’Code of Silence’: DR-aktuel serie finder en utroligt stærk vinkel på den britiske hyggekrimi
SERIE. Den nye britiske krimiserie på DR har alt, hvad den slags skal have. Men er dog alligevel noget helt særligt.
Selvfølgelig er den sat i middelalderlækre Canterbury med den flotte katedral, samtidig med at den unge hovedkarakter, Alison, bor sammen med sin mor i en lejlighed, de er ved at blive smidt ud af, da lejen stiger.
Selvfølgelig får hun arbejde på en pub, hvor hun skal håndskænke pints, og en række andre bifigurer kommer rendende. Det er, som om hele England er en landsby.
Men det meget vellykkede twist i ’Code of Silence’ er, at Alison er en døv amatør, der bliver involveret i politiets arbejde, fordi hun kan mundaflæse.
Det viser sig som en slags mild superkraft, når det kommer til detektivarbejde.
Politiet har brug for hjælp til at optrevle en bande, der planlægger en form for kup, men meget mere kender de ikke til planerne.
Derfor sender de agenter i forklædning med bittesmå kameraer til at filme bandens møder, så Alison kan aflæse, hvad de taler om.
Når hun gør det, professionelt og i sit private liv, er det utroligt fængende. Ligesom når der bliver skrevet beskeder i ’Sherlock’-serien med Benedict Cumberbatch, bliver de ord, hun aflæser, skrevet i billedet ved dem, der taler.
Men de materialiserer sig langsomt fra sløret til klart og fra meningsløse bogstavsamlinger til reelle ord og sætninger, efterhånden som Alison forstår konteksten og regner sammenhængen i ordene ud.
Det er umuligt ikke at gætte med på, hvad der bliver sagt. Det bliver som et lille mysterie i mysteriet hver gang.
Samtidig er det en effektiv variation i både lyd og billede, når der bliver stille, og stemmerne lyder, som om de kommer inde fra nabolejligheden. Sanserne bliver genvakt i stilheden, hvilket er et virkeligt underudnyttet virkemiddel i tv-formater, hvor intimiteten mellem seer og karakterer sagtens kan dyrkes.
Alisons overbevisende evner hjælper politiet med at spore sig ind på detaljerne i det store kup, men sikrer hende ikke uforbeholden popularitet.
På hjemmefronten vakler økonomien, efter far har forladt mor og datter, der begge er døve og har svært ved få arbejde. I desperation over sin umulige situation ligger Alison alt i sin nye mulighed hos politiet, men går også langt over stregen.
På trods af gentagne advarsler opsøger hun flere af de kriminelle og indleder en flirt med den unge forbryder Liam for at forfølge sagen.
Henad vejen bliver det dog mere og mere kompliceret, da hun både får kærlige og bekymrede følelser for fyren, der lader til at have rodet sig ud i noget rigtigt slemt.
Flere gange sætter hun sig selv og hele operationen i fare, men hendes chefer er alligevel afhængige af hendes evner.
Det samme er serien af den døvfødte skuespiller Rose Ayling-Ellis i hovedrollen, der med en dragende præstation står solidt plantet i centrum af fortællingen.
’Code of Silence’ lykkes med at kombinere hyggekrimien med socialrealistisk kapitalismekritik og oprigtigt intens spænding uden at nå sidste års ’Adolescence’ til sokkeholderne.
Den vinder på charmen, lidt inciterende blød craft brew-porno og det friske pust i at skildre døve liv på godt og ondt, så man får lyst til at lære tegnsprog.
Kort sagt:
’Code of Silence’ bryder med den britiske hyggekrimigenre ved at fokusere på en karismatisk døv karakter som mundaflæser og hjælpeløs amatørdetektiv.