Mellem de store stensøjler i Palads-biografens foyer stod Christian Tafdrup og blev interviewet af et kamerahold efter en visning på sin novellefilm ’En forelskelse’.
Jeg stod lidt derfra og ventede på, at det skulle blive min tur. Der var simpelthen kø for at interviewe en instruktør, der indtil da kun havde lavet tre kortfilm og nu en novellefilm. Men ’En forelskelse’, hvor den 16-årige Carsten forelsker sig i sin nye kærestes far, var så god, at filmen fik langt mere opmærksomhed, end det normalt er novellefilm forundt. Situationen fandt sted i 2008, og spørgsmålet, alle i interviewkøen stillede, var en variation over: »Hvornår laver du din første spillefilm?«.
Alle i den danske filmbranche og kulturpresse forventede, at det ville ske, inden årtiet var omme, men det er først i forbindelse med årets CPH PIX-festival, at det er blevet aktuelt at arrangere et interview med Christian Tafdrup om hans spillefilmdebut som instruktør og manuskriptforfatter, ’Forældre’.
»Det var primært præstationsangst«, forklarer han om, hvorfor der skulle gå så længe, før debuten som spillefilminstruktør blev en realitet.
Søvnløs og frustreret
Vi sidder i et mødelokale på Nordisk Film, der har produceret ’Forældre’. Christian Tafdrup har smidt sin holdjakke fra ’Borgen’, som han spillede med i ni afsnit af, og det virker passende, når nu det er hans bedrifter som instruktør og ikke skuespiller, vi – igen – er mødtes for at tale om.
’Forældre’ har Søren Malling og Bodil Jørgensen i hovedrollerne som ægteparret Kjeld og Vibeke, der flytter tilbage til deres gamle lejlighed, hvor de boede i deres unge dage, da deres søn flytter hjemmefra.
»Der findes ikke noget, hvor jeg er mere kunstnerisk tilfredsstillet, end når jeg laver en film. Det er det mest interessante for mig«, siger Christian Tafdrup.
»Jeg er uddannet skuespiller og har arbejdet som det, siden jeg var ti år gammel, men jeg har lavet kortfilm hele mit liv, som jeg har kæmpet for at komme igennem med«.
Og det gjorde han i den grad med en ’En forelskelse’, der vandt en Robert for bedste novellefilm i 2009.
»Når nogen siger ’nu kan du’, bliver man angst. Jeg havde en blokering i fem år for at lave noget, der var interessant, og jeg var bange for det. Pludselig fik jeg så meget kritik. ’Din novellefilm er jo så god, så nu skal du virkelig hæve barren.’ 2010 var et år i mit liv, hvor jeg havde ti lønnede arbejdsdage som skuespiller på nogle lortejobs, og resten af tiden skrev jeg på de her manuskripter for ingen penge. De blev alle stoppet af enten mig selv eller Filminstituttet. De var enormt rigtige og ferme og helt, helt jævne. De har en god lille historie, men er uinteressante«.
»I de fem-seks år var jeg i dyb krise, fordi jeg endelig havde fået hul igennem, men så blev det glemt igen. Jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg ikke havde talentet. At ’En forelskelse’ var et engangsforsøg, der var lykkedes. Jeg var bange for at lave noget lort, fordi alle fortalte mig ’nu skal du lave din spillefilm, og den skal fandeme være god.’ Jeg bildte mig selv ind, at jeg godt kunne lide instruktører, der kun lavede en film hvert tiende år, men i virkeligheden lå jeg søvnløs og var dybt frustreret over det«.
Drømte sig ud af mareridtet
Noget søvn må Christian Tafdrup dog have fået, for det var netop i drømmeland, at han fandt en vej ud af sit mareridt.
For syv år siden havde han en drøm, der skulle vise sig at blive den bærende ide i ’Forældre’, hvor ægteparret Kjeld og Vibeke forsøger at genoplive deres egen ungdom, efter deres søn flytter hjemmefra og efterlader et tomrum.
»Jeg drømte, at mine forældre inviterede mig på middag i deres første lejlighed, som er en meget lille lejlighed på Lyngbyvej, hvor jeg selv boede som barn. Da jeg kom op i lejligheden, havde de indrettet den, som den så ud i slut 1970’erne, og min far havde et skæg, som han plejede at have, og de gik i tøj, der var for småt. Og så havde de lavet en quiche lorraine-tærte, som de lavede dengang, og de begyndte at kysse foran mig og opføre sig, som om de var forelskede igen. Jeg syntes, det var sådan et mareridt«.
Selvom det lyder som en usædvanlig drøm, er den måske typisk for Christian Tafdrup. Identitet og de tætte og ofte svære relationer i familien har tidligere været brændstof i hans korte instruktørkarriere. I ’En forelskelse’ bliver den svære identitetssøgende tid som teenager vendt, ligesom det ulige autoritetsforhold mellem den voksne svigerfar og den kun næsten voksne Carsten sættes under lup. I ’Forældre’ er der igen tale om et autoritetsfald og udfordring af identiteten generationerne imellem.
»Det har aldrig været tilsigtet. Jeg har set mange film og tænkt, at ’bare jeg kunne det eller interesserede mig for det’. Men hver gang, jeg selv har skullet lavet noget, har det været inden for den arena med familien og de nære relationer. Måske er det bare, fordi det er min referenceramme, og den opdragelse jeg har fået. Jeg interesserer mig bare intuitivt for det, og det er svært at forklare hvorfor«.
Hvordan er dit forhold til dine egne forældre?
»Bemærkelsesværdigt nok er det rigtigt godt. Jeg flyttede hjemmefra som 22-årig, og jeg har et tæt forhold til mine forældre, og jeg har tænkt ’hvorfor har jeg ikke haft det der oprør?’ ’Hvorfor har jeg dårlig samvittighed, når jeg taler i en lidt højere tone til min mor?’.
Den tomme rede-syndromet
Men selvom det ikke var et oprør mod forældrene, der har været et brændstof i Christian Tafdrups instruktørkarriere, har de alligevel spillet en vigtig rolle i hans instruktørdebut.
Ikke alene spillede de uforvarende hovedrollen i hans drøm, de skvulpede også rundt i Christian Tafdrups bevidsthed, da han lavede research til sin instruktørdebut, hvor han selv spiller den ejendomsmægler, der skruer sælgercharmen på, da han sælger Kjeld og Vibeke – stedfortræderne for hans egne forældre – deres gamle lejlighed.
»Jeg kiggede meget på mine egne forældre, for jeg syntes, at de i mange år havde haft en plan med deres tilværelse, hvor det hele handlede om at få børn og bygge hus. Efter jeg selv og min bror flyttede hjemmefra, tænkte jeg tit på, hvordan der mon nu så ud hjemme hos mine forældre. De var jo altid store smil, når vi kom til middag, men de var stadig ikke bare far og mor. De havde også kriser, og der var et autoritetsfald i at se, at de også bare var sårbare mennesker«.
Under forberedelserne til filmen lavede Christian Tafdrup en del research om, hvad der sker for et ægtepar, når børnene flytter hjemmefra. Selvom der ikke er meget stof om det – slet ikke fiktion – er det et stort problem for mange, og det har endda sit helt eget psykologiske begreb: empty nest syndrome.
Det er en følelse af sorg og ensomhed, der rammer forældre, når børnene flytter hjemmefra, og forældrene, der har viet deres liv til at få familieprojektet til at lykkes, skal finde sig selv og hinanden igen. Men fordi det er normalt og sundt, at børnene flyver fra reden, overses forældres svære følelser ofte.
»Jeg fandt ud af, at temaet var helt sindssygt tabuiseret. Jeg kunne mærke, at de forældre, jeg talte med under min research, var i en kæmpe eksistentiel krise. Jeg sad hos en 52-årig kvinde, der græd, hver gang hun nævnte børnene, og var flov over, at hun havde det sådan og var i tvivl, om hun overhovedet elskede sin mand. Det var jo ikke, fordi de lå for døden, der var stadig et halvt liv tilbage. Men huset var jo perfekt, de havde malet det ti gange og bygget en ny carport«, siger han.
»Jeg kan allerede mærke på min kærestes og mit forhold, at vi jo stort set kun snakker om vores barn (datteren Cleo på cirka et år, red.). Når vi er ude og spise og får Cleo passet, sidder vi stadig kun og snakker om hende. Så hvis vi ikke passer på, ender vi jo også som dem«.
Væk fra den magelige danske filmtradition
Det er ikke kun fremtiden for sit eget parforhold, som optager Christian Tafdrup for tiden. Også dansk films kunstneriske ståsted skal rykkes fremad for at sikre artens overlevelse. Selvom ’Forældre’ umiddelbart virker som et kammerspil, bløder filmens markante surrealistiske greb, som ikke skal afsløres her, over i filmens billedside, der nærmest opløser sig selv.
»Jeg var meget optaget af at lave et nyt bud på en dansk film. Ikke noget dårligt om den måde at lave film på, men den er meget behagelig og tryg at arbejde i. Og det er den, der fylder det meste af vores horisont herhjemme. Dansk film skal have lov til at bevæge sig ud i nogle andre hjørner, for det hele er blevet så mageligt, og det er ikke noget, jeg oplever i andre landes filmproduktion«, siger han.
»I Danmark er man enormt bange for, at en film ikke rammer en målgruppe, og mange film handler om noget genkendeligt med nogle, der har det lidt svært. Jeg elsker den skandinaviske tone, men i eksempelvis USA’s independenttradition kan de få nogle lidt mere bizarre ideer til at flyve«.
Selvom der gik otte år fra hans roste novellefilm til spillefilmdebuten, gentager denne lange periode uden titler på instruktør-cv’et sig ikke lige foreløbig. Christian Tafdrup er nemlig allerede i gang med optagelserne til sin næste film, ’En frygtelig kvinde’, som han er halvvejs færdig med at optage. Og det bliver igen i familien, for han har skrevet den sammen med sin bror.
»Der er virkelig åbnet for alle kanaler«, siger Christian Tafdrup, der skrev manuskriptet med sin bror på en uge.
»Måske er det blevet nemmere for mig, netop fordi jeg har skrevet de der fem-seks film, der ligger i skuffen, hvor jeg virkelig var frustreret og syntes, at det var svært«.
»Jeg har aldrig satset på at blive en stor skuespiller i udlandet. Jeg har været skuespiller, siden jeg var ti år, og det er så stor en del af mig, at jeg ikke kan forestille mig, at det er noget, jeg lægger på hylden. Men nu har jeg været uddannet i 13 år, og så begynder man at indse, at noget af løbet er kørt. Jeg bliver aldrig Nikolaj Lie Kaas. Til næste år har jeg en rolle i en musical, og det kan nok være meget sjovt, og det er gode penge, men det er ikke noget, der optager mig med liv og sjæl som det her«, siger han.
»Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at jeg er en bedre instruktør end skuespiller«.
Christian Tafdrup kort fortalt…
Christian Tafdrup, født 1978
Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole 2003
Skrev og instruerede sin første kortfilm, ’Kopisten’, i 1999 med en cameo fra Lars von Trier.
Har siden lavet kort- og novellefilmene ’Debutanten’ (2002) og ’En forelskelse’ (2008).
Har som skuespiller blandt andet medvirket i ’Lærkevej’, ’Borgen’, ’Efter brylluppet’ og ’Juleønsket’.
Debuterer som spillefilmsinstruktør med ’Forældre’, der dyster om publikumsprisen ved CPH PIX
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted