KOMMENTAR. Det har været fortællingen om filmmediet i over et årti:
Hollywood laver kun tomhjernede publikumsleflende prequels, sequels og spinoffs. Filmverdenens bundlinjefikserede jakkesæt tør aldrig satse på originalitet. Biograferne er kun for de helt store brag, resten kan ses derhjemme i sofaen, og skal man gribes af stærke nytænkende historier, er det alligevel i seriemediet, det sker.
Men her ved starten af det nye år er der anledning til at mane det narrativ til jorden. Vindene er ved at vende i filmens favør.
Sjældent har der været så mange originale film i de danske biografer som lige nu. Medmindre man kun gider se Marvel-ramasjang og andre af Hollywoods storproduktioner, er menuen på det hvide lærred så kvalitetsspækket, at det største problem er at nå at se det hele.
I dag får en af årets uomtvisteligt vildeste oplevelser, Yorgos Lanthimos’ ’Poor Things’ med Emma Stone, premiere. Det er en film, hvor fortællelysten driver ud af hver en æstetisk gennemført og fortællemæssigt dristig pore. Og et eksempel på, at det fuldkommen egensindige – det værk, der ikke kunne være lavet af andre end netop denne visionære filmkunstner – godt kan svare sig. Filmen er godt på vej mod et hav af Oscar-nomineringer på tirsdag.
Så sent som i sidste uge gjaldt det en anden af de mest omtalte film fra arthousekredsløbet 2023, nemlig Jonathan Glazers ’The Zone of Interest’ om en SS-kommandant og hans familie, der lever deres bedsteborgerlige liv lige op af Auschwitz-koncentrationslejren. En film, der gennem kontrasten mellem lyd og billede viser, at det stadig er muligt at fortælle rystende og nytænkende om nazismens uhyrligheder, selvom vi har set hundredvis af film om Anden Verdenskrig tidligere.
I den helt anden ende af spektret finder man Alexander Paynes’ ’The Holdovers’ om en vranten kostskolelærer (en uforlignelig Paul Giamatti), der spenderer juleferien på skolen sammen med et problembarn og en sorgramt køkkenmedarbejder.
Det er den mest tilfredsstillende feelgood-film, jeg har set i årevis – en genre, Payne (’Sideways’, ’Nebraska’) bare mønstrer bedre end de fleste med sine lige dele morsomme og eksistentielt smertelige manuskripter.
Tidens hotteste skuespillere
De tre film er på hver deres måde argumenter for biografoplevelsen, der falder uden for den sædvanlige ’kæmpe effektbrag = skal ses i biografen’-logik.
’Poor Things’ er både visuelt bemærkelsesværdig og en film med choks og grin, der gør sig bedst i samhørighed med andre. ’The Zone of Interest’ kræver ens fulde opmærksomhed – og et godt lydsystem for at få det hele med. Og selvom ’The Holdovers’ også fint kan nydes hjemme, er der noget særligt ved at gå opfyldt af grin og gråd fra en fælles oplevelse i biografrummet.
Med de tre film på toppen af kvalitetsbarometeret – og dem ville jeg starte med! – kæmper Todd Haynes’ pirrende ’May December’ med Julianne Moore og Natalie Portman for fortsatte spilletider i biografen, selvom det blot er to uger siden, den fik premiere. Den fortjener ellers også bevågenhed for sin overrumplende, nuancerede historie om forholdet mellem en ung mand og en ældre kvinde og skuespilleren, der skal spille sidstnævnte i en film.
For slet ikke at tale om Aki Kaurismäkis ret så uimodståelige bud på en frostkold finsk romcom, ’Faldne blade’, om det spirende forhold mellem en alkoholiseret fabriksarbejder og en fyret supermarkedsansat. Humoren er kulsort og melankolsk, og udtrykket ligner ikke noget, vi er vant til fra Hollywoods skabelonagtige romantiske komedier.
Fra december lokker stadig Timothée Chalamet som ’Wonka’ i Paul Kings hjertevarme og levende prequel til ’Charlie og Chokoladefabrikken’ og ikke mindst den japanske mester Hirokazu Koreedas bedste film siden Guldpalmevinderen ’Shoplifters’, den urovækkende ’Monster’ om en skoleepisode, der belyses fra tre forskellige perspektiver.
Wrestlerfilmen ’The Iron Claw’ kan da også gå an, hvis man vil se to af Hollywoods hotteste skuespillere – Jeremy Allen White fra ’The Bear’ og Harris Dickinson fra ’Triangle of Sadness’ – bryde fysisk og psykisk med en toppumpet Zac Efron i front.
Og skal det være dansk, står ’Mr. Freeman’, ’Bedre tider’ og ’Nattevagten’ klar med udmærkede oplevelser i meget forskellige afskygninger.
Et nytårsfyrværkeri af filmkunst
Man skal skynde sig at få tjekket nogle af filmene af listen, for februar holder sig ikke tilbage med film, der kommer til Danmark med stor buzz i bagagen.
Fra Hayao Miyazakis (måske?) sidste film ’Drengen og hejren’ til Guldpalmevinderen ’Frit fald’ (’Anatomy of a Fall’) og norske Kristoffer Borglis sortkomiske satire ’Dream Scenario’ med Nicolas Cage, som vi på Soundvenue afholder forpremiere på 6. februar.
Dertil kommer flere andre af sidste års bedst anmeldte film i udlandet: Andrew Haighs ligeledes drømmeriske ’All of Us Strangers’, hvor Andrew Scott og Paul Mescal bliver romantisk involveret, den sanselige madfilm ’Pot-Au-Feu’ med Juliette Binoche, som fik stor ros på Cannes-festivalen, Matteo Garrones gribende flygtningefortælling ’Io Capitano’ og den tankevækkende coming of age-debut ’How to Have Sex’ om tre veninder på sydlandsk drukferie.
Og så er vi spændte på, hvad Coen-bror Ethan formår på egen hånd med ’Drive Away Dolls’, som endnu ikke er blevet vist offentligt.
Der er selvfølgelig et gran af tilfældighed i, at så mange filmkunstneriske lækkerier hober sig op oven i hinanden i Danmark, for de fleste af filmene så dagens lys internationalt sidste år.
Januar og februar har ofte været stærke biografmåneder i Danmark, hvor distributørerne typisk har gemt årets store Oscar-kandidater til, så de får et rygstød med offentliggørelsen af nomineringer og optakten til showet.
De seneste år er den strategi heldigvis blevet efterfulgt mindre konsekvent, og vi utålmodige filmelskere er begyndt at få Oscar-filmene en tand tidligere til landet.
Men i år har der altså samlet sig et nytårsfyrværkeri af filmkunst, som får Tivolis Kong Frederik-affyring til at blegne. Jeg tvivler på, at man vil finde et højere anmeldergennemsnit til premierefilm i Danmark nogensinde, end vi ender med her for januar-februar.
Tid til fordybelse
Det sker, samtidig med at serierne langt fra er, hvad de har været. Man kan let lade sig snyde i en Emmy Awards-tid, hvor hovedværkerne ’Succession’, ’Beef’ og ’The Bear’ stjæler overskrifterne, men det er toppen af et isbjerg, der smelter mere og mere.
Selvfølgelig er der også gode serier lige for tiden – med ’The Curse’ og ’Fargo’ sæson 5 som det absolut ypperligste – men kvalitetsniveauet i serielandskabet er generelt middelmådigt, og tænker man over det, har ret få serier formået at kapre den popkulturelle dagsordenen de seneste par år. Mens Hollywood mærker en tydelig mæthed over for tidligere skudsikre franchises (som Marvel og ’Mission: Impossible’), er serielandskabet i peak ’vi skal riffe på allerede kendt materiale’-modus.
Sigende nok er hovedparten af de mest interessante titler på streamingtjenesterne lige for tiden … film.
Her liner Netflix deres Oscar-kandidater op i form af Bradley Coopers elegante biopic ’Maestro’ og J.A. Bayonas velskabte overlevelsesfilm ’Snefællesskabet’. Imens er Emerald Fennells ’Saltburn’ med Jacob Elordi og Barry Keoghan blevet et gigantisk fænomen på sociale medier, og Martin Scorseses epos ’Killers of the Flower Moon’ er netop landet på Apple TV+, så man kan få den set inden Oscar-hurlumhejet, eventuelt opdelt på et par aftener.
Alt sammen i kølvandet på Hollywoods triumftog af en sommer for originale produktioner med ’Barbie’ og ’Oppenheimer’.
Og sammenligner man vores store lister over de mest ventede film og serier i 2024, ved jeg godt, hvor det gibber mest.
Jeg har en fornemmelse af, at tiden, hvor serierne definerede populærkulturen og var alt, folk talte om over kaffeautomaterne, er ved at nå sin ende.
Der er nemlig også noget i zeitgeisten, der taler filmens sag: Efterspørgslen efter fordybelse og samhørighed spiller godt sammen med den afrundede, fokuserede oplevelse, som er nøje gennemtænkt ned til sidste billede, som modvægt til den adspredelse, mangel på fokus og følelse af retningsløshed, som serierne lidt for ofte repræsenterer.
Serierne fik succes med et argument for netop fordybelse og dybde i modstand mod Hollywoods to timers overfladiskhed, men sådan er det ikke længere. Hvor mange ser serier i dag uden at skele til telefonen samtidig? Helt ærligt?
I hvert fald kan man roligt komme med en konstatering, som man ikke har haft anledning til at fyre af i mange år:
Lige nu er det filmen, der har den.