’Forældre’: Christian Tafdrup debuterer stærkt med et altoverskyggende twist
Der sker noget efter en halv time af ’Forældre’, og eftersom hverken traileren eller pressematerialet vil have, at du skal vide, hvad det er, vil jeg heller ikke røbe det her.
Det gør det imidlertid besværligt at skrive indgående om Christian Tafdrups interessante og forfriskende anderledes instruktørdebut, for hvordan du reagerer på det noget, vil i høj grad afgøre, om du vil kunne lide filmen eller ej.
Jeg havde det blandet med det.
Jeg synes, det er et tappert træk af Tafdrup, der med ’Forældre’ markerer sig som en original ny stemme i dansk film med sin saglige surrealisme, der giver Lynchs ’Lost Highway’ og Kafkas ’Forvandlingen’ en umiskendelig nordisk gradbøjning.
Men jeg synes også, at grebet er tæt på at være en gimmick, der truer med at overskygge den historie, som Tafdrup var så fint i gang med at fortælle.
38-årige Christian Tafdrup er bedst kendt som skuespiller i blandt andet ’Efter brylluppet’, ’Lærkevej’ og ’Borgen’, men med novellefilmen ’En forelskelse’ fra 2008 introducerede han sig som en begavet og spændende instruktør, da han følsomt og indlevet skildrede den forvirrende forelskelse mellem en ung mand og hans svigerfar. Hans længe ventede første spillefilm behandler med samme empatiske og jordnære intensitet en anden identitetskonflikt, nemlig det såkaldte empty nest syndrome.
Kjeld (Søren Malling) og Vibeke (Bodil Jørgensen) er et aldrende ægtepar, der lever et pænt og prunkløst forstadsliv, men da sønnen Esben (Anton Honik) flytter hjemmefra, efterlader det et eksistentielt tomrum hos forældrene, som begynder at længes tilbage mod deres egen ungdom.
Og Kjeld nøjes ikke med at længes. Han overtaler Vibeke til at forlade forstaden og flytte ind i deres gamle københavnerhybel, hvor det hjerte, de engang ridsede i væggen, stadig kan anes bag årtiers lag maling. Her forsøger han et genopføre parrets ungdom ved at støve sine gamle lp’er af, indrette lejligheden nøjagtigt, som den så ud dengang, og forære Vibeke en hvid kanin magen til den, hun havde engang.
Denne første del af filmen minder med sin fintfølende minimalisme om Andrew Haighs fabelagtige alderdoms- og ægteskabsdrama ’45 Years’ fra sidste år. Mallings underspillede nostalgi er rørende, Bodil Jørgensen bærer smerten lige bag det facile smil, og fotograf Maria von Hausswolffs tålmodige tableauer gør parrets følelsesmæssige adskillelse fysisk med symbolsk brug af rummets rammer, vægge, vinduer og dørkarme.
Jeg ville gerne have set dén film færdig, men det er ikke Tafdrups ærinde. I stedet slår han et skarpt sving mod Kjeld og Vibekes unge dage, hvor Elliot Crosset Hove med sin usikre og akavede fremtoning virker pudsigt castet som en ung Søren Malling, og Bodil Jørgensens niece Miri Ann Beuschel til gengæld rammer sin tantes blide mimik og tonefald så spot-on, som kun et familiemedlem kan.
For en stund bevirker det, at man rives ud af filmens univers. Og så er det lige ved, at instruktørens pointer bliver småborgerligt snerpede, når gudernes straf overgår det elskende ældre ægtepar. I sidste ende skinner Tafdrups solidaritet med sine karakterer dog igennem, og han viser sig som en både radikal og stilistisk sikker instruktør, når han svejser forskellige virkelighedsplaner og tonearter sammen med suggestive virkemidler, der skaber stadigt større rystelser i den symmetriske harmoni. Ødipal feberdrøm og absurde setups iblandes kun et stænk af bælgsort humor.
På den måde lykkes det Tafdrup at holde sammen på en film, som ellers er ved at gå op i syningerne undervejs, og til sidst formår han at binde det hele sammen, så det alligevel giver en slags mening. ’Forældre’ er en sælsom, klog og til tider stærk debut af en spændende instruktør.
Kort sagt:
Christian Tafdrups debut ’Forældre’ ligner ikke nogen dansk film, du har set før, og det er mere end rigelig grund til at holde et vågent øje med filmen og dens instruktør.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted