ANBEFALING. Cobrah har længe bevæget sig under sin egen testosteronhimmel – i dunkle klubrum med hårdtslående beats og dominerende positurer. Hendes musik føles som en kold hånd om struben: konfronterende, kropslig og kompromisløs.
Det er musik, hvor industriel råhed og technoens maskinelle drive kolliderer med poppens uimodståelige hook-instinkt. Noget, man ikke bliver inviteret ind i, men beordret ind i.
Formet af Göteborgs death metal-miljø og Stockholms BDSM-klubber lader Cobrah undergrundens brutalitet gnide sig op ad poppens glans. Det kantede udtryk materialiserer sig i XXL-akrylnegle, stramt læder og blanke latexuniformer – båret frem af en feminin energi.
Samtidig har der altid været en sprække i mørket. En tør, næsten drilsk selvironi, som blandt andet kommer til udtryk i selvopfundne genrebetegnelser som ’BDSM pop’ og ’Gay Workout Music’.
Men på tærsklen til debutalbummet ‘Torn’ virker det til, at grebet løsnes en anelse. For første gang får tvivlen nemlig lov at trænge ind i et ellers stramt, kontrolfikseret univers.
Sårbarheden vinder indpas
Timingen er ikke tilfældig. Med debutalbum, international turné og festivaloptrædener i horisonten befinder Cobrah sig i et tydeligt momentum.
De nye singler vender ikke ryggen til hendes queer, BDSM-forankrede in your face-energi, men åbner for et mere sårbart register.
Albummets titelnummer løfter sig langsomt op i et næsten vægtløst rum, hvor tiden strækkes, og man lige når at svæve. Så rammer en hårdt pulserende drum’n’bass-udladning, der lander som en lussing. Synthfladerne glider mellem det æteriske og det aggressive, mens Cobrahs vokal står køligt og robotisk midt i det hele, distanceret, kontrolleret, næsten umenneskelig i sin præcision.
»I’ve been so torn / ’bout everything for so long / My everything, what have I done? / Why can’t I think? Did I do wrong? / Did I do something?«, lyder det med en uventet ømhed.
Det er ikke et brud med Cobrahs univers, men dets mest afdæmpede og afslørende øjeblik til dato.
Udtrykket er stadig genkendeligt, blot i en mere nedtonet og intim udgave. Stemmen træder frem i et nøgent, nærgående register i kontrast til den mere eksplicitte og direkte fremdrift på tidligere tracks som ‘Good Puss’ og ‘Mami’. Det er Cobrah, når hun holder igen i stedet for at presse på – og netop derfor rammer hårdere.
I et interview med NME kalder Cobrah da også ‘Torn’ sit hidtil mest personlige udspil. »Der er noget enormt kraftfuldt i at være femme fatale – og noget ekstremt sexet og dragende i også at vise lidt smerte og lidt kærlighed«, siger hun blandt andet.
Albummet markerer dermed ikke et farvel til klubmusikken, men kaster nyt lys over hendes velkendte mørke.
Ud af undergrunden
Siden debut-ep’en ‘Icon’ fra 2019 har interessen for Cobrah taget til. Samme år fangede hun Charli XCX’ opmærksomhed – et tidligt nik, der trak hende ind i hyperpop-pionerens klub- og popavantgardistiske kredsløb.
Med singlen ‘Brand New Bitch’ fra 2022 trådte hun for alvor ud af undergrunden, da nummeret senere fandt vej til Emma Stones ikoniske dansescene i Yorgos Lanthimos-filmen ‘Kinds of Kindness’.
Når hun til sommer indtager Roskilde Festival, står Cobrah et nyt sted i sin karriere – ikke ved at udvande sin æstetik, men ved at forfine den. I 2022 gæstede hun festivalen i mindre format, og fire år senere vender hun tilbage som et navn, der rækker ud over klubbernes undergrund.
Hun er stadig iskold. Fortsat kontrollerende. Stadig farlig. Men de nye singler viser, at magt også kan ligge i at give slip – og netop dér bliver Cobrah mere dragende end nogensinde før.
Debutalbummet ‘Torn’ udkommer 6. marts.