‘EPiC – Elvis Presley in Concert’: Baz Luhrmann har bedrevet en helt essentiel Elvis-dokumentar
DOKUMENTAR. Efter sin flot opsatte biopic ‘Elvis’ fra 2022 med Austin Butler i hovedrollen har Baz Luhrmann nu kastet sig over selve hovedkilden.
Med udgangspunkt i de to koncertfilm ‘That’s the Way It Is’ (1970) og ‘Elvis On Tour’ (1972) plus adgang til en række nye lyd- og filmoptagelser fra arkiverne blænder den australske instruktør nu op for det aspekt, hvor Elvis Presleys legendestatus for alvor blev cementeret: på scenen.
‘EPiC’ er det helt indlysende akronym, når man skal beskrive ikonet som koncertfænomen, og også her er Luhrmann – med sin sans for det visuelt overdådige og effektfulde – den rigtige mand til opgaven.
Åbningssekvensen er således larger than life-hymnen ‘An American Trilogy’, der får alt, hvad den kan trække og stadig i dag – mere end 50 år senere – er en fuldkomment tryllebindende musikoplevelse.
Andre koncert-highlights er sumprockeren ‘Polk Salad Annie’, der nærmest jammes på scenen, og hvor man virkelig ser, hvordan musikkens stigninger og fald lever i enhver nerve i kroppen på The Big E. Og så en gnistrende ‘Suspicious Minds, der oser af den varme og uhøjtidelige jovialitet, han havde over for sine bandmedlemmer og korsangere.
Paraderne er ligeledes helt nede, når han øver med sine fænomenale musikere op til sine Las Vegas-shows. Her får man også indblik i, hvor involveret Presley var i de musikalske arrangementer.
De ekstravagante jumpsuits, de tilbedende fans, den fysiske hengivelse til musikken.
Elvis Presley er til stadighed et af de mest universelt genkendelige popkulturelle symboler, hvorfor det er glædeligt, at Luhrmann går bag om myten og får dybden og nuancerne med.
Et af de helt stærke virkemidler i ‘EPiC’ er, at det er hovedpersonen selv, der er fortælleren.
At høre Presley tale åbenhjertigt om de elendige musicals, han var kontraktligt forpligtet til at lave op gennem 60’erne, giver et indblik i et reflekterende menneske, som var meget bevidst om sin karriere.
Hvorfor det også stikker i hjertet, når Elvis beretter om sit eget ønske om at turnere i resten af verden efter hans comeback som livekunstner i 1969. Som bekendt blev det kun til koncerter i USA og Canada trods mange tilbud fra blandt andet England og Japan, som manager Tom Parker – fremstillet til lyden af hittet ‘Devil in Disguise’ – afviste.
Med tanke på, at et eskalerende (mis)brug af receptmedicin blev fatalt for ham i en alder af 42, er det særligt gribende og sørgmodigt, når Elvis fortæller, at det at synge og lytte til gospel er med til at give ham ro i sjælen.
På et berømt pressemøde i forbindelse med en række udsolgte koncerter i Madison Square Garden bliver Presley spurgt ind til sine holdninger om en række emner i den offentlige debat, heriblandt Vietnam-krigen. Smilende og diplomatisk svarer han, at han blot er en entertainer og vil lade andre om at udtale sig om den slags.
Herefter inkluderer Luhrmann en koncertoptagelse af ‘Walk a Mile in My Shoes’: et nummer, der handler om at vælge dialogen og åbenheden til i mødet med noget, man umiddelbart ikke forstår.
En fin, subtil pointe, der viser, at selvom Elvis ganske vist aldrig udtalte sig offentligt, gav han alligevel sin stemme til kende i sit valg af sange med et samfundskritisk og politisk budskab. Klassikeren ‘In the Ghetto’, som også er med i filmen, er et andet eksempel.
‘EPiC – Elvis Presley in Concert’ skriver sig øjeblikkeligt ind blandt de essentielle dokumentarer, der er lavet om Elvis. Obligatorisk pensum, hvis man vil forstå myten om stjernen eller bare lade sig fascinere af det powerhouse af en performer, han var.
Kort sagt:
Elvis Presley var som livekunstner larger than life, men bag myten og det popkulturelle ikon befandt sig et indsigtsfuldt menneske, der reflekterede over sin karriere. Begge aspekter belyser Baz Luhrmann i sin fornemme og gribende dokumentarfilm, der er essentiel, hvis man vil forstå og fascineres af The King of Rock’n’Roll.