‘Monster’: Hvem er egentlig monstret? Japansk mester er tilbage i topform
Det er måske lige hårdt nok at kalde det en kreativ krise, men den japanske mesterinstruktør Hirokazu Kore-eda har ikke været i topform, siden han i 2018 meget fortjent vandt Guldpalmen i Cannes for ’Shoplifters’.
Efter denne flotte bedrift drog Kore-eda udenlands med sine to næste film, det franske familiedrama ’Sandheden’ og den koreanske roadtrip-krimi ’Broker’. Ingen af disse film var direkte dårlige, men de var skuffende, når man holdt dem op mod karrierens tidligere mesterværker. Plottet i ’Broker’ mindede endda så meget om ’Shoplifters’, at det næsten føltes som et charmerende, men halvbagt remake.
Med biografaktuelle ’Monster’ er Kore-eda tilbage i Japan. Og trods de hjemlige rammer føles den nye film faktisk som et tiltrængt friskt pust i Kore-edas omfattende oeuvre.
Friskheden kommer nok af, at Kore-eda for første gang siden debutfilmen ’Maborosi’ i 1995 ikke står krediteret som manuskriptforfatter. Det gør i stedet den erfarne, men uden for Japan ukendte forfatter Yuji Sakamoto, hvis velorkestrerede fortælling gik hjem med manuskriptprisen på årets Cannes-festival.
Man forstår godt, hvorfor Kore-eda kunne se sig selv filmatisere Sakamotos manuskript, for tematisk er meget ved det samme i ’Monster’. Instruktøren er fortsat optaget af familiestrukturer, undertrykte følelser, hemmeligheder og sorg. Men ’Monster’ skiller sig alligevel ud, fordi filmen leger så radikalt med subjektivitet og tid.
Undervejs skifter ’Monster’ hovedperson tre gange, så vi oplever den samme historie fra tre forskellige vinkler. Hver gang får vi som publikum øje for nye nuancer – og hemmeligheder – der forklarer de forknytte karakterers handlinger.
Filmen starter hos alenemoren Saori (’Shoplifters’-kendingen Sakura Ando), som finder ud af, at hendes indadvendte søn Minato (Soya Kurokawa) er blevet slået i skolen. Sønnen fortæller, at det er læreren Hr. Hori, som står bag – og at underviseren i øvrigt har fortalt ham, at han har en »grisehjerne«.
Saori går til skolens ledelse for at klage. Læreren er også selv til stede til mødet, hvor både han og rektor fremstår underligt følelseskolde. »Du er jo umenneskelig«, siger moren med foragt til rektoren, som beklager uden den store medfølelse.
Da Saori nogle dage senere møder op på skolen igen, påstår Hoji frustreret, at hendes søn slet ikke er et offer – faktisk er han en bølle, der mobber klassekammeraten Yori (Hinata Hiiragi).
Hvem skal man tro på? Hvad foregår der egentlig på skolen? Og hvem er filmens titulære monster? Disse spørgsmål bliver man løbende i tvivl om, mens vi skifter til Horis og sidenhen Minatos perspektiv.
Undervejs bliver det klart, at det egentlig kan være meget menneskeligt at opføre sig umenneskeligt, når man føler sig sårbar – at ’monsteret’ måske i virkeligheden er den skam og usikkerhed, som karaktererne af forskellige årsager bærer rundt på i tavshed.
Den tredelte plotstruktur sænker fortælletempoet en smule, fordi flere af de samme scener – i stil med Akira Kurosawas filmklassiker ’Rashomon’ – gentages med nye, subjektive detaljer.
Filmens tålmodige tempo giver plads til, at skuespillernes præstationer kan skinne igennem, og Kore-eda viser sig nok en gang som en formidabel personinstruktør.
Jeg var særligt imponeret over Soya Kurokawa og Hinata Hiiragi, de bærende børneskuespillere bag Minato og Yori, som formår at kommunikere svære og tvetydige følelser på fantastisk naturlig vis.
I sidste tredjedel skruer filmen ikke dramaet helt i vejret, som man måske ellers kunne forvente. I stedet afslører ’Monster’ sine karakterers egentlige motiver med en overraskende stilfærdig slutning, hvor man langsomt begynder at forstå, hvor meget der er på spil for de unge drenge.
Denne fine og følsomme afrunding er Hirokazu Kore-eda, når han er bedst.
Kort sagt:
Efter et par lunkne udenlandske produktioner er den japanske filmmester Hirokazu Kore-eda tilbage på sporet – med hjælp fra et velorkestreret manuskript, som han for en gangs skyld ikke selv har skrevet.