‘Faldne blade’: Finsk mester har skabt den mutteste romcom nogensinde
Man kan genkende en film af Aki Kaurismäki på lang afstand.
Finlands mest anerkendte instruktør laver spøjse, små filmportrætter om mere eller mindre almindelige mennesker fra samfundet nederste halvdel – altid præsenteret i en særlig, minimalistisk mikstur af iskold melankoli og spøjs deadpan-komik.
Holder man Kaurismäkis nye film, ’Faldne blade’, op mod instruktørens bagkatalog, er der ingen overraskelser at finde. Det gør dog ikke det store, når den 66-årige finne viser så skarp form, som han gør her.
’Faldne blade’ ligger i forlængelse af Kaurismäkis proletariat-trilogi bestående af ’Skygger i paradis’ (1986), ’Ariel’ (1988) og ’Pigen fra tændstikfabrikken’ (1990). Faktisk minder handlingen temmelig meget om sidstnævnte film om en kvindelig fabriksarbejder, der (tror hun) finder kærligheden – men denne gang med en helt anden og langt mere håbefuld slutning.
’Faldne blade’ følger to ensomme mennesker, som står på usikker grund og drømmer om et mere meningsfuldt liv. Ansa er lige blevet fyret fra sit ensformige supermarkedsjob, fordi hun stjal en sandwich (der var over sidste salgsdato og alligevel skulle smides ud), og den alkoholiserede bygningsarbejder Holappa er ligeledes blevet arbejdsløs, fordi chefen tog ham i at drikke på jobbet.
De møder hinanden på den lokale karaokebar, og sød musik opstår – dog i et ganske langsomt og kejtet tempo. Karaktererne går nemlig ad flere omgange fejl af hinanden. De får ikke spurgt om hverken navne eller adresser, og en seddel med et telefonnummer forsvinder hurtigt ud af en lomme. Samtidig forsøger begge at komme på fode igen, efter arbejdsløshed og andre ulyksaligheder har ramt dem.
Den simple fortælling om en kvinde og en mand, der skal gennem en række forviklinger, før de kan få hinanden, forløber faktisk meget som en amerikansk romantisk komedie. Men vi har i så fald at gøre med den mutteste romcom nogensinde.
For kærligheden blomstrer i et yderst uromantisk miljø. Kaurismäki har placeret sine elskende i et koldt og sølle Helsinki, hvor en ensformig arbejderklassevirkelighed udspiller sig. Denne verden ville fremstå tidsløs, hvis ikke der løbende strømmede smerteligt nutidige nyheder om krigen i Ukraine ud af diverse radioer.
Filmsproget er for Kaurismäki karakteristisk tilbageholdt og skuespillet ligeså. Alle karakterer bærer trætte og udtryksløse ansigter – selv når de befinder sig i festlige miljøer som førnævnte karaokebar – og de få replikker leveres stift og uden den store livskraft.
Det er heller ikke ligefrem, fordi de to hovedpersoners romance slår gnister fra første møde. Faktisk udveksler Ansa og Holappa ret få ord i løbet af filmen, og når de så endelig afbryder den akavede stilhed, får de ikke altid sagt, hvad de egentlig havde på hjerte.
Alligevel lyser kærligheden sagte op midt i melankolien, mens parret finder varme og tryghed i hinanden. Gennem hele filmen følger vi systematisk det arbejdende menneskes kedelige rutiner, men vi begynder også at følge glædens og forventningernes handlinger nøje, som da Holappa køber blomster, og Ansa kokkererer før et stævnemøde.
Kærligheden stråler også ud af de veloplagte musikstykker, som Kaurismäki bruger til at illustrere de følelser, karaktererne ikke selv magter at sætte ord på. På et tidspunkt støder vi eksempelvis på et ungt indierockband, der fra en barscene synger en småmelankolsk sang med den rammende tekst: »Jeg kan lide dig, men afskyr mig selv«.
Meget sigende for karakterens manglende kontakt til sine følelser står Holappa ude på gaden og betragter koncerten gennem en rude.
Desuden lyser Kaurismäkis tørre humor naturligvis også op inde fra tristessens tåger – faktisk forstærkes komikken af det tilbageholdte skuespil.
»Jeg har aldrig grint så meget«, ville ikke være en morsom replik i en normal komediefilm. Men det er det, når Ansa leverer den med en fuldstændig udtryksløs mine, efter de har været på biografdate og set Jim Jarmusch’ zombiefilm ’The Dead Don’t Die’.
Dette vedholdende tragikomiske bid får varmen og kulden til at leve side om side i ’Faldne blade’, der med en filmmesters snilde konstant veksler mellem deprimerende og charmerende toner.
Kort sagt:
Den finske mester Aki Kaurismäki har sent i karrieren lavet et skarpt, deprimerende og tragikomisk arbejderklasseportræt, hvor kærligheden lyser op midt i melankolien.