Verdens modigste instruktør? Uden tvivl!

PORTRÆT. Jafar Panahi er blevet kaldt en af verdens modigste filmskabere og væsentligste systemkritikere, og når man ser den iranske instruktørs værk, er det svært at være uenig.

Siden sine tidligste film har han – med lige dele indignation, humor og filmisk mesterlighed – rettet linsen mod Irans slagsider, hvor kvinder kan vinke farvel til rettigheder, hvor alle overvåger alle, og hvor præstestyrets dogmer hviler tungt over samfundet.

I 2010 resulterede det i, at præstestyret gav ham udrejseforbud samt forbud mod at lave film i 20 år. Han blev desuden idømt seks års fængsel, hvoraf han afsonede en mindre del, for hvad styret betegnede som »propaganda«.

Det har dog ikke stoppet Panahi, der siden da har rettet linsen mod sig selv for fortsat at dokumentere jerngrebet om det iranske samfund.

Hævn eller tilgivelse

Det skete først med den grænsebrydende ’This Is Not a Film’, der følger instruktøren i sin lejlighed, hvor han udtænker en ny film for at omgå styrets forbud. Resultatet blev sensationelt smuglet ud af landet i en kage og fik premiere på filmfestivalen i Cannes.

Panahis modstandsarbejde når på mange måder en kulmination med’It Was Just An Accident’, der vandt Guldpalmen i Cannes sidste år, nu er nomineret til to Oscar-statuetter og på torsdag har dansk biografpremiere.

I filmen retter instruktøren sin hidtil mest direkte kritik mod det iranske præstestyre, og selvom han ikke længere er at finde foran kameraet, er fortællingen blandt hans mest personlige – baseret på de syv måneder han tilbragte i fængsel i 2022, hvor han igen blev anholdt for propaganda, inden han blev løsladt kort efter at have indledt en sultestrejke.

’It Was Just An Accident’ handler om en bilmekaniker, der mener at være stødt på den mand, der torturerede ham, da han var fængslet for systemkritik.

I fængslet havde han dog bind for øjnene – ligesom Panahi selv havde det – så han kan ikke være sikker på, at han har fat i den rigtige. Derfor må han alliere sig med en række af sine tidligere medfanger for at blive sikker i sin sag.

Det underliggende spørgsmål er, om de vil vælge hævn eller tilgivelse? Og om den cyklus af vold, der har defineret det moderne Iran, kan brydes.

Præstestyrets jerngreb

Der er et tyndt væv, der adskiller fiktionen og virkeligheden i Panahis film. Ikke blot fordi han bruger sig selv og sit eget liv foran kameraet, men i lige så høj grad fordi filmene har en særlig dedikation til samfundet omkring dem.

Filmene handler i vid udstrækning om, hvordan hverdagen i Iran langsomt kvæles af præstestyrets jerngreb. I Guldløve-vinderen ’The Circle’, Sølvbjørn-vinderen ’Offside’ og Cannes-vinderen ’3 kvinder’ gælder det den kvindeundertrykkelse, som gennemsyrer samfundet.

De unge piger i ’Offside’ må ikke dyrke deres passion for fodbold, fordi stadionerne er forbeholdt mænd. Men ligesom Panahi nægter karaktererne at lade sig kue. De forklæder sig som drenge for at forfølge deres drømme.

I Cannes-vinderen ’Crimson Gold’, en spektakulær anti-kupfilm, vender han vrangen ud på de klasseskel, der driver befolkningen mod desperation. Og i den fænomenale Venedig-vinder ’No Bears’ er det Panahi selv, der igen søger friheden til at udfolde sig filmisk på grænsen til Tyrkiet, hvor han fjerninstruerer en spillefilm og debatterer med sig selv, om han skal krydse grænsen og vinde sin frihed eller blive tilbage og kæmpe for sit hjemland.

Det kunne dårligt være mere samfundspresserende film, men samtidig er de rundet af en humor og en stor kærlighed til Iran og menneskerne. Kritikken rettes altid mod de omkringliggende samfundsstrukturer, der får folk til at vende sig mod hinanden, og de traditioner, som nedarves.

Som Panahis franske producer Philippe Martin sagde om instruktæøren i et interview med New York Times:

»Jeg har sjældent mødt nogen, der er lige så drevet af en indre nødvendighed om at sige sandheden og fordømme det, de ser, på trods af de store personlige konsekvenser«.

Fiktion bliver til virkelighed

Panahi arbejder ofte med amatørskuespillere og et lille, dynamisk filmhold, så han kan indfange virkeligheden omkring sig uden et stort apparat. Det giver et unikt blik på det iranske samfund – de små landsbyer, han senere har optaget i for ikke at blive genkendt, og i hans tidlige film de stærkt trafikerede byrum, hvor kameraet virtuost væver ind og ud af trafikken, så man dårligt ved, hvad der er improviseret, og hvad der er iscenesat.

Ofte udspiller hans film sig i biler og andre former for transportmidler – flygtige rum, der hverken er private eller offentlige, men hvor man konstant er til skue, og omverdenen hele tiden rumsterer i udkanten af billedet og lydsporet.

Hans arbejdsmetode skyldes til dels nødvendighed, fordi han siden 2010 har måttet arbejde i hemmelighed for at undgå fængsel og siden censur.

Men siden hans tidlige film, hvor han arbejdede uhindret, har han været optaget af grænserne mellem fiktion og virkelighed, nøjagtig som hans læremester Abbas Kiarostami var det.

I ’The Mirror’, der vandt Guldleoparden på filmfestivalen i Locarno, forsøger en ung pige at finde hjem fra sin skole i Teheran, efter hendes mor ikke er dukket op for at hente hende. Men halvvejs inde i filmen brydes den fjerde væg, og pigen modsætter sig fiktionen: Hun vil ikke længere medvirke i Panahis film, fordi han hele tiden beder hende om at græde, hvilket hun er bange for vil føre til et tab af anseelse blandt hendes venner.

Vi ser Panahi og filmholdet, der forsøger at overtale hende til at færdiggøre optagelserne. Hun nægter stædigt. I stedet beslutter Panahi at følge hende på afstand: Nu er fiktionen blevet til virkelighed, for pigen er nu reelt blevet væk og må bede om hjælp fra fremmede for at finde hjem igen.

Som filmfotografen Amin Jafari fortalte til New York Times:

»At arbejde sammen med ham er dybt meningsfuldt. Under optagelserne bliver grænsen mellem film og liv meget tynd for mig – og måske for hele holdet. Derfor er det, selv når det er svært eller risikabelt, absolut det hele værd«.

Et ekstatisk øjeblik

Dokufiktionen har formet mange af Panahis senere film af ren og skær nødvendighed.

Kun på den måde kunne Panahi skjule, at han lavede film. Det ses blandt andet i Guldbjørne-vinderen ’Taxi Teheran’, hvor Panahi kører taxa og optager sine møder med passagerer, som vi aldrig får at vide, hvorvidt er iscenesatte eller ej, selvom de tydeligt lader til at være det. Panahi insisterer på ikke at fravriste fiktionens dens mysterier.

Mest originalt ses det i førnævnte ’This Is Not a Film’, hvor Panahi grundlæggende debatterer med sig selv og sin medinstruktør Mojtaba Mirtahmasb, hvad der skal til for, at noget kan karakteriseres som en film.

Mirtahmasb mener, at Panahi må dokumentere sin dagligdag for at vise livet i husarrest. Panahi forsøger at tage kontrollen tilbage fra regimet ved at iscenesætte en film i sin egen stue, hvor han gengiver handlingen og bygger kulisser med streger på sit gulvtæppe.

Men hvor er det filmiske i at fortælle sin filmide med det fattige talte sprog, der unægtelig kvæler den relation til den omkringliggende verden, instruktøren altid har interesseret sig for, spørger Panahi opgivende.

I et ekstatisk øjeblik tænder Panahi sin iPhone og forlader lejligheden for at følge skraldemanden i ejendommen. Pludselig skaber han en fortælling ud af ingenting og vrister magten tilbage fra styret. Var det planlagt eller ej? Igen flyder virkelighed og iscenesættelse sammen, når filmen skaber en ny virkelighed for øjnene af os.

I den gribende slutscene træder Panahi med en overlegen modstandshandling ud i det fri, mens fyrværkeri blænder himlen, og man er ikke længere i tvivl om, at man netop har set noget særegent filmisk.

Det er film, der inspirerer til mod og sammenhold. Og det er umuligt ikke at blive fyldt med ærefrygt, når man tænker på, hvordan Panahi igen og igen sætter sin egen frihed på spil for sit land og sin kunst.

Senest er han blevet dømt fængsel igen efter premieren på ’It Was Just An Accident’ – en dom, han fik, mens han var ude af landet i færd med sin Oscar-kampagne og er i færd med at anke. Hans medforfatter er blevet fængslet, og Panahi har udtalt, at han trods dommen – der også inkluderer et toårigt rejseforbud – planlægger at vende tilbage til hjemlandet efter Oscar-ræset.

Men bevågenheden omkring ham har aldrig været større, og der er intet, der tyder på, at Panahi igen vil lade sig kue.

Har man endnu ikke stiftet bekendtskab med Panahis fantastiske film, er det på tide at gøre det.

’It Was Just an Accident’ har dansk premiere på torsdag, den 19. februar.