Tom Cruise modtager karrierens første Oscar

Tom Cruise modtager karrierens første Oscar
Tom Cruise. (Foto: Mike Coppola/WireImage)

Tom Cruise er en af tidens absolut største Hollywood-stjerner, men han har aldrig modtaget en Oscar-statuette. Det bliver der nu lavet om på, skriver The Wrap.

Tirsdag annoncerede Academy of Motion Picture Arts and Sciences, bedre kendt som Oscar-akademiet, nemlig, at Tom Cruise skal modtage en æres-Oscar til årets udgave af Governors Awards, hvor udvalgte aktører i filmbranchen hyldes for deres livslange bidrag.

Dolly Parton, ‘Fame’-koreograf Debbie Allen og ‘Do the Right Thing’-production designer Wynn Thomas gør Cruise selskab som årets prismodtagere.

Allen og Thomas får ligesom Cruise hver deres æres-Oscar, mens Parton modtager prisen Jean Hersholt Humanitarian Award, som gives til personer i filmbranchen, der har ydet en særlig humanitær indsats.

»Debbie Allen er en banebrydende koreograf og skuespiller, hvis arbejde har fascineret generationer og krydset genrer. Tom Cruises utrolige engagement i vores filmfællesskab, i biografoplevelsen og i stuntmiljøet har inspireret os alle«, udtaler Janet Yang, Oscar-akademiets forperson.

»Den elskede entertainer Dolly Parton legemliggør ånden i Jean Hersholt Humanitarian Award gennem sin urokkelige dedikation til velgørenhedsarbejde. Og production designer Wynn Thomas har givet liv til nogle af de mest langtidsholdbare film med et visionært blik og et enestående håndværk«.

Vi skal helt tilbage til 2000 for at finde Tom Cruises seneste Oscar-nominering for sit skuespil, nemlig hans mindeværdige birollepræstation i ‘Magnolia’. Før det blev han nomineret for sine roller i ‘Jerry Maguire’ i 1997 og ‘Born on the Fourth of July’ i 1990.

Lige nu er den stuntglade actionstjerne biografaktuel i ‘Mission: Impossible – The Final Reckoning’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af