’Krysantemum’: Efter de første 15 minutter tog dansk debutfilm fusen på mig

Helt ærligt! En nordenfjords Nicolas Winding Refn-film om kanonslag og fyrværkeribomber? 

Sådan var min første tanke efter cirka 15 minutter i biografmørket placeret foran Christian Bengtsons debutfilm ’Krysantemum’.

»Jeg sælger skyts«, siger hovedpersonen Anders (Morten Hee Andersen) med sammenbidt alvor og issues i bagagerummet, som var han en nordjysk, evigmut Ryan Gosling. 

Anders er rehabiliteret som anlægsgartner bosat i Aalborg, men sælger stadig ulovligt fyrværkeri i sin fritid. Faren Thomas’ (Henrik Birch) gamle oliefyr lækker. Langturschaufføren er ikke fulgt med tiden og har lappet på det gamle apparat. Derfor melder forsikringsselskabet hus forbi, og truslen om tvangsauktion af hans grund er overhængende – hvis altså ikke faren kan finde en halv million for en oprensning af grunden, hvor to træer med en helt speciel historie står placeret. 

Anders vil bag sit tilknappede ydre gerne nå faren igen, så han lægger en hasarderet plan for at skaffe ham pengene: Han vil opskalere salget af krysantemumbomber og anden ulovlig tjubang via farens speditørfirma og gøre det til en landsdækkende forretning. 

Det er svært ikke at skrive referatet, uden at det kommer til at lyde som ’Minkavlerne’ eller anden udkantssatire. Og der er en faretruende bismag af ’Pusher’ på thybomål, når vi møder kriminelle mellemmænd i bar mave og slåbrok med indendørs swimmingpool, og Anders fremviser sine fordækte varer til lokale mænd, som var det kæmpe poser kokain. 

Men filmen tager fusen på en. Den udvikler sig fra en, ja, fuser til i hvert fald et mindre brag af en familieskildring fra de af udviklingen hårdt ramte yderområder. 

’Krysantemum’ bliver langsomt til et stærkt familieportræt. Med en ung mand i centrum, der bærer på alt for meget skyld og er blevet som en knyttet næve, der ikke kan åbnes igen. Om et forhold til en far, der har fundet en lille hund som trøst i livet. En far, der har kørt nordiske landeveje tynde, mens han kunne have lært sine drenge at kende. Om en bror, der er død, mens den anden prøver at vende tilbage til livet og være der for nogen. 

Sorgarbejde er hårdt arbejde, men det er aldrig for sent. ’Krysantemum’ tacklede mig ved at blive en gribende fortælling, hvor især Henrik Birch som faren Thomas er eminent velspillende. Det var på kanten af det tårefremkaldende for mig, da det gik op for publikum, og Anders med, hvorfor faren spørger så meget ind til træerne i haven i forbindelse med tvangsauktionen.

Morten Hee og Karen-Lise Mynster, der spiller moren Kamma, kæmper lidt med, at de er sværere at købe som vejrbidte nordjyder end Henrik Birchs sørgmodige faderfigur. Man aner sprækker i dialekten, hvad enten de er reelle eller ej, fordi skuespillernes ansigter er blevet så velkendte. Frelle Petersens sønderjyske film med udpræget brug af lokale skuespillere har sat barren højt for danske udkantsdramaers autenticitet.

Katinka Lærke Petersen har det af samme grund lettere som tilflytteren Louise, der taler mere mainstreamdansk og derfor ikke skal bære sin dialekt som en dødvægt. Hun er god som en af den slags love interests, som man kan genkende på 200 kilometers afstand, men som fik mig til at tænke på en dansk Carey Mulligan eller en ny Iben Hjejle.

»Har du en skjorte«, spørger faren, når det går op for ham, at hans søn skal på stævnemøde. Man forstår på spørgsmålet, at en skjorte ikke er noget, man ser på Anders, eller for den sags skyld Thomas, hver dag.

Her er virkelighedsnært provinsliv i ’Krysantemum’, og den er velafstemt mellem de små detaljer og tiltrængt comic relief: Den kriminelt udseende Anders ryger E-cigaret med kagecremesmag, i speditørfirmaet spiser man sukkermad på kridhvidt franskbrød, og hunden Alma giver hals, når den hører ordkombinationen ’Bjarne Corydon’, den borgerlige socialdemokrat fra Kolding, der endte som chefredaktør på Dagbladet Børsen.

Detaljerne er på plads, og der er ligeledes scener, som opnår en næsten grufuld suspense omkring kanonslag, børn og kæledyr. Også det mærkeligt udanske, rå land omkring Thy giver filmens vindblæste vesterhavsbilleder en velgørende fremmedhed og vildskab, der er mere ’Vinterbrødre’ end Thomas Vinterberg.

Næste gang behøver talentfulde Christian Bengtson ikke at lave et anslag, der mimer Nicolas Winding-Refn for at fange vores opmærksomhed. 

---

Kort sagt:
’Krysantemum’ ligner først et kanonslag med svigtende lunte, men udvikler sig til en rørende film om at række ud efter andre mennesker, selv når det kan virke for sent.