FILMFAVORITTER. Lene Maria Christensen er frontfiguren i DR’s nye, store søndagsserie ’Uniformen’, og i rollen som nyansat rektor på Politiskolen får hun albuerum til at udfolde sit mangefacetterede talent i bedste sendetid.
»Hvis I er nervøse, så kan jeg fortælle, at det er jeg også«, smiler Sanne Hammerby halvkejtet til sit nye elevkuld på første arbejdsdag. Hun skal dog ikke gå mange introduktionsrunder, før der udøves intern ordensmagt og ryger hoveder blandt lærerstaben. »Der skal ske forandringer«, siger hun på lærerværelset, denne gang uden at fortrække en mine.
I privaten er Sannes vakkelvorne ægteskab med politikollegaen Martin (Jakob Cedergren) på midlertidig pause, mens et gammelt traume bobler under overfladen og manifesterer sig i en konstant spændingshovedpine.
Mest presserende af alt kommer hendes moralske kompas på prøve, da en politielev skyder og dræber en ung mand under en voldsom anholdelse.
Den Uafhængige Politianklagemyndighed indleder en efterforskning, der sætter spørgsmålstegn ved politiets magtanvendelse og uddannelse. Samtidig vokser presset på Sanne Hammerby i takt med ACAB-demonstrationerne på gaden, og sandheden sløres, som hun og eleverne konfronteres med uniformens tunge ansvar.
Bredt anerkendt som en af landets fineste skuespillere har Lene Maria Christensen tidligere flekset en imponerende fintunet sans for drama i DR-hittet ’Arvingerne’, ligesom man sidste år kunne opleve det i Charlotte Brodthagens hjerteskærende debutfilm ’Ingen kære mor’ og TV 2’s arkæologserie ’Danefæ’.
Her svarer skuespilleren på vores faste filmspørgsmål og kommer blandt andet omkring en særlig rørende premiere, et dansk mesterværk og at føle sig spejlet i en barndomsfilm, der stadig bor i hende.
Hvilken film har rystet din verden?
»Da jeg var barn, så jeg ’Dødens gab’. Det rystede fandeme min verden, helt og aldeles. Men det er klart, for man blev jo bange for at blive ædt. Så jeg tror faktisk, at jeg hellere vil svare ’The Son and the Moon’«.
»Det er en dokumentarfilm af Roja Pakari, der fortæller om hendes liv, kærlighed og sygdomsforløb og også om den arv, hun ønsker at give videre til sin søn. Den rystede min verden og gav mig samtidig håb«.
»Hvis det skal være mere filmteknisk, er det ’Scener fra et ægteskab’. Den rystede mig i forhold til historiefortælling, skuespil, følelser, menneskelighed og egoer. Jeg så den i 2004, og jeg var rystet i flere år, faktisk. Bagefter så jeg selvfølgelig mere Bergman, og indimellem var jeg et fucking spørgsmålstegn, for eksempel da jeg så ’Persona’. Det rystede mig, fordi jeg indtil da havde set nogle mere lettilgængelige film«.
Hvilken film har alt for få mennesker set?
»’Ingen kære mor’ af Charlotte Brodthagen og ’Min evige sommer’ af Sylvia Le Fanu. Det er to nye film fra New Danish Screen-ordningen, som alle bør sætte sig ned og se«.
»Der er en stor kærlighed og også noget smerte, som forbinder de to historier. Og så skal man se dem for at lære de her unge, kvindelige instruktører at kende, for de er virkelig dygtige. Også selvom det måske er lidt skamfuldt at nævne noget, jeg selv er med i«.
Hvilken biografoplevelse husker du tydeligst?
»Jeg husker meget tydeligt, da jeg så ’Roma’ af Alfonso Cuarón. Den handler om en hushjælp i Mexico City, og den er filmet og fortalt på en måde, så jeg sad tilbage med en oplevelse af at have været helt inde i et menneskes erindring. Jeg var ligesom med i instruktørens barndom. Det er en virkelig smuk film«.
»Der er flere scener, der nærmest lader publikums fantasi styre handlingen, fordi meget foregår uden for framen. Jeg sad fuldstændigt åndeløs tilbage i biografsædet og ønskede sådan, at jeg kunne dreje kameraet og se, om hun klarer den«.
»En anden slags biografoplevelse, jeg altid vil huske, er en premiere på ’Rose’, som vi holdt i Aalborg. Sofie Gråbøls karakter i filmen lider af skizofreni, og SIND (Landsforeningen for psykisk sundhed, red.) havde inviteret sine medlemmer til visningen. Der var en masse mennesker, der tydeligvis følte sig set og hørt. Det er jo der, man bliver mest ramt – når nogen har brug for det, vi laver. Det var sgu ret særligt i den biograf«.
Hvilken dansk film anbefaler du udlændinge at se?
»’Pigen med nålen’ vil jeg anbefale. Den er et mesterværk. Og så måske ’Gummi Tarzan’, fordi den er så dansk og naiv og handler om at ville være stærk«.
Hvilken film er dit foretrukne comfort watch?
»’Bridesmaids’. Den film er så velinstrueret og så godt spillet, og det er simpelthen så sjovt. Jeg synes, de kvinder er de dygtigste komediennes«.
»Den har min yndlingsform for humor: pinefuldt akavet. Jeg elsker det der med, når noget er super ubehageligt, men skuespillerne bliver ved med at stå i det, indtil man næsten ikke kan holde det ud. Og det bliver bare dyrket helt vildt godt i den film. For eksempel når chokoladefontænen bliver smadret eller den der battle, når de prøver at overgå hinanden i at være bedste veninder. Hele den humor i, hvor små mennesker vi kan være, er jeg en sucker for«.
Hvis du skal vælge én, hvad er så den bedste film, du nogensinde har set?
»’Mit liv som hund’ af Lasse Hallström er en kæmpe yndlings. Den stjal mit hjerte som helt ung, og den har stadig en særlig plads. Sorgen, håbet og alt det skøre, som den unge Ingemar oplever efter at have mistet sin mor«.
»Han får en ny familie og et nyt liv, og så møder han Saga. Jeg var selv sådan en drengepige, og det er hun også. Jeg tror lidt, jeg manglede at se andre, der også var det, så det betød faktisk rigtig meget. Og så er der en mærkelig scene, hvor han skal kaste mælk i hovedet, og jeg elskede, at det var mærkeligt. Den film bor i mig«.
’Uniformen’ har premiere på DR TV 20. februar.