jeg tror faktisk stadig, at det er min yndlingsgenre. Det er godt nok den genre, som der bliver lavet flest dårlige film i, men når der endelig kommer nogle gode film, så bliver det næsten ikke bedre.
Da jeg i sin tid startede med at lave kortfilm, handlede det mere om at lære filmhåndværket end at fokuserede på det lille, personlige drama. Gyset var en oplagt genre at starte med, fordi man får en umiddelbar reaktion fra publikum. Du finder ret hurtigt ud af, hvad der fungerer og ikke fungerer. De fleste af kortfilmene, jeg lavede, før jeg spillefilmdebuterede, var faktisk gyserfilm – af mere eller mindre svingende kvalitet.
Faktisk var planen, at jeg skulle have lavet en lowbudget-gyser på Nimbus Film, men den endte vi ikke med at kunne få finansieret. Ved et tilfælde opdagede jeg, at de havde rettighederne til ’Antboy’-bøgerne, og så fandt jeg ud af, at jeg måske kunne lave det i stedet. Jeg har stadig en gyser i mig, og det er helt klart noget, jeg kommer til at lave på et tidspunkt«.
Hvordan synes du, at gysergenren har det lige nu?
»Jeg synes, at genren har det godt. Hvor gyserfilmene, der blev lavet i 00’erne, ikke var særligt mindeværdige, begynder der nu at komme flere og flere interessante gyserfilm. Gysere kommer generelt i bølger. Hvis der er en grundangst i samfundet, som der er nu med Donald Trump, tror jeg, folk har brug for at gå ind i biografen og gyse. Så kan de få en form for outlet for deres grundangst for fremtiden.
Jeg tror også, at det en genre, der appellerer mere til unge mennesker end ældre – netop fordi unge mennesker måske er mere usikre. Som ung er man mere bekymret for fremtiden, end når man er ældre. Jeg tror, det er derfor, at gyset går godt for tiden. Det er jo også supersejt med en film som ’It’, der laver så mange penge. Jeg er glad for, at gyserfilmene hitter. Jo mere gys, man kan få i de danske biografer, jo bedre«.
Men hvorfor kan du så ikke lide den nye bølge af arthouse-gyserfilm?
»Jeg synes tit, at arthouse-horror har det med at blive kedeligt og forfinet. Jeg kan selvfølgelig også godt lide kunstneriske film, men jeg synes tit, at man bruger det som et påskud for, at noget skal være lidt finere, end det egentlig er. Jeg synes ikke, at genren skal være ’fin’. Gyseren skal kunne sætte billeder på undertrykte følelser og være lidt vild og lidt punk, så jeg synes ikke, at det skal være for pænt.
Det er jo en smagssag, men jeg synes for eksempel, at ’The VVitch: A New-England Folktale’ var ret kedelig. Hvis jeg skal være grov, synes jeg, at den føltes som en filmskoleafgangsfilm i spillefilmlængde.
’It Follows’ kunne jeg faktisk meget godt lide indtil omkring midten. Jeg tror, at det var Quentin Tarantino, der sagde: ’It follows everything, except its own rules’. Det var også mit problem med den. Den startede så pissefedt, men lige pludselig går historien skævt. Inden for alle genrer handler det om at sætte nogle regler op og overholde dem. Så skal det nok gå godt.
Den værste indie-horrorfilm, jeg har set inden for de seneste år, er ’The Babadook’. Den kunne jeg slet ikke holde ud. Jeg syntes simpelthen, den var så dilettantisk. Det er mange år siden, at jeg så den, men jeg kan huske, at jeg var virkelig gal på den. Jeg syntes ikke, at den fungerede. Det var en historie, man kunne have skrevet med bind for øjnene. Den var tematisk uinteressant, de spillede ikke godt, og den havde ikke rigtigt nogen stil.
Jeg synes stadigvæk, at der bliver lavet interessante ting inden for genren på forholdsvis små budgetter, men ’The VVitch: A New-England Folktale’ og ’The Babadook’ var ikke til mig«.
Men hvorfor tror du, at de her film er blevet så populære?
»Det, der kendetegner alle tre film, er, at de har en meget simpel præmis, som er nem at forstå. Hvis du har en simpel præmis, som folk forstår, er det ret nemt at sælge en idé eller et koncept. Så kan man diskutere, om udførslen fungerer eller ej.
I forhold til ’It Follows’ tror jeg helt klart, det skyldes, at den var en af de første film i en revival af 80’erne. Man går efter nostalgi med et John Carpenter-agtigt synth-score. Jeg ved sgu ikke med ’The Witch’ og ’The Babadook’. Det forstår jeg ikke. Det må bare være god markedsføring«.
Genkendelige historier
Hvilke gyserfilm fra nyere tid synes du så, man skal se i stedet?
»Heavy metal-gyseren ’The Devil’s Candy’, som kom sidste år, kunne jeg virkelig godt lide. Det er faktisk en helt klassisk historie om en familie, der flytter ind i et hus, og så vender fortiden tilbage. Der er tidligere blevet begået et mord i huset, og ham, der har gjort det, er en skizofren mand, som føler, at han er forbundet med stedet, så han vender tilbage og terroriserer den uskyldige familie.
Filmen har et haunted house-koncept kørende for sig, men den vender konceptet på hovedet ved, at familien er vild med heavy metal. De har langt hår, hører Metallica og går rundt i heavy-T-shirts. Det er ikke noget, filmen dyrker som en stil – det er bare sådan, de er. Det, synes jeg, er ret befriende. Det var fedt, at man kunne fortælle en genkendelig familiehistorie på en heavy metal-måde.
’Under the Skin’ fra 2013 kunne jeg også rigtigt godt lide, men det er faktisk snarere en science fiction-film med gyserelementer end en gyser. Jeg kan huske, at jeg så den på min computer på en børnefestival i Italien. Jeg var ved at blive sindssyg af at snakke med folk, der havde lavet børnefilm. Det er tit ikke særligt spændende. Jeg sad oppe på mit hotelværelse og så den og syntes, at den var superfed. Det var sejt at kunne zone ind i noget helt andet.
’Get Out’ var også superfed. Man kan diskutere dens slutning, hvor det pludselig bliver helt crazy, men der skulle jo ske et eller andet, så det er naturligt for den. Men det er ikke arthouse-horror. Det er bare en gyser«.
Hvilke gyserfilm er dine alltime-favoritter?
»Det er svært, for jeg kan nævne 100 titler. Jeg vil gerne anbefale den østrigske seriemorderfilm ’Angst’ fra 1983. Den var så kontroversiel, at instruktøren ikke har lavet en film siden. Han blev simpelthen så upopulær på den. Der kan man virkelig snakke om en artsy film. De har placeret kameraet på en karakter, som går rundt og dræber folk i et stort hus, han bryder ind i. Den er til dels baseret på en rigtig historie, der skete i Østrig. Den er helt sindssyg.
Jeg kan også godt lide ’Possession’ fra 1981 med Sam Neil. Det er en superfed, artsy horrorfilm om en eksspion, der vender tilbage til Østtyskland og finder ud af, at hans kone måske, måske ikke, har haft en affære. Det er en gyserfilm om et ægteskab, der bryder sammen, og den er totalt fed.
Derudover tænker jeg også på en film som ’Candyman’ fra 1992. Den handler om en universitetsstuderende, som skriver opgave om vandrehistorien om Candyman. Den går ud på, at du skal sige hans navn fem gange i spejlet og slukke lyset. Når du tænder lyset igen, står Candyman bag dig og slår dig ihjel.
Det fede er, at filmen dykker ned i den fuldstændigt fundamentale historie om spøgelseshuset på vejen, hvilket faktisk også var gældende for ’Get Out’. Alle kan genkende det uhyggelige hus på vejen eller den uhyggelige lejlighed. Jeg er vokset op på Frederiksberg, og der var en opgang på min vej, hvor jeg tænkte: ’Okay, det er sgu farligt at gå forbi dén dør’.
I ’Candyman’ er spøgelseshuset en stor, sort ghetto, der ligger uden for Chicago, hvor myten om Candyman er opstået. Det var her, han døde i sin tid og går igen. Den universitetsstuderende tager ud til boligblokken for at finde mytens ophav, og så ender hun selv med at blive en del af vandrehistorien«.
Danmark halter bagefter
Hvorfor bliver der lavet så få gyserfilm i Danmark?
»Jeg tror, hovedgrunden er, at der simpelthen ikke er penge i det herhjemme. Når det næsten kun er unge mennesker, som går i biografen og ser gyserfilm, er det begrænset, hvor meget filmene må koste at lave.
Det skyldes måske også, at vi heldigvis lever i et forholdsvis velfungerende land, hvor der ikke er så store kontraster. Det kan godt være, at man er politisk uenige, men man kan alligevel godt gå ud og få en øl sammen bagefter. Danmark er ikke et land med mange yderligheder. Det er selvfølgelig en god ting, men det er ikke nødvendigvis så godt for gyset.
Vi kommer fra et land, hvor H.C. Andersen er født og opvokset, men sjovt nok er mange af vores film ikke særligt fantasifulde. De bunder i en genkendelig realisme. Det er også en kvalitet, at man dyrker det, man forstår og kan relatere til, men nogle gange er det på bekostning af fantasien.
Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke bliver lavet flere gyserfilm herhjemme. Selvom der ikke er så mange billetter i det, ville det være fedt, hvis nogle instruktører gik all in – turde gå planken ud og ikke bare lave film, hvor man siger, at man laver en genrefilm, men alligevel ikke gør det helt, fordi man er nervøs for ikke at blive anerkendt som den store kunstner, man er«.
Går det bedre i Sverige og Norge?
»Sverige og Norge har lavet en del gyserfilm efterhånden, og dér halter vi lidt bagefter. Jeg synes, det handler om at finde noget genkendelighed i gyset – at finde en ramme, som virker troværdig, og lade historien udspille sig der.
’Lad den rette komme ind’ er efterhånden 11 år gammel, og det er stadigvæk en film, vi snakker om i dag. Det er bare en fuldstændigt fantastisk klassiker. Det fede ved den er, at den tager mytologien om vampyrer meget alvorligt, men at den i bund og grund handler om relationer, ensomhed og dét at have en ven. Det er noget, som alle kan relatere til.
Det er måske det bedste eksempel på, at man godt kan lave skandinavisk gys. Jeg synes faktisk ikke, den er blevet overgået siden. Gennem de sidste mange år er der måske to eksempler på vellykkede gyserfilm herhjemme, og det er ’Nattevagten’ og ’Riget’. Men det vender sikkert på et tidspunkt, og ellers må man snige gyset ind ad bagdøren«.
TEMA: Gyserens nye guldalder
Horrorgenren syder og bobler i disse år, særligt i USA, hvor film som ’Get Out’, den biografaktuelle ’A Quiet Place’ og den kommende ’Hereditary’ bliver taget imod med åbne arme og svedige håndflader. Men hvad er de vigtigste strømninger i genren lige nu, og hvad bør man se? Over den næste uges tid stikker vi hegnspæle i gyserlandskabet både i Amerika, Danmark og på Netflix, hvor de angstfremkaldende oplevelser står i højere og højere kurs.
Læs også: Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder
Læs også: De bedste horrorfilm i dette årti
Læs også: Verden ramler sammen – horrorfilmene troner frem
Læs også: Mumblegore-genrens oversete hovedværk er brutalt og genialt