’Jeanne d’Arc’ vil så gerne provokere, men hvad har pomfritbræk med noget at gøre?
TEATER. Det lykkes ikke ‘Jeanne d’Arc’ at formidle hovedpersonens livshistorie, så hvis du før eller efter forestillingen skulle være i tvivl, er den her:
Jeanne d’Arc er en fransk nationalheltinde, der som en ung pige blev kaldet af stemmerne i sit hoved til at frelse Frankrig. Styrket af hendes mod sejrede Frankrig over England i par slag i middelalderen, men Jeanne blev derefter dømt for kætteri og brændt på bålet. Hendes liv har ofte været fremstillet i kunsten, blandt andet i Giuseppe Verdis opera, der blev opført første gang i 1845.
Komponist SØS Gunver Ryberg har til Sort/Hvid bearbejdet Verdis opera i en elektronisk udgave ledsaget af spoken-word-tekster af en håndfuld digtere. Med teatrets egne ord, opløst og genopbygget den. Og sandt at sige er den blevet opløst, men jeg er i tvivl, om der også er tale om en genopbygning.
Operaen er iscenesat af instruktør Anja Behrens og scenograf Nathalie Mellbye, der ønsker at stille de ubehagelige spørgsmål om krig og retfærdighed; disse forbliver dog ubesvaret.
Vi starter stående i en sal med huller i væggene og rungende metalplader, der hænger ned fra loftet. To væsner kravler rundt med lysende øjne og creeper publikum ud, indtil operasangerne kommer rullende ind på en vogn og således introducerer sig selv.
Mens de synger, begynder de at skrælle kartofler og deler tallerkner med kartoffelmos ud til udvalgte publikummer. Mager kost, men uden mad og drikke dur helten ikke, tænker jeg, de vil frem til.
Operasangen er smuk, klassisk, sunget rent igennem. Det lyder nydeligt. Mellem sangstykkerne reciterer Jeanne d’Arc (Katinka Fogh Vindelev) stift teksterne, der virker en smule tvungne. »Mennesker / Her står vi / Mennesker / Her lever vi / Her ånder vi / Mennesker / Så mange er vi / Så mange«.
Herefter åbner porten ind til siddepladserne i den næste sal. Nærmest som bouncers står operasangerne og lukker kun folk selektivt ind – som om ikke alle i sidste ende skulle have adgang – og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det valg er truffet for at modvirke den ellers tynde substans.
Uanset hvad, foran os: En platform flankeret af trapper. Længere tilbage i midten et ophøjet trommesæt. En drone hænger stille i luften, mens rummet emmer af sort læder, skinnende rustninger og brynjer, det hele metallisk.
Med jetjagere i hænderne og ammunitionskroner på hovedet synger operasangerne videre, nu ledsaget af en percussionist bag trommesættet og to dansere, der indimellem snupper spotlightet.
»It’s not a warcrime if you’re having fun«, står der på skærmen med en smiley, og man må forstå på nogle droneoptagelser med soldater, der med healthbar over sig bliver skudt på, som var de med i et spil, at krig er dehumaniserende.
Så der er noget med moderne krig og teknologi, men hvad med den middelalderlige Jeanne d’Arc? Det er her, som om forestillingen kører i forskellige spor, der ikke mødes. Jeg savner, at den italienske tekst bliver gjort forståelig, enten i oversættelse eller konkret handling.
Men nu sker der noget, for operasangerne dækker pludselig scenen med en presenning. Iført skeletmasker og narkostumer kommer danserne ind med hver sit fad pomfritter. En af dem holder fadet foran mit ansigt, vifter den salte lugt af billige frysekartofler op i min næse.
Og så begynder alle på scenen at stoppe så mange pomfritter i kæften som muligt, til deres ansigter er fuldstændig udspilede af mos. Anstrengt hiver danserne efter vejret og forsøger at modstå den gagrefleks, der til sidst får dem til at brække sig.
Jeg følger en klat pomfritbræk vippe lige på kanten af scenen, indtil den falder på gulvet med et splat. Imens taber forestillingen på trods af denne shock value faktisk momentum, fordi vi derefter skal sidde og se på Jeanne d’Arc rydde presenningen væk.
Den slags latrinære indslag virker som et desperat forsøg på at provokere. Det er slet ikke til at forstå, hvad det har med krig eller Jeanne d’Arc at gøre. Måske at intet i verden betyder noget, så hvorfor ikke tvinge sig selv til at kaste op på scenen?
Også teksterne forekommer retningsløse, for eksempel denne linje: »Dine horder af søvnløse soldater, der fejer ind over fiktive grænser«. Grænser er måske fiktive, hvis man sidder trygt i København, men ikke for mennesker, der vover livet for dem. Er det ikke netop en af krigens problemstillinger? Et andet digt vil gerne have Børsen med i ligningen over alt i verden, der brænder, men Børsen brændte altså ikke på grund af krig.
Til slut smadrer operasangerne løs på strengene, mens Jeanne d’Arc hejses op i en jetjager og lovprises for at være en stor helbreder. Hvorfor hun egentlig er det, og hvorfor hun blev ofret, står for mit vedkommende hen i det uvisse.
Til gengæld ved jeg, at danserne kan have mange pomfritter i munden.
Men hvis Sort/Hvid mener, at de har præsteret et sammenhængende værk, der bruger myten om Jeanne d’Arc til at sige noget om krig, er det et selvbedrag.
Kort sagt:
På Sort/Hvid er Verdis ‘Jeanne d’Arc’ blevet skåret i småstykker, og tilbage er en mislykket forestilling, der nok har ambitioner, men ikke formår at forløse dem.