’Mr. Freeman’: Der er mere på spil i ny dansk coming of age-film end først antaget
De fleste har prøvet at få mistænkeligt smigrende beskeder på sociale medier fra fremmede mennesker – som for det meste er bots eller catfishes, ude på at narre penge ud af godtroende internetbrugere.
I en sådan situation blokerer man oftest modparten. Men det gør den unge hovedperson ikke i ’Mr. Freeman’, hvilket bliver starten på en atypisk romantisk coming-of-age-fortælling.
Et utraditionelt kærlighedsforhold var også i centrum for Mads Matthiesens fine debutspillefilm ’10 timer til Paradis’, der vandt en instruktørpris på den prestigefyldte indiefilmfestival Sundance i 2012. Siden har Matthiesen instrueret ’The Model’ og to afsnit af Netflix-serien ’Equinox’.
I sin første film i otte år stiller Matthiesen skarpt på 17-årige Simone (spillet af debutant Lina Lund Jørgensen), der begynder at skrive med en afrikansk fyr ved navn Mr. Freeman.
»Beautiful outfit! I like your style«, skriver han til Simone, som ikke er vant til at få søde kommentarer fra nogen som helst. Hverken på mislykkede Tinder-dates eller på hjemmefronten, hvor moren (Mia Lyhne) favoriserer hendes lillesøster Silja (Liva Vesterlund), og hvor den konfliktsky far (Nicolas Bro) følger nogenlunde trop.
»Nu tager han vel ikke røven på dig? Sådan et Afrika-scam?«, spørger klassekammeraten Bjørn velmenende. Simones mor er noget mere afvisende: »Du skal da ikke skrive med en mand på den måde – bloker ham!«, lyder ordren.
Alligevel får Simone trumfet igennem, at Freeman godt må komme på besøg og bo hos familien i to uger. Den unge ghaneser (spillet af franske Daouda Keita) er en høflig gæst, men han får en temmelig kold modtagelse af Simones mor, der forklarer ham, at hun ikke vil have noget »hanky panky« i huset.
Matthiesens afdæmpede fortælling ligner på overfladen en sukkersød feelgood-film, men ’Mr. Freeman’ indeholder mere smerte og alvor end først antaget.
Moren er filmens åbenlyse skurk, der arbejder mod de unge menneskers forelskelse. Men der er også andet på spil, som hæver ’Mr. Freeman’ over en klassisk romantisk fortælling. For selvom Freeman er sød og kærlig over for Simone, deler man som publikum en smule af morens skepsis.
Hvordan fandt Freeman – en revisor bosat i Ghana – egentlig frem til Simones Instagram-profil? Og har han nogen skjulte bagtanker med sit danmarksvisit?
Rundt om dette let pirrende mysterium er ’Mr. Freeman’ næsten provokerende meget nede på jorden – og det er helt overlagt. I stil med Frelle Petersens sønderjyske perler ’Onkel’ og ’Resten af livet’ spinder Mads Matthiesen følsom dramatik på lavmælte menneskeskæbner, der ellers sjældent får plads i danske filmdramaer.
Det kommer til udtryk i naturligt og troværdigt skuespil, særligt fra hovedrolleindehaver Lina Lund Jørgsensen. Nicolas Bro og Mia Lyhne er lidt mere karikerede som Simones akavede forældre, men de beriger til gengæld filmen med lidt humor.
Selvom ’Mr. Freeman’ ikke gør et stort væsen af sig – eller måske netop derfor – rammer filmen nogle steder helt rent. Det sker for eksempel i en overraskende sårbar og fin scene, hvor Simone synger Andreas Odbjerg-sangen ’I morgen er der også en dag’ foran Freeman på teenageværelset oplyst af en diskokugle.
Filmen beviser, at realisme ikke nødvendigvis behøver været fyldt med voldsomme traumer, misbrug og død for at være vedkommende. Mere hverdagslige scenarier – eksempelvis til konfirmationsfest i en vindblæst havepavillon eller til LAN-party i Herning – kan også bringe følelser frem.
Kort sagt:
12 år efter gennembruddet ’10 timer til Paradis’ er instruktør Mads Matthiesen igen aktuel med en afdæmpet og vedkommende fortælling om et utraditionelt kærlighedsforhold.