’Equinox’: Man sluger nemt Danmarks nye Netflix-serie på et par aftener
»Er den bedre end ’The Rain’?«.
Det var første spørgsmål, der faldt både mig og min omgangskreds ind, før jeg skulle se ’Equinox’. Den nye Netflix-serie følger nemlig i sporet på streamingtjenestens første danske originalproduktion, der godt nok var en seersucces, men med klodset dialog og et hullet plot ikke ligefrem emmede af kvalitetsserie.
Hovedforfatter Tea Lindeburg filmatiserer med ’Equinox’ sin egen DR-podcast ’Equinox 1985’, og med sig har hun blandt andre instruktørerne Søren Balle (’Klumpfisken’) og Mads Matthiesen (’10 timer til Paradis’). Sammen har de lavet en serie, der heldigvis er klart bedre end sin danske Netflix-forgænger. Med både flotte billeder og en veldrejet plotmotor viser de, at genrefortællinger i dansk kontekst sagtens kan tages seriøst.
Gennem seks afsnit følger ’Equiniox’ Astrid (Danica Curcic), som forsøger at komme til bunds i et mysterium, der har plaget hende hele livet. Da hun var ni år, forsvandt hendes storesøster Ida (Karoline Hamm) sammen med hele sin gymnasieklasse på deres vogntur. Kun tre unge studenter overlevede, men de kunne ikke forklare politiet, hvor alle klassekammeraterne pludselig var blevet af.
Som barn havde Astrid syner til en mareridtsverden, der føltes meget virkelig. Hun var overbevist om, at hun kunne redde sin storesøster, som befandt sig et sted derinde. Men siden kom hun gennem psykiatrisk behandling og er i dag, 21 år senere, nogenlunde stabil. Da hun pludselig får et opkald fra en af de overlevende, bringes hele hendes verden imidlertid ud af balance igen.
Det bliver startskuddet til en historie i flere tidsforløb, der er struktureret som en krimi-efterforskning, men også løbende krydres med nogle ret vidtgående, hallucinerende gyserindslag. Specielt én meget speciel sexscene, der fik mig til at tænke ’Rosemary’s Baby’, overrasker med sin vildskab.
I et nutidsspor optræder voksne Astrid, der begynder at se syner igen, mens hun forbinder forsvindingssagen med en uddød kult. Og sideløbende ser vi tilbage i tiden: til dengang Ida kom ud, hvor hun ikke kunne bunde, og niårige Astrid på grund af sine syn måtte indlægges på psykiatrisk afdeling.
’Equinox’ bevæger sig mod et folk horror-territorium, som ligner det, Ari Aster udforskede i ’Midsommar’, og det føles ikke rasende originalt. Til gengæld er miniserien effektivt og spændende fortalt, og man kan nemt komme til at sluge de seks afsnit på et par aftener.
Samtidig bærer serien på mange fremragende skuespilpræstationer, der også gør den underlige gyserfortælling jordbunden. Etablerede navne som Danica Curcic, Alexandre Willaume og Lars Brygmann brillerer med naturlige præstationer, mens også de yngste på rollelisten er overraskende gode:
Unge Viola Martinsen (’Sikke et cirkus’) skildrer rørende med sin lavmælte, alvorlige præstation et traumatiseret barn, der føler skyld over sin dysfunktionelle og sorgramte familie. Sideløbende har de fire skuespillere bag Ida og hendes tre venner (Fanny Bornedal, August Carter, Ask Truelsen) en afslappet og troværdig kemi.
’Equinox’ kommer ikke fuldstændig i mål med sin slutning, der er mindre tilfredsstillende, end man kunne håbe. Men på vejen dertil byder serien på en medrivende og velproduceret thrillertur, der, ligesom ’The Rain’ i øvrigt, helt sikkert vil kunne begejstre et internationalt publikum.
Kort sagt:
Erfarne navne og unge talenter står for fremragende skuespilpræstationer i den danske Netflix-thriller ’Equinox’, som nemt kan sluges på et par aftener.