’Stille liv’: Et smukt og visionært særsyn i dansk film
Den første indstilling i Malene Chois imponerende drama ’Stille liv’ indkapsler perfekt instruktørens unikke stemme i dansk film.
I en lang panorering åbenbares et smukt dansk sommerlandskab i de jyske marker til tonerne af Carl Nielsen. Danmark med stort D.
Men pludselig slår en meteorit ned i marken. Et fremmedlegeme har gjort sin entré.
På samme måde som meteoritten hører den 19-årige hovedperson Carl (Cornelius Won Riedel-Clausen) ikke rigtigt hjemme i adoptivfamiliegårdens kostalde, i de omkringliggende kornmarker, i håndboldhallen, hvor han gemmer sig for de andre drenge, og i de brune bodegaer, som er det sociale omdrejningspunkt i byen, hvor man ikke kan lave meget andet end at arbejde og drikke sig fuld.
Faren (Bjarne Henriksen) forsøger ganske vist at køre Carl i stilling til at overtage slægtsgården. Men Carl drømmer om skyskraberne i sin fødeby Seoul i Sydkorea og den biologiske mor, han aldrig har kendt.
Filmen er Chois første rendyrkede fiktionsfilm efter den lovende hybriddebut ’The Return’ om to dansk-sydkoreanske adoptivbørn, der forsøger at finde deres biologiske forældre.
I ’Stille liv’ videreføres tematikken om at være splittet mellem to kulturer og hverken føle sig hjemme i sit fødeland eller i sit nye hjemland.
Carls splittelse manifesterer sig flere gange (meta)fysisk, når spøgelset af hans biologiske mor dukker op, eller et skyggebillede af Seouls skyline pludselig dobbelteksponeres over den lokale havn.
Længslen mod en verden, hvor han falder ind i mængden og ikke stikker ud, er hele tiden til stede. Modsat på den lokale bodega, hvor stamgæsterne sætter ham i bås med gæstearbejdere, fordi han ser anderledes ud.
Men Choi er ikke ude på at pege fingre. Man mærker en kærlighed til karaktererne, særligt adoptivforældrene, der bliver gjort til hele mennesker med egne sorger. Bodil Jørgensen som adoptivmoren, der kun vil sin fremmedgjorte søn det bedste, men selv tumler med indre smerte, er fremragende.
Der bliver ikke gjort en stor pointe ud af de racistiske bemærkninger, som Carl bliver mødt af. Det er dagligdag. Selv når hans fulde fætter til en familiesammenkomst højlydt siger, at Carl kan rejse hjem, hvor han kommer fra, glider bemærkningen tilsyneladende af på resten af selskabet. Men kommentaren sætter spor i Carl.
Blikket på andetheden er så indgroet i samfundet, at end ikke faren tager sønnen i forsvar, før sønnen gør ham opmærksom på hans passivitet.
’Stille liv’ er gennemført som rørende hverdagsdrama, men også stilistisk er ambitionerne høje.
Filmen består af lange panoreringer, statiske totalskud og tableauer, der bliver indgangen til en fantasifuld, højnet virkelighed – smukt indfanget af Louise McLaughlin, en af de bedste danske filmfotografer lige nu.
I samarbejdet med en række ikke-skuespillere i de bærende roller fremmaner Choi en levet virkelighed, der trods den markante stilisering føles umådeligt autentisk.
Der er mange lighedstræk med Frelle Petersens fremragende sønderjyske familiedramaer ’Onkel’ og ’Resten af livet’, hvis ærinde også er at give en stemme til eksistenser, som alt for længe er blevet overset i dansk film. Men Choi tager på forbilledlig vis ambitionen om at skildre hverdagen skridtet videre ved at styre udenom de dramatiske dødsfald, selvmord og andre tragedier, som generelt er en drivende kraft i dansk film.
I Chois yderst kompetente hænder bliver de dramatiske vendepunkter overflødige, når det store menneskelige drama i stedet opstår i de små, lavmælte detaljer og i den hypnotiske skildring af livet på gården. Til tider med lidt for overtydelig symbolik og relationer, der sagtens kunne udfoldes mere.
I et særligt magisk øjeblik sætter filmen Carl fri, når den forestiller sig en alternativ virkelighed, hvor han får lov at blende ind i mængden i det ukendte Sydkorea og bygge en usynlig bro mellem sit biologiske ophav og sit liv i Danmark.
Det er et smukt særsyn i dansk film.
Kort sagt:
Malene Chois ’Stille liv’ er en visionær udforskning af det danske blik på andethed, som alt for sjældent ses i dansk film. En lille film, der formidler store følelser, uden at det nogensinde føles forceret.