‘Rose’: En dybt personlig dansk film – og en uforglemmelig feelgood-komedie
Der er spænding og højt humør i turistbussen fra Aalborg til Paris, som de fleste familier skal opleve for første gang.
De andre passagerer har godt nok skævet lidt nervøst til den midaldrende, krumryggede kvinde, Inger (Sofie Gråbøl), da hun beder sin svoger Vagn (Anders W. Berthelsen) om at afskærme hende fra vinduet i tilfælde af, at hun springer ud af bussen. Og da hun flere gange beder sin søster Ellen (Lene Maria Christensen) om en Stesolid.
Men stemningen bliver først for alvor akavet, da Inger i den hyggelige præsentationsrunde griber mikrofonen.
»Jeg hedder Inger, og jeg er psykisk syg. Jeg er skizofren«, annoncerer hun og forklarer, at hun tit har det rigtig dårligt. »Det syntes jeg bare, I skulle vide«.
Det bliver en tur, som ingen på bussen kommer til at glemme. Hverken den joviale og udglattende buschauffør (Peter Gantzler), hvis franske ordforråd stopper ved »Bonjour«. Den snæversynede viceskoleinspektør Skelbæk (Søren Malling), der går helt kold over alt uden for normalen. Hans 12-årige søn Christian, der til gengæld er fascineret af den anderledes og ligefremme Inger. Ellen og Vagn, som har trodset Ellen og Ingers omklamrende mors bekymringer for at give Inger chancen for igen at opleve det Paris, hun elskede som ung – men undervejs kommer til at tvivle på beslutningen.
Eller Inger selv, som i løbet af den otte dage lange rejse både blomstrer op og falder ned i et sort hul.
Inger er baseret på instruktør Niels Arden Oplevs søster og historien på den bustur til Paris, hun tog på med sin søster og svoger i 1997. Det personlige stof klæder den driftsikre instruktør, der tidligere har stået bag stærke dramaer som ’Drømmen’, ’To verdener’, ’Kapgang’, ’Mænd der hader kvinder’ og ’Ser du månen, Daniel’.
Men i ’Rose’ kan man for alvor mærke, at der er noget på spil for instruktøren. Han fortæller sin historie med en særlig nerve og skildrer sine karakterer med stor menneskelig autenticitet, ømhed, respekt og humor.
’Rose’ skifter sømløst mellem absurd humor, hjertevarme øjeblikke og barskt psykologisk drama. Nogle gange i én og samme scene, som i filmens første markante konflikt, der udspiller sig på en tysk resteplads. Her finder Inger et dødt pindsvin på jorden og nægter at efterlade det. Ellen forsøger at tale hende til rette, mens resten af passagererne tripper utålmodigt, og Skelbæk er ved at gå ud af sit gode skind.
Det bliver 12-årige Christian, der redder dagen med en kvik løsning, der skaber et smukt samhørigt øjeblik i mørket – lige indtil Inger bliver så fortvivlet over Skelbæks åbenmundede fordømmelse, at hun er lige ved at springe ud på den tyske motorvej.
Sådan er filmen: Fuld af humor omkring Ingers sindslidelse – for eksempel at hun taler uden filter om sex og har til vane at fortælle folk, at hun har lyst til at kvæle dem. Men altid med sygdommens mørke side ulmende som en trussel, der tvinger Ellen og Vagn til at være i konstant beredskab. Filmen viser, særligt gennem Lene Maria Christensens hudløse spil i rollen som den blide, men også handlekraftige Ellen, hvor hårdt det kan være at være pårørende. Det er et smukt portræt af to mennesker, der tilsidesætter deres egne behov for at glæde et familiemedlem.
Også venskabet mellem Inger og Christian er fint og rørende. Med Christians stramtandede far, der forsøger at holde sønnen langt væk fra Ingers »farlige snak«, forstår man godt Christians behov for både at gøre oprør og udvide sit verdenssyn. I Inger finder han en voksen, der taler til ham som en ligeværdig, og som tør fortælle ærligt om de svære ting i livet. Så går det nok, at hun indimellem siger nogle lidt upassende ting.
Castet er stærkt hele vejen rundt, men Sofie Gråbøl er fænomenal som krumryggede Inger, der både gemmer sig nervøst for verden og bevæger sig med en enøjet målrettethed og direkte henvendelse til sine medmennesker.
I nogle scener kryber hun sammen i angst, depression og sorg over omverdens blik på hende. I andre øjeblikke finder hun tilbage til sin ungdoms romantiske drømme. Og i særligt tilfredsstillende scener overrasker hun selskabet ved at redde dagen ved hjælp af snilde og det franske sprog, som ingen af de andre mestrer.
’Rose’ er en tiltrængt fortaler for tolerance, der udfordrer vores normalitetsbegreb og fordomme over for det ukendte. Uden på noget tidspunkt at kamme over i sentimentalitet eller fortrænge kompleksiteten oser filmen af hjertevarme og medmenneskelighed.
Hvem havde troet, at et portræt af en kvinde med skizofreni ville blive årets feelgood-komedie?
Kort sagt:
Med en fabelagtig Sofie Gråbøl i centrum brillerer Niels Arden Oplev med en rørende, sjov, menneskeligt kompleks og dybt personlig film om en kvinde med skizofreni, der gør en busrejse til Paris uforglemmelig for både sine medpassagerer og publikum.