’Sandheden’: Guldpalmevinders franske debut blegner over for karrierens tidligere mesterværker
Det er altid interessant, når velestimerede instruktører tager springet til udlandet. Kan de på fremmed grund og på et nyt sprog bibeholde den stærke grundessens fra værkerne skabt i hjemlandet?
For japanske Hirokazu Kore-eda er svaret indtil videre nej.
Efter sin mesterlige guldpalmevinder ’Shoplifters’ har instruktøren nu prøvet sig af i Frankrig med ’Sandheden’, og hans udlandsdebut har egentlig en del til fælles med iranske Asghar Farhadis spansksprogede ’Alle ved det’. Begge film er nemlig fint velfungerende familiedramaer, hvori man godt kan genkende tematikker fra instruktørernes tidligere film, men når de sådan holdes op mod resten af oeuvret, blegner de samtidig også en hel del.
’Sandheden’ prydes af stjernerne Catherine Deneuve, Juliette Binoche og Ethan Hawke og har et anstrengt mor-datter-forhold i centrum. Lumir (Binoche) kommer på visit hos moren Fabienne (Deneuve) i Paris, og med sig har hun sin amerikanske ægtemand Hank (Hawke) og datteren Charlotte (Clémentine Grenier).
Selvom Lumir forsøger at holde humøret nogenlunde højt hos den selvoptagede divamor, der altid har prioriteret sin store skuespilkarriere højere end familien, kan ingen af dem lade være med at ødelægge den selskabelige stemning med småbidske kommentarer. Især ikke da Lumir læser Fabiennes nyudgivne selvbiografi og slet ikke kan genkende anekdoterne om en kærlig og nærværende moderskikkelse, der tog sig af sit barn.
På den måde trækker fortællingen paralleller til Kore-edas 12 år gamle mesterværk ’Still Walking’, hvori det blot er en fraværende søn og en sammenbidt far, der under et familiebesøg lader fortidens ulykkeligheder forpurre nutidens samvær. Men sammenlignet med det stilfærdigt knugende drama i ’Still Walking’, der giver en enorm trang til at besøge sine forældre, inden det pludselig er for sent, er karakterernes konflikt i ’Sandheden’ mere let og karikeret.
Filmen sætter sig ikke på samme måde i maveregionen, hvilket nok skyldes, at vi her følger selvcentrerede, rødvinsdrikkende rigmænd og filmdivaer i et parisisk overklassehjem i stedet for de velmenende, opsplittede familier i Japans middel- og underklasse, der optræder i nogle af Kore-edas bedste film.
Glemmer vi for en stund instruktørens imponerende bagkatalog, har vi dog stadig at gøre med en ganske hyggelig film, som holdes oppe af et velspillende cast. Særligt veteranen Catherine Deneuve lyser op som den dominerende og sarkastiske matriark, der siger tingene, som (hun mener) de er, og ikke gider græde snot over måske at støde sine oversensitive medmennesker på vejen.
Midt i de hektiske samtaler og skænderier er det også sjovt at overvære Ethan Hawkes udefrakommende karakter, der ikke kan et eneste ord fransk, men med et forvirret ansigtsudtryk alligevel forsøger at følge med. Han forstår dog godt, da bramfrie Fabienne under aftensmaden kritiserer hans virke som tv-skuespiller som »imitationer«. Det sætter pludselig fornyet skub i den amerikanske gæsts drikfældighed.
Filmens titel, ’Sandheden’, spiller på den kendsgerning, at der ikke findes én sandhed, hvilket understreges ved morens selvbiografiske og knapt så sandfærdige bog. Gennem filmen reflekterer Kore-eda over, at vores alles virkelighedsopfattelse er påvirket af fortællinger, vi selv stykker sammen. Lumir kan ikke slippe minderne om en svigtende mor, når hun kommunikerer med Fabienne, mens Fabienne selv filtrerer Lumirs ord og ageren gennem følelsen af være blevet forladt, da datteren i al hast drog over Atlanten.
Det er en interessant pointe, som Kore-eda har fat i, men igen synes han desværre at mangle noget af sit sædvanlige fortællesnilde. Det fremstår i hvert fald ret unødvendigt, at ikke bare én, men tre forskellige karakterer i løbet af spilletiden skal slå budskabet fast med den samme sætning: »Man kan ikke stole på sine minder«.
Kort sagt:
Japanske Hirokazu Kore-edas første film uden for Japan kan, trods det velspillende cast, ikke hamle op med instruktørens tidligere mesterstykker lavet i hjemlandet.