‘Yerma’: Hun går langsomt, men sikkert op i limningen
TEATER. Ufrivillig barnløshed. Er der snart et mere fortærsket emne?
’Yerma’ stiller sig i den efterhånden kilometerlange kø af teaterforestillinger, litteratur og andre kulturelle indspark, der prøver at fortælle os, verden, noget tilnærmelsesvist originalt om barnetrang og barnløshed.
Jeg er så træt af patostunge, lad-os-klemme-alle-facetterne-ind-på-én-gang-forestillinger, der formaner om, hvor svært og tungt det er at forsøge at få et barn. I stedet for bare at vise det.
Men alle de andre kan godt gå hjem nu. Her er ’Yerma’ nemlig, og mere behøver du ikke.
Undfanget i 1934 af Federico García Lorca, spansk venstrefløjsaktivist med forkærlighed for surrealisme og normbrud, der på tragisk vis endte sine dage som et af ofrene for Francos regime. Bearbejdet i 2016 af engelske Simon Stone til teatret Young Vic i London. Nu nænsomt oversat og instrueret af danske Thomas Bendixen i Jonas Flys minimalistiske scenografi i Skuespilhuset: kun en simpel græsplæne og elegant lyssætning. Mere behøves ikke, for fokus er på de seks skuespillere, der står på scenen.
Det hele handler om Yerma og hendes partner Jon. De har det faktisk ret godt. De er ikke ligesom de andre småborgerlige par i det villakvarter lidt uden for byen, hvor de netop har købt et stort hus. De er moderne mennesker, der ikke sådan ligger under for normer og konventioner.
Se bare Yermas hår under armene. Hvis ikke, det er symbol på normopgør, hvad er så?
Det står godt nok i skarp kontrast til, at hun er helt glatbarberet lidt længere nede, men det er altså kun fordi, det er sådan, Jon bedst kan lide det. Og i øvrigt er det ikke lige noget, hun går og praler med til sine veninder eller for sine Instagramfølgere.
Men et monster lurer bag ligusterhækken.
Yerma vil gerne have et barn. Det er ikke fordi, Jon ikke vil have et – han er måske bare ikke lige helt så ihærdig, som hende. Han er konstant væk på forretningsrejse, og de fertile vinduer er svære at nå.
Yermas søster får et barn med en helt forfærdelige mand, misundelsen tager over, afgrunden mellem Yerma og Jon bliver dybere, og med en følelsesmæssigt afstumpet mor, er Yerma temmelig alene i sin fine forstadsvilla.
Et halvt år går, så et mere, uret tikker, og Yerma går langsomt, men sikkert op i limningen.
Julie Agnete Vang og Mikkel Arndt, som Yerma og Jon, er ellers et hot par. De spiller både kærligheden og alle de grusomme, destruktive dynamikker med sjælden set dybde. Grimme skænderier, der føles lidt for ægte.
Vang er fuldkommen sønderlemmende. Hendes tragiske afgrundsfærd ses først i sprækkerne mellem hendes afledende sarkasme og insisteren på, at »alt er fint!« for senere at få frit spil i takt med, at hun trækker sig længere og længere væk fra verden.
Det kulminerer i en scene, hvor der på filmisk vis krydsklippes mellem en sanseløst påvirket Yerma, der forvildet snubler rundt på en festivalplads og ser gamle spøgelser i alle de mennesker, hun passerer, og en nu desperat Jon, der står derhjemme og ikke kan få fat på hende, imens han langsomt erkender, at den kvinde, der engang var Yerma, ikke findes længere.
Også Karen-Lise Mynster er helt vidunderlig som Yermas mor med langt, mellemblondt hår og en cigaret skødesløst for munden – som Joni Mitchell på det der albumcover. Hun afviser blankt nogensinde at skulle have været kontaktforskrækket, da børnene var små og behøver fire meters tilløb til et kram (som Yerma helt åbenlyst har brug for). Et kram, der i øvrigt varer cirka et kvart sekund, før hun må slippe i væmmelse.
Dramaet punkteres, lige som der er allermest brug for det, af en lille knivspids humor. Ikke nok til at undergrave stykkets alvor, men lige akkurat nok til at lukke lidt ilt ind i rummet, så vi igen kan trække vejret og tage det hele ind.
’Yerma’ tager sig tid til at folde sine karakterer ud, så de bliver til ægte mennesker. Altid levende og naturlige.
Ikke mindst takket være en sublim tekst (og oversættelse) rig på skæve formuleringer, der føles som taget ud af en samtale, du selv engang har haft.
Styrken ligger i simpliciteten. Det er ikke et mål at fortælle dig alt, hvad der overhovedet er at sige om ufrivillig barnløshed. ’Yerma’ forholder sig til én ting: den nær-psykotiske, relationsfordrivende, altopslugende tilstand, der kan ramme kvinder, der ønsker at blive gravide, men ikke kan.
Mange forestillinger har forsøgt at forklare det før, men det er først nu, at jeg forstår.
Kort sagt:
’Yerma’ er portrættet af det kødædende barnløshedsmonster, Danmark har manglet. En knusende smuk symbiose af sublimt skuespil, instruktion og manuskript.