Alt ved ‘America’s Next Top Model’ var fucked up – men lederen af kulten kan stadig ikke se det

KOMMENTAR. I slutningen af 00’erne, hvor ’America’s Next Top Model’ var allermest populært og indflydelsesrigt, drømte alle mine veninder og jeg en lille smule om at være modeller. 

Nogle af datidens mest eftertragtede accessories var spejlreflekskameraer, som vi ønskede os til vores konfirmationer og derefter brugte til at forvandle stort set alt til et fotoshoot, som man derefter kunne uploade til sin blog på blogspot. Udskolingen var én lang catwalk. 

Vi smizede, som ventede vi spændt på selv at få »TYRA MAIL«. 

Takket være den ikoniske runway-coach Miss J. Alexander vidste vi alt om (troede vi i hvert fald), hvordan man skulle gå, mens den anden Jay (Manuel) underviste os i at posere forskelligt til editorial og commercial. 

Vigtigst af alt lærte vi, at man holdt sin kæft og gjorde alt, hvad man blev bedt om af Tyra Banks. Modellen er et lærred, så hvis de vil ændre dit hår eller hive dine tænder ud eller have dig til at posere som en dødssynd nøgen i en kiste kun iført spraymaling, skal du gøre det med stolthed og uforfængelighed.  

Find dig i alt, aldrig græde. Hvis du skal være model, er det vigtigt, du kan »make it work«. Vær hjemløs! Vær blind! Vær fetaen i en menneskestor skål græsk salat!

Som den ene fotoshoot-guru Jay siger, da en model brokker sig over at posere med en rådden fisk: »Fish juice – work with it girl!«.  

‘America’s Next Top Model’ gjorde os dog lige så opmærksomme på, hvilke elementer af vores udseende der muligvis udgjorde bump på modelvejen. For mit eget vedkommende var det min højde! 

Men det var til en vis grad også en positiv modfortælling, hvor mikroskopiske afvigelser fra heroin chic-idealet blev omfavnet, som gav den helt rigtige mængde håb. Der var plus size modeller (kvinder på 1,78 meter, der vejede 52 kilo…) og til min store glæde en hel sæson, hvor alle var lave. 

Efter årevis i dvale, afbrudt af en TikTok-renæssance under corona, er det dog endelig blevet tid til en kærlig-kritisk granskning af programmet, der set i bakspejlet ikke kun var i stand til at installere drømme og dårskab hos modtagelige 14-årige, men faktisk også smadre liv for de næsten lige så godtroende medvirkende. 

Netflix leverer nu med ‘Reality Check: Inside America’s Next Top Model’ en popdokumentaristisk dommedag over det både banebrydende og problematiske realityfænomen, der i sin storhedstid trak 100 millionervis af flowseere. 

Et program, alle ansvarlige burde skamme sig over – især Tyra Banks. Som imidlertid er den, der fortryder mindst. 

»Very beautiful … and dead«

Det starter ellers godt.

Den banebrydende Tyra Banks bliver supermodel op igennem 90’erne og sparker døre ind med sit gåpåmod som en sjælden sort kvinde i branchen. 

I håb om at give flere almindelige, ikke-hvide piger adgang til samme drøm finder hun på konceptet til ‘America’s Next Top Model’, der som den perfekte storm af behind the scenes-drama og modelkonkurrence bliver et gigantisk hit. 

Der var på prisværdig vis flere hudfarver og seksualiteter repræsenteret end i tidens andre programmer både blandt deltagere og dommere. Men ikke mere tolerance.

Grænseløsheden rasede fra start, hvor deltagerne blev filmet under brasilianske voksbehandlinger som noget af det allerførste ved ankomsten til modellejligheden i New York.  

Der var også plads til typer som 70’er-modelikonet Janice Dickinson som dommer, der ikke var bleg for at fortælle de medvirkende, at de kunne trænge til at »tabe 68 kilo«. Nogle gange sagde Tyra Banks hende imod, men hun fik altid taletid. 

Netflix-dokumentaren er et upåklageligt reality check.

Udover et medrivende portræt af ‘ANTM’s betydning og realityhistoriske kontekst zoomer den effektivt ind på de ekstreme øjeblikke, der blev definerende for programmet. 

Som da modellerne til en reklame for mælkelobbyen Got Milk som en sjov udfordring skal klædes ud og sminkes som andre racer – ovenikøbet med små matchende børn i armene!

Eller da de poserer som lig på gerningssteder, og en model, hvis mor sidder i kørestol, fordi hun blev skudt af sin ekskæreste, alligevel får til opgave at være et dødt offer med skudsår i hovedet. »Very beautiful … and dead«, lyder de rosende ord fra husfotografen Nigel Barker.  

For hver gang en ‘Top Model’-deltager får ordet, bliver det desuden tydeligere, hvor omfattende menneskelige konsekvenser hvert eneste skøre, virale øjeblik har haft. 

Tragedierne står i kø

‘Top Model’ leverede fuld plade i menneskelig tragedie omsat til usmagelig underholdning. 

Den unge deltager Shandi bliver fuld til en fest under optagelser i Milano, hvor en mandlig gæst har sex med hende i bevidstløs tilstand. Kameraerne ruller gennem det hele, og det er decideret hjerteskærende at se, da hun dagen efter knækker sammen og »bare vil dø«, men kun får lov til at ringe til sin kæreste derhjemme, hvis det bliver filmet.

Bagefter hænger programmet hende ud for at have været den utro kælling, han kalder hende i telefonen. 

Et dobbeltovergreb, som ingen heller ikke i 2026-dokumentaren vil tage ordentligt ansvar for. 

Og mens de tre effektive ‘Reality Check’-afsnit afslører den ene tragedie efter den anden, fra spiseforstyrrelser til MeToo, gaslighting og generel psykologisk terror, bliver den tonedøve ansvarsfralæggelse fra toplaget pinligere og pinligere. 

Jay Manuel er medfølende, men tegner også sig selv som offer. Nigel Barker er ofte tæt på at sige noget rigtigt, men får aldrig formuleret ægte fortrydelse. Miss J kan knap nok tale som følge af en hjerneblødning (mestercatwalkeren er sørgeligt nok blevet lam) og taler mest i øjenrul. 

Ingen siger undskyld for, at ingen sagde fra. 

Ustoppelig Tyra Banks

Tyra Banks tøver ikke med at tage æren for populariteten og de positive bedrifter, mens alt det uheldige var ude af hendes hænder. 

Kun det famøse crime scene-fotoshoot anerkender produceren Ken Mok som en fejlagtig »fejring af vold«. 

Men når man ser dokumentaren, står det meget klart, at hele ‘America’s Next Top Model’ var bygget på vold. 

Systematisk udnyttelse af kvinder fra dårlige kår, der fik drevet rovdrift på deres uvidenhed og manglende sikkerhedsnet, og som fejlagtigt troede, at vejen til modebranchens top specifikt krævede, at man kunne overbevise i rollen som savannedyr. 

Til sidst er der ikke noget som helst tilbage at smize over. 

Og selvom Tyra Banks konsekvent tyer til »jeg gjorde det bedste, jeg kunne på det tidspunkt«, fortæller de tidligere deltagere en anden historie.

At sprechtstallmeisteren var overmåde klar over, at de kontrakter, vinderen vandt, ikke forpligtede modelbureauerne til at skaffe dem egentlige opgaver, men var falske gevinster. ‘America’s Next Top Model’ udklækkede ikke modeller, men realitydeltagere, som ingen modegigant med respekt for sig selv dengang ville røre med en ildtang. 

Det minder mest af alt om en kult med Tyra Banks som leder, forbillede og mor, der orkestrerede og udnyttede sin tilbedelse. Hvilket hun tilsyneladende agter sig at blive ved med (sideløbende med sin ligeledes fucked up isbutiksgesjæft SmizeCream: »a bold, theatrical ice cream dream«). 

»Jeg føler ikke, mit arbejde er færdigt. Du har ingen anelse om, hvad vi har planlagt til cycle 25«, lyder det faretruende i dokumentarens sidste afsnit. 

Jeg venter ikke længere på Tyra-mail, men håber derimod, at ‘America’s Next Top Model’ er død og begravet. For alle andre end Tyra Banks lader faktisk til at være blevet klogere. 

‘Reality Check: Inside America’s Next Top Model’ kan ses på Netflix.