’The Iron Claw’: Zac Efrons kæmpemuller er imponerende og distraherende i tårepersende wrestlingfilm
Professionel wrestling er en branche, der lever af det ekstreme. Store personligheder overgås kun af svulmende fysik og flamboyante kostumer i et karikeret univers fyldt med storstilet dramatik.
Men nogle gange når industriens teatralske narrativer ikke de livsfortællinger, der udspiller sig uden for wrestlingringen, til sokkeholderne. Det er et fuldstændigt hjerteskærende faktum i Sean Durkins biografaktuelle A24-film, ’The Iron Claw’.
Alle, der har fulgt eller kendskab til wrestling i 80’erne og 90’erne, ved, hvem Von Erich-slægten er. En familie, hvis hæmningsløse stræben efter storhed blev til en skæbnefortælling om prisen på den amerikanske drøm og legendestatussens mørke bagside.
Hvad der gemte sig bag kulisserne på det blomstrende dynasti, er omdrejningspunkt for ’The Iron Claw’. I 70’erne og 80’ernes Texas zoomer vi ind på de fire brødre Kevin (Zac Efron), Kerry (Jeremy Allen White), Mike (Stanley Simons) og David (Harris Dickinson), der lever en arbejdslejrlignende, men alligevel idyllisk tilværelse anført af den kyniske patriark Fritz Von Erich (Holt McCallany).
Som tidligere succesombrust heel på 60’ernes wrestlingscene er Fritz monomanisk besat af at videreføre forestillingen om rags to riches til sine sønner. Ligesom hans signaturgreb i ringen, der også lægger navn til filmens titel, er det en livsmission, der fastholder familien med samme selvfølgelighed som deres hengivenhed til Gud.
»Folk siger, der hviler en forbandelse over os«, fortæller Kevin dog allerede i filmens anslag som et slags plotvarsel om de begivenheder, der kommer til at definere klanens plads i wrestlinghistorien.
Som manusforfatter og instruktør har Durkin allerede spillet med musklerne, når det gælder dramaturgisk karakterarbejde i sektofferportrættet ’Martha Marcy May Marlene’ og den psykologiske hjernevrider ’The Nest’. Også i ’The Iron Claw’ leverer alle skuespillerne kraftpræstationer.
Med en page-frisure og krop, som kunne gøre He-Man misundelig, udstråler Efron rendyrket himbo-karisma i rollen som den næstældste bror. Der er ikke snerten af ironi, når Kevin ikke aner, hvordan han skal forføre kærlighedsinteressen Pam (Lily James), men en enorm sensibilitet, der kun bliver dybere, jo længere vi følger ham.
McCallany, der især er kendt som tough FBI guy i ’Mindhunter’, er herligt øretæveindbydende i rollen som en nådesløs diktator, hvis kærlighedssprog udelukkende baserer sig på traditionelle maskulinitetsstandarder. Selv i familiens mørkeste stunder taler Fritz som en promoter, bandlyser tårer til begravelser og er ikke bleg for at fortælle sønnerne, hvor de ligger på hans personlige favoritliste.
Jeremy Allen White leverer en mindst lige så inderlig præstation som det gastronomiske stortalent Carmen i ’The Bear’. På samme måde som vi ser Carmy afprøve diverse selvskadende taktikker for at bearbejde sin sorg og overleve i en benhård business, havner Kerry i et pillemisbrug for at dulme de smerter, der kommer med at skulle vinde sin fars gunst.
Samtidig skildrer Durkin aldrig wrestling nedladende som en machopantomime, men som et rum, hvor atletisk præstation og teamwork er det, der gør sporten seværdig. Nogle af de mest fortryllende skud er uden tvivl brødrene, der bodyslammer og piledriver ikoniske modstandere som Harley Race (Aaron Dean Eisenberg) og Ric Flair (Kevin Anton) på vejen mod det endelige wrestlingmesterskab.
Som ’The Iron Claw’ skrider frem, virker det dog, som om fortællingen afmattes. På grund af Fritz’ klaustrofobiske dukkeføring får karaktererne aldrig plads til at behandle den sorg, de gentagne gange får smidt i hovedet, og derfor føles dramaet også eksekveret underligt forhastet.
Og godt nok ligner Efron overraskende meget virkelighedens Kevin Von Erich. Som publikum bliver hans omfattende transformation bare lige så distraherende, som den er imponerende. Han ligner et barn, der har insisteret på at have sit pumpede Spiderman-kostume indenunder flyverdragten.
Ikke desto mindre er ’The Iron Claw’ en stemningsfuld tåreperser om, hvordan amerikansk exceptionalisme, toksiske mandeidealer og frygten for mytologiske kræfters unåde resulterer i en families storhed og fald.
Kort sagt:
Med eminent skuespilarbejde leverer Sean Durkins ’The Iron Claw’ en absolut behændig legemliggørelse af Von Erich-familiens tragiske historie.