’Ingen kære mor’: Dansk debutfilm kommer med 100 procents chance for ståpels og eftertanke
FILM. Der er kun syv procent chance for hvid jul.
Træls ja, men langt fra den største katastrofe, der præsenteres i Charlotte Brodthagens vellykkede debutspillefilm og mangeartede take på morsyge.
For som forventet går meget galt, da Christel (Lene Maria Christensen) – uhelbredeligt ramt af kræft – tager i sommerhus med datteren Luis (Freja Klint Sandberg). De skal spise and, folde en musetrappe og tage en stille afsked med livet, som de kender det. Helt uden drama eller forstyrrelser.
Nå, men … hurtigt klip til den dramatiske forstyrrelse: mormor-Vivi (Birthe Neumann), som (u-inviteret?) dukker op. En excentrisk dame, hvis nye hobby er den meget særlige fusionsdans tango-jitterbug, og den skideskægge type, som leder efter grantræ med personality.
Hun er også typen, som af selvforvoldte årsager ikke kender til sit eget barns dødsdom. Og med mørke hemmeligheder og usagte længsler som bittersøde krydderier bliver denne pludselige kvinde-reunion til et både barskt og rørende kammerspil om arv, ansvar og mor/datter-dynamikker.
Side om side med julegaverne ligger deres interne problemer og relationer og venter på at blive pakket ud, og med en eminent forståelse for det tingslige og taktile skaber instruktøren en både følelsesmæssig og æstetisk overbevisende film.
Tøj og tunge kasser forvandles til kærlighedserklæringer, og et langsomt tempo giver både karakterer og publikum mulighed for at fortabe sig i klistermærker fra 90’erne og penselstrøg i fifty shades of himmelblå, der alle bærer på barndom og nedgroet sentimentalitet.
Enkelte steder er ’Ingen kære mor’ måske lige langsom nok, og en retti’ retti’ hyggelig (not!) tur på en retti’ retti’ grå losseplads virker en smule unødvendig.
Og så alligevel.
For udover, at vi her oplever Søren Malling i henrivende Sarah Lund-strik, så afsløres det i samme forbindelse, at familien – som en samlet enhed – hverken kan affalds- eller traumesortere.
I dette symboltunge slægtsdrama blandes trash og treasure i én spand, én jul, én krop. Og i denne løber rødvin og sorger om kap, mens blodet og anklagerne løber på tværs.
Det bliver til tider ubehageligt at overvære de mange beskyldninger om cykliske svigt og skuffelser, og næsten pinligt genkendeligt, når diskussioner om regelrytteri versus ostesnyd og kanelstærk anarkisme i Trivial Pursuit ruller.
Anderledes hjertevarmende er det at betragte, hvordan omsorg skifter ham og hænder, og det er decideret sjovt, når ’Ingen kære mor’ kaster sig over nogle af livets og dødens absurditeter – heriblandt det at skulle vælge font til eget gravmæle eller at forære anti-rynkecreme til en terminalpatient.
Med sådanne velskrevne situationer flekser filmen sin glimrende balance mellem alvor og humor – måske særligt takket være Danmarks nye charme-darling, Freja Klint Sandberg.
Eller… nye og nye.
Har man de seneste år besøgt nogle af de københavnske teaterscener, vil man sikkert have oplevet hende og allerede vide, at hun er pænt herregrineren. Men i ’Ingen kære mor’ imponerer Sandberg i sin første store filmrolle, hvor hun, udover sin komiske timing, udviser tæft for det følelsesladede.
Hun har glimrende kemi med Lene Maria Christensen og Birthe Neumann – to velcastede kraftcentre, der også i TV 2’s gennemførte arkæologdrama ’Danefæ’ har skildret en mor og en datters belastede/belastende forhold.
Med en lignende energi, men med endnu mere dybde maler de og deres yngre medspiller et komplekst familieportræt, hvor det bøvlede fænomen tilknytning fungerer som det gyldne snit. Og med uendelige nuancer pynter de i fællesskab filmens fjerde hovedfigur – en gravsten – med den usynlige skrift:
Hvordan bryder man mønstre uden at bryde forbindelser?
I ’Ingen kære mor’ er der muligvis kun syv procent chance for hvid jul. Der er til gengæld 100 procent chance for ståpels og eftertanke.
Kort sagt:
Charlotte Brodthagen har skabt en vellykket debut og et rørende slægtsdrama, der minder dig om alt det, du frygter og elsker ved julen – og ved (mor)mødre.