ÅRET DER GIK. Hvis filmoptagelser har været særligt hårde,taler filmskabere nogle gange om, at de bare er glade for, at de overlevede.
Men i tilfældet ’The Son and the Moon’ (vist på TV 2 under titlen ’Min arv bor i dig’) står den beskrivelse i et helt andet seriøst og bogstaveligt lys.
Dokumentarfilmen er nemlig instruktør Roja Pakaris afskedsbrev til sin på det tidspunkt femårige søn, Oskar. Optaget under de år, hvor Roja var alvorligt bange for, at hun ikke ville overleve sin uhelbredelige knoglemarvskræft.
I ’The Son and the Moon’ følger vi Rojas kamp for overlevelse gennem opslidende behandlinger, men mindst lige så meget oplever vi hendes forsøg på at give sine iranske rødder videre til sin søn: sproget, kulturen og familiens fortid i et land, hendes søn, der er født og opvokset i Danmark, ikke kender.
Det resulterer i en film, som er både personlig, rørende, tankevækkende og faktisk også både lun og opløftende. Ja, som faktisk er så god, at vi på Soundvenue tidligere i december kårede den som årets bedste danske film.
I den anledning ringede vi til Roja Pakari for at høre, hvordan hun har i det i dag – og hvordan hun har oplevet modtagelsen af filmen, som fik premiere på CPH:DOX-festivalen i foråret, fik flotte anmeldelser ved TV 2-premieren og var Danmarks indstilling til Nordisk Råds Filmpris.
Tør næsten ikke sige det højt
Roja, allerførst og vigtigst: Hvordan har du det i dag?
»Jeg har det godt. Jeg er i forebyggende behandling, hvor jeg er på Rigshospitalet hver anden uge og får en behandling, hvor jeg selv er lært op i at tage medicinen. Det er virkelig fedt at tage kontrol på den måde. Sygdommen er i bero, og siden jeg lavede filmen, føler jeg langsomt, at jeg er ved at vende tilbage til et normalt liv og også bare være åben over for at lave nye ting«.
»For da jeg lavede filmen, tænkte jeg: ’Det her bliver min første og sidste film’. På det tidspunkt vidste jeg ikke, om jeg kom til at overleve, så jeg lagde bare alt, hvad jeg havde af kærlighed og lyst og drømme ind i det. Og pludselig ser det nu fuldstændigt anderledes ud«.
Så der er virkelig håb om, at du kan komme helt af med sygdommen?
»Ja, det er der. Myelomatose, som det hedder, er en kronisk kræfttype lige nu, men der bliver forsket så meget inden for området, og der er lige kommet en ny behandlingsform, som er blevet godkendt i Danmark her for nogle uger siden, hvor man dybest set kan blive kureret, hvis kroppen tager godt imod behandlingen. Jeg tør næsten ikke sige det højt, for det er så nyt stadig, men der sker rigtigt meget«.
Det er fantastisk godt at høre. Og hvordan har din søn Oskar det?
»Han har det rigtigt godt. Da filmen skulle ud, var vi forberedte på at skulle forklare ham, at nu kommer der en film, og det handler om os. Vi sagde, at du kommer ikke til at se filmen foreløbigt, det er en film for voksne, men den findes. Jeg fortalte, at jeg har kræft, og vi talte om det, og vi spurgte, om han vidste, hvad kræft er, og vi forklarede, at lægerne passer godt på mig. Han vender tilbage med spørgsmål omkring sygdommen, når han har brug for det, og jeg føler, vi har gjort det på den rigtige måde, fordi han er tryg nok til at komme og spørge ind til det. Men han er kun otte, så han er jo også hurtigt videre, og sådan skal det jo også helst være«.
Har du gjort dig tanker om, hvornår han skal se den?
»Det er et godt spørgsmål, for hvordan kommer han til at udvikle sig de næste år, og hvordan udvikler sygdommen sig? Da jeg lavede filmen, var det så grænseoverskridende at sige nogle af de ting, jeg siger i åbningsscenen, og jeg siger det på iransk, fordi det er et sprog, han ikke forstår for at lægge lidt afstand ind. Dengang tænkte jeg jo, at han måske ville se den, når jeg ikke er her. Men håbet er jo nu, at vi kan se den sammen en dag, om det så er, når han er 12 eller 20«.
Svær at sælge
Filmen var et slags afskedsbrev, så hvordan ser du selv på den i dag, nu hvor du forhåbentligt ikke skal herfra lige foreløbigt?
»Jeg er glad for, at den er blevet lavet som et afskedsbrev, fordi det var sådan, jeg havde det på det tidspunkt. Jeg er glad for, at jeg turde stille mig frem og sige: Sådan her er livet. Tænk hvis jeg ikke overlevede – så ville jeg fortryde, at jeg pakkede det for meget ind og ikke turde være ærlig«.
»Mine forældre har altid været overbeskyttende over for mig og min bror, når det kom til den slags ting, og det havde jeg ikke lyst til. Hvis nu jeg ikke er her, er det så vigtigt for mig, at Oskar får den fulde fortælling om, hvordan det var. Og så synes jeg også, det er fedt, at jeg én eller anden dag kan sætte mig ned og se den igen og sige: Det var alt det, jeg gennemgik på det tidspunkt«.
Hvordan har du oplevet modtagelsen af filmen?
»Det er ret vildt. Jeg havde tænkt, det nok var en film primært for det internationale publikum, og jeg havde ikke de højeste forventninger om det danske publikum. Men jeg er virkelig, virkelig blevet overrasket. Her i Danmark og Norden er den blevet taget så godt imod. Jeg er blevet overrasket og meget rørt over, hvordan folk har taget den til sig«.
»Jeg kan ikke helt tage det ind faktisk. Vi er fire mennesker, der har lavet den her film – så er der kommet flere indover undervejs, men vi er det mindste hold, og den er lavet på super lowbudget, og vi lovede bare os selv at lave en film, vi syntes var fed. Det viser, at man ikke altid skal lytte til alle mulige andres krav«.
Filmen fik premiere på først CPH:DOX og så på TV 2. Du har ikke savnet den store biografpremiere?
»Nej, det havde selvfølgelig været fedt, men der var ikke rigtigt nogen, der turde satse på filmen på den måde. Heldigvis har CPH:DOX været gode til at få filmen ud, og jeg var selv meget optaget af, at den skulle ud på TV 2.
»Den er også svært, for hvordan sælger man den lige – en film, der handler om en kvinde, der er uhelbredeligt syg. Alle er lidt bange for at se den. Jeg skal tit sige til folk, at jeg forstår godt, at du tøver med at se den, men jeg lover, at det også er en livsbekræftende film, der får dig til at grine«.
Once in a lifetime
Er der reaktioner fra publikum, der har gjort indtryk på dig efter premieren?
»Vi viste den blandt andet i Albertslund, hvor der både var ældre og unge med etnisk baggrund, og det var ret vildt at mærke, hvad filmen gjorde for de forskellige. Der var en pige, der sagde tak, fordi hendes mor havde været syg, siden hun var barn, og det var første gang, hun fik et indblik i sin mors liv. Det blev jeg meget berørt af. Så sad der en ældre dame ved siden af, der sagde tak for at vise, hvordan man kan være i sygdomsforløb og ikke give op. Andre fokuserer på det med ophav og om at give noget videre til ens børn. Det er helt fantastisk at høre så forskellige reaktioner«.
Hvad er dit næste projekt?
»Jeg er blevet tilbudt nogle ting, jeg har takket nej til. Jeg ved godt, at jeg aldrig kommer til at lave noget lignende som ’The Son and the Moon’ igen, det er en once in a lifetime. Men jeg har lyst til at lave noget, jeg virkelig brænder for. Skal det være dokumentar, skal det være mennesker, jeg virkelig har lyst til at være sammen med i et-to år. Jeg skal ikke lave noget bare for at lave det. Jeg skal turde sige nej til projekter. Men jeg skal i januar holde møde om et dokumentarprojekt, en personlig fortælling, jeg ikke kan sige mere om lige nu«.
»Men efter vi havde premiere på ’The Son and the Moon’ i marts under CPH:DOX, gik jeg direkte videre på Marijana Jankovic’ kommende debutspillefilm ’Hjem’, hvor jeg var teknisk instruktør. Marijana og jeg er barndomsvenner og er vokset op sammen, og jeg kender den historie, hun fortæller i filmen, og har været en del af den«.
»Det var fedt at få lov til at være med ved hendes side. Fedt at opleve hende som instruktør og vildt at mærke, at jeg også er i stand til at gennemføre sådan en produktion. Fagligt selvfølgelig, men også fysisk. Nu er jeg bare åben for, hvad der sker i 2025«.
’The Son and the Moon’ / ‘Min arv bor i dig’ kan ses på TV 2 Play.