’Nattevagten – dæmoner går i arv’: Ole Bornedals nye gyser er et overraskende generationssammenstød

Ole Bornedals ’Nattevagten’ var en sensation i 1994. Hverken hos de etablerede producenter eller Filminstituttet troede man, at man kunne slippe afsted med at lave en dansk gyser efter amerikansk forbillede, forsødet med ublu vold, nekrofili og H.C. Andersen-blasfemi.

Men næsten en halv million mennesker gik i biografen for at opleve historien om to kåde venner, der udfordrer hinandens grænser i protest mod deres nært forestående småborgerlige liv, indtil deres spor krydses med en bestialsk ligskændende seriemorder. De resterende danskere så filmen, da den ramte vhs-bånd og fjernsyn de efterfølgende år.

I dag er det bedste, man kan sige om selve gyserdimensionen i filmen, at det er fint forløst efter dansk målestok.

Stærkt står den oprindelige ’Nattevagten’ til gengæld som ungdomsportræt. Forankret i Nicolaj Coster-Waldau og især Kim Bodnias dirrende præstationer maler den et levende billede af 90’ernes postpunkede nihilisme, hvor det, man frygtede mest, var at ende i kedsommelig konformitet.

De to jurastuderende Jens og Martins pikmåleri forklædt som vovemod var Bornedals bramfri, men ikke uempatiske dom over en småmisogyn machofrihedstrang, som levede i tiden, og som han selv havde været en del af.

Det er derfor glædeligt, at generationsfortællingen igen er løftestangen for instruktørens efterfølger små 30 år efter, ’Nattevagten – Dæmoner går i arv’.

Titlen siger næsten det hele: Den nye film handler om de traumer, Gen X-årgangen har påført deres børn, ude af stand til at ænse konsekvenserne af deres tunnelsyn.

Martins medicinstuderende datter Emma (Fanny Leander Bornedal) er i hvert fald godt og grundigt træt af, at hendes far er forsumpet i piller, arbejdsløshed og aftensmad i en ovn, der aldrig bliver tændt. »Jeg var i sommerhuset og tale med mor«, kommer han afslørende til at sige, selvom mor Kalinka (Sofie Gråbøl i den oprindelige film) har været død i årevis. Hun begik selvmord. Det var Emma, der fandt hende.

Kalinka kunne aldrig slippe nær-døds-oplevelsen med kommissær Wörmer (Ulf Pilgaard) på Retsmedicinsk Institut. Martin kan ikke slippe hende. Emma er overladt til sig selv.

Men da hun roder i farens gamle gemmer, støder hun på avisudklip fra de fatale dage i 1993. Og for at se familiedæmonerne i øjnene beslutter hun sig for både at tage sin fars gamle job som nattevagt på liggangen og opsøge Wörmer, der har siddet indespærret på Sankt Hans lige siden.

Samtidig ser en copycat-morder ud til at være på spil, og i første scene afhører en kriminalbetjent spillet af Paprika Steen – der ser trættere ud end Carl Mørck udsat for søvntortur – en galning, der rablende hævder, at »den« sagde, han skulle gøre det.

Emma er en del af et hyggeligt medicinslæng med flirten Frederik (Alex Høgh Andersen), nørden Sofus (Sonny Lindberg) og den sarkastiske Maria (Nina Rask).

Og selvom der ryger jokes om krænkelsesparathed og samtykke afsted i forbifarten, er filmens sympati helt på deres side. Det er forældregenerationen, der skal tage sig sammen, og det er næppe et tilfælde, at underviseren i retsmedicin introducerer dagens lig på briksen, en midaldrende mand, med ordene: »Gentofte, Gyldendal, rødvin«.

Det er et interessant sammenstød mellem de unge med ansigt nummer ét på Generation Woke, brillante Nina Rask, i slænget, og så en instruktør, der har været en af dansk films førende fortalere i »er MeToo ikke gået for vidt«-diskursen.

Bornedals essay i Weekendavisen fra 2017 huskes stadig for dets glødende forsvar for, at »jobbet som instruktør og skuespiller handler om at overskride grænser«.

Og så sent som dette efterår jokede han i en præsentationsvideo for pressen på Det Danske Filminstitut med, at han i forbindelse med den amerikanske udgave af ’Nattevagten’ i 90’erne »også blev krænket« af den i dag dømte voldtægtsforbryder Harvey Weinstein, der producerede genindspilningen.

»Men jeg overlevede ligesom mine to hovedpersoner i den oprindelige ’Nattevagten’, Jens og Martin (…). De mødte deres monster, jeg mødte mit monster, men vi overlevede allesammen under den 150 år gamle Nietzsche-devise What doesn’t kill you, makes you stronger, som jo er en sætning, alle måske i dag burde anvende lidt oftere på sig selv«, sagde han skælmsk.

Det kan man tvivle på, at ofrene for de voldtægter, Harvey Weinstein er dømt for, vil være enige i, men den grænsesøgende postpunker lever tydeligvis stadig i Bornedal, om end provokationen i dag klinger mere af reaktionær dovenskab.

Den modne selvransagelse, der ligger i ’Nattevagten – Dæmoner går i arv’, havde man således forsvoret som en mulighed fra manden bag den ultimative danske boomer-komedie, ’Dræberne fra Nibe’. Men den lever gennem filmen, forstærket af at hans egen datter Fanny Leander Bornedal, der gør en glimrende figur både som scream queen og søgende ung kvinde, indtager hovedrollen. »Jeg skal ikke arve mine forældres lort«, som hun siger.

Alt dette er selvfølgelig – som det hører sig til i horrorgenren – blot en understrøm i et tempofyldt plot. Også denne gang er gyset effektivt og spændende uden at være fuldkommen overbevisende.

Scenen, hvor Emma besøger Wörmer i sin celle, er symptomatisk. I sig selv foruroligende, godt drevet af Ulf Pilgaard i en monstrøst sminket overhaling, men optakten er lettere grinagtig, når vagten lukker den unge kvinde ind hos manden alene og smækker døren efter hende, fordi denne 1,90 meter høje morder med hang til unge kvinder og en æske fyldt med sine ofres hår på hylden jo er fuldkommen uskadelig …

I det hele taget skal man flere steder parkere sin sunde fornuft i billetlugen, og Emmas vennegruppe forsvinder ærgerligt ud af syne i en mindre tilfredsstillende finale. Til gengæld er Casper Kjær Jensen oprigtigt creepy som den unge psykopat, og filmens callbacks til originalen rammer plet uden at skamride nostalgien, fra den gamle nattevagts dårlige ånde i første rundvisning på retsmedicinsk til Sort Sols stemningsdefinerende ’Let Your Fingers Do the Walking’ på Martins gamle walkman.

Som instruktør har Bornedal i mine øjne altid været bedst, når han opererer i genrer, hvor hans hang til svulstighed – der har været svær at udholde i både ’1864’ og dele af ’Så længe jeg lever’ og ’Skyggen i mit øje’ – spiller op mod en uhøjtidelig fortælling. Hans bedste film siden debuten er fortsat ’Vikaren’ fra 2007 med Paprika Steen som rumvæsen. I hans nye film er præstens sidste ord »Åh min Gud«, mens Nina Rasks Marias livret er »Idris Elba og Rahims baller«.

På et tidspunkt sniger Martin og Jens (også Kim Bodnia er tilbage i en stor cameo, fuldendt med sølvmanke og karakteristisk latter) efter et besøg på Geranium (!) sig ind i Parken, hvor de som kiksede stivbenede wild hogs udlever drengedrømmen om at score på Danmarks nationalstadium. Det er super kitsch, men også underligt ømt. Filmens følelsesfuldhed bæres i mål af walisiske Ceiri Torjussens fintmærkende klavermusik.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

I originalen lå håbet i det nyfundne ansvar, rebellerne Jens og Martin fandt i mødet med det onde. Den nye films optimisme ligger i en forsoning mellem forældrene, der forplumrede dette ansvar, og så deres børn, som prøver at skabe en bedre verden ved at se problemerne i øjnene frem for at fortrænge dem.

På samme måde har filmen et potentiale til at forene nostalgikerne, for hvem ’Lille Lise let på tråd’ for altid vil være forbundet med lange gummihandskefingre hvilende på en væg, og deres voksne børn med forkærlighed for Fanny Bornedal, Alex Høgh og Nina Rask.

Anden natrunde på Retsmedicinsk Institut bliver nok ikke så skelsættende som den første, men det bør ikke forhindre nogen i at stå den igennem med opspilede øjne og et åbent sind.

---

Kort sagt:
Ole Bornedals underholdende, følelsesfulde og let usammenhængende ’Nattevagten: Dæmoner går i arv’ er en overraskende invitation til forsoning mellem generationerne.