Sidsel Siem Koch har lige ligget syg, da hun småhostende kommer ind på Soundvenues kontor en kold marts morgen.
Om lidt får hun sit store gennembrud med en usædvanligt intens dansk film.
Hun er 35 år og bor på Frederiksberg med sin mand og sin datter på fire. Hun blev i 2013 uddannet fra Skuespillerskolen i Odense og er opfostret i Aalborg af to skuespillerforældre. Aalborg Teater var praktisk talt hendes andet hjem. Som det, hun kalder et »garderobebarn«, var hun ofte med forældrene på arbejde, og når et stykke manglede et barn til en rolle, var hun lige bag kulissen og klar til at stå på scenen.
Nu er den vante teaterscene så småt ved at blive skiftet ud med film- og tv-roller. Tidligere på året gjorde hun en god figur som den dekadente Nico i ’Doggystyle’ sæson 3, og nu har hun så en opsigtsvækkende hovedrolle i Christian Tafdrups horrorthriller ’Speak No Evil’.
Sidsel Siem Koch spiller Louise, der med kæresten Bjørn og deres datter Agnes er på familieferie i Toscana. Her møder de et spændende hollandsk par, Karin og Patrick, som også har et barn. De har et fantastisk ophold sammen, og tre måneder efter ferien modtager Louise og Bjørn en invitation til Holland. De tøver, men takker ja. For hvad er det værste, der kan ske?
Det skal man opleve selv, men vi kan roligt slå fast, at der ikke er mange roller i dansk film a la den, Sidsel Siem Koch har fået som sin første hovedrolle. Louise er hurtigt mere skeptisk over for hollændernes mærkværdige adfærd end sin mand, men lader sig alligevel overtale af sin indbyggede høflighed, konfliktskyhed og tro på det gode i mennesket.
Det kommer hun til at fortryde.
Hvordan fik du rollen som Louise?
»Jeg var til en casting, fik manuskriptet, og jeg var helt tosset med det. Jeg kan huske, at jeg sad og læste manuskriptet i et tog og bare ville hjem. Puha. Det var helt forfærdeligt. Men jeg synes simpelthen, Louise-rollen var så sjov, og jeg tænkte: ’Dét kan jeg godt det her!’. Og så kom jeg til casting med Morten Burian, der spiller Bjørn«.
»Jeg har været til sindssygt mange castings, det har alle skuespillere. De der castings er ligesom at gå på hundrede dates. Hvis man nu på hver enkelt date drømmer om brylluppet allerede, bliver man godt nok udmattet. Man bliver nødt til at tage tingene en ad gangen«.
»Så jeg kan bare huske, at jeg sidder og kigger på Christian (Tafdrup, red.) og Morten (Burian, red.) og tænker, ’nå, det bliver jo nok ikke mig, men det ser hyggeligt ud’. Så blev vi kaldt ind til flere castings med andre medspillere. Vi endte nok med fire castings i alt og endte også med at tage til Holland og lave castings med forskellige hollændere. Det var en ret lang proces. Jeg tror, det har taget cirka syv måneder, så det er altså cirka tre år siden, at det begyndte«.
»Men så fik jeg det fandme. Man tænker altid, at der er et eller andet, der kan nå at ske i mellemtiden. Jeg har øvet mig i at have is i maven. Jeg har sådan en regel, der hedder, at jeg ikke har fået rollen, før jeg sidder i biografen til premieren og ser, at jeg ikke er klippet ud. Jeg har da været med i mindre ting, hvor jeg så er endt med at blive klippet ud. Det er en ubarmhjertig branche, så jeg er altid indstillet på, at det kan være forfærdeligt. Men så er jeg rigtigt glad, når det så lykkes«.
Hvordan forberedte du dig på rollen?
»Allerede inden første optagedag havde vi haft rigtigt mange møder. Morten (Burian, red.) og jeg har gået en masse ture og snakket om manuskriptet og vores roller. Så vi var godt varme. Christian Tafdrup havde taget os ind nogle gange for at øve scener sammen, lidt kamerateknik, og vi lavede også improvisationer sammen. Så vi havde lavet rigtigt meget sammen inden første optagedag«.
»Christian (Tafdrup, red.) er meget generøs, for han åbner meget op omkring sit manuskript. Samtidig er han også meget lydhør overfor, hvad der føles naturligt for os som skuespillere. Vi gennemgik og gennemnørdede alt sammen, så alle valg er gennemdiskuteret. Louise skulle jo også give mening for mig – hvorfor hun træffer de valg, som hun gør«.
»Inden optagelserne var vi også i parterapi som Louise og Bjørn, hvor Christian (Tafdrup, red.) var parterapeuten. Han er jo også selv skuespiller, så jeg tror, at han morede sig rigtigt meget med det. Jeg tror, at det er noget, Louise har hørt fra nogle veninder, at det er fedt at gå i parterapi, selvom der ikke er reelle problemer. Det er jo meget moderne, så kan man også forebygge. Men de (Louise og Bjørn, red.) kunne ikke finde ud af sige noget som helst. Det var ret morsomt«.
»Vi startede med at filme meget af det forfærdelige, så vi skulle bare fyre den vildt meget af i starten. Det var faktisk fedt at få det vendt lidt på hovedet, for da vi skulle filme starten til sidst, så vidste vi, hvordan de spillede senere, og så kunne vi justere vores præstationer. Vi kunne justere, hvor irriterende de skulle være, eller hvor søde de skulle være, så man kunne påvirke resten af filmen«.
Hvordan researchede du selv for at komme ind på livet af Louise?
»Jeg holder selvfølgelig meget af Louise, men jeg synes også, hun er rigtigt irriterende. Jeg tror, hun bliver irriterende, fordi hun er så genkendelig. Jeg tror, at vi alle sammen kender sådan nogle som Bjørn og Louise. Jeg kan virkelig godt spejle visse sider af mig selv i Louise, men jeg kiggede faktisk mest på venner og bekendte, som jeg synes mindede om hende. Dét, der var spændende ved Louise, var helt klart hendes indre dialog, som hele tiden kører. Jeg tror, at hun har en meget selvvurderende stemme«.
»Hvis der nu står ti mennesker i kø i Netto, er der altid én, der råber op og siger: ’Hvaaa, kan vi få åbnet en kasse mere?’ og så reagerer alle andre med et: ’Pyh, der var én, der gjorde det’. Louise er ikke én, der råber op«.
Er du på samme måde?
»Ja. Det tror jeg. Jeg er ret sikker på, at Louise og mange af os andre gerne vil være den, der råber op. Det er jo så menneskeligt, men det må være noget med vores nervesystemer, der bare ikke kan klare det. Jeg ved ikke, om det bare er en dansker-ting«.
»Det er det samme ude i trafikken, synes jeg. I New York, for eksempel, råber og skriger folk bare af hinanden. Herhjemme er vi mere passivt-aggressive, og ofte når jeg for eksempel ikke at reagere, men cykler i stedet bare videre. Men så er der gået seks timer, og lige pludselig, mens man står og vasker op, kommer man i tanke om alle de ting, man skulle have sagt. Det er den slags hverdagsscenarier, der har gjort, at jeg har kunnet forstå Louise bedre«.
»Vi er jo hele tiden på prøve i vores hverdag, men vi er ikke så trænet i konfrontationer. Altså, vi har jo alle sammen en veninde, der bare siger tingene, som det passer hende, og det synes vi er sejt. Det er også derfor, at det er så fedt at se film, for man spejler sig jo i nogen, som gør tingene lidt sejere end én selv. Men det gør Louise altså ikke, og det var sygt sjovt at spille én, der bare ikke sætter grænser. Det er pirrende og så menneskeligt«.
Hvordan var stemningen på settet under optagelserne af en så grum film?
»Jeg synes, stemningen var god og let. Dog virkelig koncentreret. Vi var jo sindssygt velforberedte, så det gjorde også noget. Vi havde nogle sjove dage, men jeg kan da også godt huske, at vi fik nogle småreaktioner. Man bliver jo ramt af fortællingen, og så skal man ryste det af sig. Men vi arbejdede også med børn, så det handlede også om at vise de unger, at vi bare spillede skuespil. Når vi for eksempel havde haft en scene, hvor alle roller gennemgik noget voldsomt, skulle vi også vise dem, at det bare var et arbejde og noget, vi er trænet i«.
»Jeg undersøgte meget, hvilke slags choktilstande man kunne være i, når man oplever noget, der er så voldsomt. Det snakkede vi meget om, Morten (Burian, red), Christian (Tafdrup, red.) og jeg. For de reagerer på meget forskellige måder. Frys, kæmp eller flygt. Man kan aldrig vide, hvordan man reagerer«.
’Speak No Evil’ kan ses i biografen fra den 17. marts.