’Kærlighed for voksne’: Dansk Netflix-film er én lang utroværdig kliché
Engang var Netflix’ originalproduktioner friske og tidstypiske bud på velkendte genrer af høj kvalitet – som ‘Orange Is the New Black’, ‘House of Cards’ og ‘Unbreakable Kimmy Schmidt’.
Bevares, man kan stadig finde guld på Netflix, men man skal lede længere og længere i alt det skrald, streamingtjenesten efterhånden er fyldt op med ud fra en underlig devise om, at alt nyt er godt nyt.
Jeg er ærgerlig over at måtte kategorisere Barbara Rothenborgs danske Netflix-film ‘Kærlighed for voksne’ i skraldekategorien, men den er simpelthen én lang kliché af jalousiintriger, mord, gumpetunge replikker og overspil. Faktisk er kærlighedsthrilleren den dårligste film, jeg har set siden ‘Toscana’, Mehdi Avaz’ tåkrummende Netflix-feelgood-drama med Anders Matthesen.
Det er godt nok kedeligt, at de to titler skal være repræsentanter for dansk film på verdens største streamingtjenste.
Rothenborg har ellers samlet et stærkt skuespillerhold ført an af Dar Salim og Sonja Richter, der spiller ægteparret Christian og Leonora. De bor i deres store hus sammen med sønnen Johan (Milo Campanale), som har været alvorligt syg i længere tid, men er nu rask, glad, forelsket og på nippet til at springe ud som student.
Hans sygdom har dog tæret på parrets ægteskab. Leonora er bitter over at have opgivet sin karriere som violinist for at passe sønnen. Og da hun nu opdager, at Christian har en affære med en yngre kollega i sit entreprenørfirma, gør hun det klart, at han denondelynemig ikke skal forlade hende med ingenting. Derfor truer hun med at melde ham for det regnskabsfusk, han har fiflet med for at betale sønnens dyre lægeregninger.
Christian er en presset mand, for han er forelsket i kollegaen Xenia (Sus Wilkens), som også presser ham for at vælge mellem hende og konen. Derfor tager han en drastisk beslutning, som ikke skal afsløres her, men som afføder en række blodigt dramatiske begivenheder og psykologiske spil, der bliver mere og mere utroværdige, jo længere plottet skrider frem.
Blandt andet viser Leonora sig som en iskold psykopat, der tager nogle gevaldige kovendinger, hvor det er svært at forstå hendes motivation.
Som ekstra gods til klichéerne har filmen en rammehistorie, hvor Mikael Birkkjær i rollen som efterforsker advarer sin voksne datter, der skal giftes, om hvor farlig kærlighed kan være. Langt de fleste mord handler om kærlighed og jalousi, må vi forstå – og tak, den banale pointe forstod vi også uden den didaktiske overforklaring.
Den overdrevent ildevarslende musik og symbolske billeder af den skumle skov og dybe hav gør ikke sagen bedre. Og de arme skuespillere kan ikke stille meget op med deres utaknemmelige replikker og tynde karakterer.
Kort sagt:
Netflix’ nye danske jalousidrama er én lang utroværdig kliché om jalousiens grimme væsen i parcelhusdanmark.