KOMMENTAR. Ud af sidste års 32 danske spillefilm var der én hovedrolle til en brun dansk skuespiller:
Zaki Youssef i ’Vildmænd’, som man endda godt kunne vælge at kategorisere som en stor birolle over for Rasmus Bjergs vildmand i centrum. De brune biroller i de 32 film kunne samtidig tælles med ganske få fingre.
Det var et pauvert resultat set i lyset af, at etnisk mangfoldighed har været på dagsordenen i dansk film over et årti. I 2012 vakte det debat, da filmen ’MGP Missionen’ fik afslag af Det Danske Filminstitut blandt andet med den begrundelse, at publikum i provinsen ikke gad se på karakterer med indvandrerbaggrund. Året efter lovede Filminstituttet, at de ville sætte spot på problemet.
Nu er 10 år gået. I februar offentliggjorde instituttets deres nyeste rapport om den etniske mangfoldighed i dansk film, som konkluderede, at der på spillefilmområdet var sket et fald i antallet af nydanske skuespillere siden 2018, om end der var sket en lille stigning i andelen af nydanske karakterer.
»Vi må erkende, at der de seneste 10 år ikke har været nogen større udvikling i retning af større etnisk mangfoldighed i dansk film«, tilstod Filminstituttets direktør Claus Ladegaard.
I år har kampagnen ’Et større billede’ sat nyt fokus på ensartetheden i dansk film, både hvad angår hudfarve, kønsidentitet, handicap og andre minoriteter. Med flere skuespillere i spidsen pegede de blandt andet på hvidheden i ’Riget Exodus’, ’Fædre og mødre’ og Thomas Vinterbergs kommende TV 2-serie ’Familier som vores’.
Og selvom Lars von Trier reagerede med en stor fed fuckfinger, står det klart for de fleste, at dansk film er nærmest pinlig bleg at se på.
Storbyen, provinsen og fortiden
Disse uger virker derfor som en opsigtsvækkende anomali. På to uger har hele tre film med ikke-hvide hovedroller fået premiere: ’Underverden II’, ’Viften’ og ’Stille liv’.
Og ikke nok med det: De to førstnævnte kommer med et helt ensemble af brune og sorte skuespillere på en måde, som vi meget sjældent har set på dansk grund.
I ’Underverden II’ har Dar Salim hovedrollen som kirurgen Zaid, der må infiltrere en københavnsk bande for at genvinde sin frihed. Nye brune skuespillere med vidt forskellige baggrunde som Soheil Bavi, Abud Mustafa, Ahmad Ayman, Mohamed Djeziri, Baloosh og Noah Carter er på rollelisten.
I ’Viften’ spiller Sara Fanta Traore og Anna Neye to sorte kvinder med forskellige pladser i hierarkiet på Skt. Croix under det danske kolonistyre i 1848. Det er en film, hvor de hvide skuespillere er i undertal, og i biroller ser man blandt andre Prince Yaw Appiah, Caroline Henderson, James Sampson og Chérie Celeste Malone.
’Stille liv’ handler om den 19-årige, introverte Carl, der som adoptivbarn fra Korea føler sig fremmedgjort i den danske provins med arbejdet på familiens gård, racistiske familiemedlemmer og generisk håndboldshalsliv. Hovedrollen indtages af det nye navn Cornelius Won Riedel-Clausen, mens Clara Thi Thanh Jensen spiller hans søster, der også er adopteret.
Det er slående, hvor forskellige de tre film er. ’Underverden II’ er en hæsblæsende actionfilm, ’Viften’ en både hård og absurd genreblanding om et mørkt og underbelyst stykke danmarkshistorie og ’Stille liv’ et lavmælt drama med små overnaturlige glimt.
Mens den første ’Underverden’ meget direkte behandlede den kultursplittelse, danskere med en anden etnisk baggrund kan føle, er ’Underverden II’ en mere rendyrket actionhistorie, hvor Zaids ophav ikke spiller en fremtrædende rolle. Heroverfor står hudfarve og etnisk herkomst i forgrunden i både ’Viften’ og ’Stille liv’.
Den ene film foregår i storbyen, den anden i provinsen og den tredje i fortiden. Stilistisk befinder de sig også på hver deres planet. ’Underverden II’ er stramt komponeret suspense, ’Viften’ kulørt, farverig og flagrende, og ’Stille liv’ båret af tableauer og totalskud, der giver en særlig blanding af hverdagsrealistisk autenticitet og en fantasiagtig stemning.
Fælles for alle tre er høje æstetiske ambitioner.
Andet end billetsalget tæller
De tre film rummer meget af det, vi længe har savnet i dansk film – fortællinger om nogle af de ømmeste punkter i det danske samfund, lavet af og med filmfolk, der ved, hvad de snakker om.
Nu er dansk films mangfoldighedsmæssige lykke naturligvis ikke gjort med tre titler. Succesen står og falder med et mere konstant, forskelligartet billede over en årrække. Og det skal for guds skyld ikke være sådan, at man føler, at diversitetsgeden nu er barberet, og at krydset på tjeklisten for film om racisme, andethed, Danmarks kolonifortid, bandemiljøer og kultursplittelse nu er endegyldigt sat.
De tre film rummer i det hele taget både veje til efterfølgelse og faldgruber for de kommende år.
Et væsentligt element er billetsalget. ’Underverden II’ – utvivlsomt det mest kommercielle udspil af de tre – brager imponerende derudaf med over 100.000 solgte billetter på to uger.
De to øvrige går en sværere tid i møde kommercielt. Forventningerne har utvivlsomt været begrænsede til ’Stille liv’, der foreløbigt har solgt 2300 billetter på to uger. Nu går den kun i få biografer på skæve tidspunkter.
Mere bekymrende har ’Viften’ solgt blot 2100 billetter den første uge, selvom den har været ude i pæne 62 biografer landet over. Forhåbentligt kan den blive et slowburn-hit, i takt med at mere og mere omtale er tikket ind, og rygtet om dens originalitet for alvor cirkulerer.
Uanset hvad vil det være en katastrofe, hvis ’Viften’ og ’Stille liv’ bliver dømt som fiaskoer på baggrund af box office.
’Stille liv’ var udtaget til Berlin-festivalen og sætter fokus på en minoritet, der aldrig før har fået en nuanceret behandling i dansk film, og ’Viften’ har sat skub i en kulturel og danmarkshistorisk samtale, som har været foruroligende forsømt. Det er to film, der har potentiale til at få et langt liv i undervisningssammenhæng – to film, som alle unge i Danmark bør se i generationer frem.
Det er succesparametre, der er langt vigtigere for film som disse i vores statsstøttede kunstsystem end deres aktuelle biografsalg, så lad det nu ikke blive kimen til en genoplivning af den ældgamle diskurs om, at danskerne ikke gider se film med ikke-hvide hovedpersoner eller fortællinger, der konfronterer os med vores racisme, fordomme eller uvidenhed.
Der er også film med hvide mandlige hovedroller, der kun sælger et par tusinde billetter.
Netflix-film den store undtagelse
Forskellige film kan og skal forskellige ting, og samtidig kan vi så juble over, at en genrefilm af en brun instruktør med en brun hovedrolle kan blive en crowdpleasende sællert.
Det har en værdi i sig selv, når mainstreamdøren sparkes eftertrykkeligt ind, som Fenar Ahmad har gjort med ‘Underverden’-filmene.
Samtidig tjener alle tre titler som gode eksempler på, hvad dansk film bør bygge videre på.
Dels betoner de vigtigheden af, at en bred palet af stemmer uddannes og kommer til fadet. De tre film er kun blevet til, fordi dygtige filmskabere har haft et unikt blik for og på materialet, henholdsvis Fenar Ahmad, Anna Neye og Malene Choi. De er selve fundamentet for filmenes eksistens.
Dels understreger de, at dansk film skal turde stikke fingrene i samfundets væskende sår frem for at drukne i klassiske historiske dramaer og eskapistiske biopics. Og at samfundsrelevante film ikke behøver se ud på én måde – de kan både pakkes ind som underholdende actionfilm og dristig satire.
De eroderer også nogle af de stereotyper, der stadig knytter sig til populærkulturens skildringer af etniske minoriteter.
»Man ser en tendens for øjeblikket til, at der kommer flere brune biroller på tv, hvor det så primært er som den søde bedste ven. Det er 2023, og hvis en brun karakter driver et drama som hovedrolle, er det bare stadig, som om nu er det virkelig vildt«, sagde Anna Neye ved Soundvenues forpremiere på ’Viften’, mens Fenar Ahmad ville gøre op med, at film typisk skulle se lidt billige og håndholdte ud, når de handlede om brune mennesker.
I både ’Viften’, ’Underverden II’ og ’Stille liv’ ligger kravet om en mangfoldig casting i selve fortællingernes karakter. Det er umuligt at komme uden om. Mens vi til gengæld ikke er nået dertil, hvor en hovedrolle i en dansk film, der lige så godt kunne være hvid, bliver givet til en brun skuespiller.
En af de eneste undtagelser, jeg kan komme i tanke om, er Dar Salim i ’Kærlighed for voksne’, som er lavet for Netflix, der prioriterer diversitet på en måde, hvor dansk film slet ikke kan være med.
Dansk films stereotyper og diversitetsmæssige fattigdom er langt fra udryddet med ’Underverden II’, ’Viften’ og ’Stille liv’. Men lad os nu og her stemple dem som succeser og hylde dem for deres nybrud.
Og håbe på, at de blot er begyndelsen.
Både ’Underverden II’, ’Viften’ og ’Stille liv’ går i biografen.