Alex Høgh Andersen er lige kommet hjem fra en tur på Færøerne, hvor han har holdt en talk og skudt en reklamefilm, da han friskt og frejdigt træder ind på Soundvenues kontor en grå tirsdag formiddag i oktober. Det skulle egentlig have været en ferie, men det blev til en arbejdsferie i stedet.
»Yes. Typisk mig!«, udbryder han.
Året efter ’Vikings’, der gjorde ham til en stjerne, sluttede, er han nu aktuel i sin første store rolle i en dansk film i form af Ole Bornedals Anden Verdenskrigfilm ’Skyggen i mit øje’. Filmen handler om det tragiske fejlbombardement af Den Franske Skole 21. marts 1945, hvor 86 børn og 18 voksne mistede livet.
Høgh Andersen har en af hovedrollerne som den unge Frederik, der er en del af hipo-korpset af danskere, der samarbejdede med tyskerne og agerede uniformeret hjælpepoliti. Filmen foregår ved krigens afslutning, der vil være ensbetydende med en dødsdom for forrædere som Frederik. I filmen viser Frederik dog også en anden og mere nuanceret side end den gemene hipo.
Hvordan var det at spille Frederik?
»Det var fedt. Det er dét, jeg viber på. Så snart rollerne bliver multifaceterede … det er det fedeste. Det er simpelthen røvsygt det andet, det kan vi alle sammen gøre. Vi kan alle sammen spille enten ond eller god. Superman er den kedeligste karakter, der findes. Batman er meget federe. Det er sådan, jeg har det«.
Alex Høgh Andersen læner sig helt tilbage og slår ud med armene.
»Vi har lavet forpremiere et hundrede tusinde gange i løbet af den her måned, og Ole siger altid, at Alex havde den sværeste rolle, fordi han spiller hiposvinet. Og så skal jeg forklare, hvorfor han ikke er et hiposvin. Men det gør filmen nu også rigtig fint, synes jeg selv«.
Hvilket forarbejde lavede du selv?
»Jeg læste meget om, at der var sådan en speciel fascination af tyskerne og det, de kunne, blandt de her unge gutter. De der naziuniformer er jo designet af Hugo Boss, så de stod bare snorlige. Det kan jeg som spiller, når jeg skal sætte mig ind i min karakter, godt forstå. Det er jo 20-21-årige knægte, der kommer fra forfærdelige, kummerlige forhold og sidder i en eller anden lillebitte lejlighed på Nørrebro – og Nørrebro var altså ikke fed i 1945, det var et forfærdeligt sted – og der kan jeg godt forstå, at man som ung knægt tænker, det er sgu meget cool, lad os prøve det her«.
En fyr som Frederik forstod måske ikke nødvendigvis den politiske anliggende?
»For mig handler det om menneskeliggørelsen af min karakter. Jeg skal sørge for ikke at dømme ham eller forstørre ham. Jeg skal prøve at forstå, hvorfor fanden han har taget det valg, han har. I den første scene møder man en af hans bedste venner, der ligesom forklarer ham, at han er dødsdømt, og at Frederik nok også er det. Fint, så er det etableret. Og så går han ind og spiser kedelig kartoffel/porre-suppe og bliver tæsket af sin far«.
»Man kan godt forstå, hvorfor han har taget den der uniform på: For at komme ud af det hjem. Jeg legede selv med idéen om, at han havde en misforstået opfattelse af, hvordan han kan gøre sin far stolt. Han tager et kostume på for at vise sin far, at han altså godt kan noget«.
Hvordan var det for dig at arbejde med Ole Bornedal, der jo er en instruktør, der deler vandene?
»Jeg synes, Ole er fantastisk. Jeg har ikke set ’1864’, da jeg havde travlt med ’Vikings’. Jeg synes, det var en fornøjelse som spiller at komme hjem til Danmark og arbejde sammen med en af vores store auteurs, som ved, hvad han vil. Som er med på at lege, og forlanger, at vi leger på settet. Vi skal kunne tage pis på hinanden, og det er noget af det vigtigste, man kan gøre, når det er en krigsfilm, hvor der dør 86 børn. Jeg ved godt, at det kan lyde lidt voldsomt, men det er så essentielt«.
»Ole siger tingene, som de er – han er nul procent bullshit. Jeg har haft tre et halvt år på ’Vikings’, der var der heller ikke noget bullshit, og det er sådan, jeg bedst kan lide det. Jeg er fra en lille by, Skælskør, hvor man også siger tingene, som de er. Jeg er vokset op med ’Det får du fikset det der’, og ’når du gør det der, så er du en klaphat’«.
»Det synes jeg er så befriende, for der kan være så meget sugarcoating på filmsets, for vi skal passe på hinanden og ’uh det følelsesmæssige område’. Skuespillere kan nogle gange være følsomme, og det kan jeg godt forstå, det kan jeg også godt. Men der er også nogle gange, hvor sugarcoatingen kan tage over, og det synes jeg i hvert fald ikke er tilfældet med Ole«.
Fire måneders sygdom
Hvordan har dit liv været post-’Vikings’?
»Det har været interessant, fordi jeg skulle hjem og restituere, efter serien var slut. Det var tre meget voldsomt hårde år med den sidste del af ‘Vikings’. Specielt de sidste fire måneder var latterligt hårde. Jeg var pissesyg under optagelserne. Jeg havde det ikke godt overhovedet, og det knækkede mig. Da jeg kom hjem, tog jeg med glæde nogle måneder, hvor jeg ikke lavede en skid og kun gjorde det, jeg havde lyst til«.
»Uden den pause havde jeg ikke stået her, hvor jeg står i dag. Jeg ville ikke kunne have arbejdet i dag, hvis jeg ikke havde trukket stikket«.
Altså med sygdom?
»Hvis du er syg fire måneder i streg og arbejder 15 timer om dagen som solohovedrolle, hjælper det dig ikke ligefrem til at blive rask. Så det var lidt et helvede. Men det er, hvad det er. Jeg er ovre det. Tak til min psykolog og mine forældre! Men på den måde har der været en personlig proces i gang samtidig med min karriere her efter ‘Vikings’«.
Hvad arbejder du på nu?
»Jeg skriver en tv-serie ude ved Nordisk Film med en af mine bedste venner, Magnus Haugaard, som også har lavet ’Skyld’. Han er fremragende, verdens sjoveste mand. Og så har jeg lige færdiggjort en tv-serie for Viaplay, som er et dokudrama, hvor jeg spiller en rekonstruktion af Claus Malmqvist, som var en berygtet narkobaron. Igen er det noget med at tage et kostume på, og her havde jeg noget meget mærkeligt hår».
»Claus, som jeg spiller – og han vil hade, at jeg siger det her – men i sin tid var han lidt småforelsket i sin frisør, og hun havde en ting for surferdudes, og det resulterede så i, at han havde afbleget hår i alle de år, hvor han lavede alle de vanvittige ting, som jeg skulle spille. Så i stedet for at ligne et normalt menneske, har jeg fået en vanvittig paryk på, som tog halvanden time hver evig eneste morgen ved makeupstolen. Så jeg har godt nok haft et horn i siden på ham: ’Hvad er det for en beslutning, du har taget med det hår!?’«.
Drømmen om de fjerne galakser
Er der rift om dig fra udlandet efter ’Vikings’?
»Der har været alle mulige forskellige ting, men så har det været nogle lidt for firkantede karakterer fra England, USA og Australien. Det kan vi gøre bedre. Jeg har det store privilegie, at jeg kan tillade mig at sige nej, og det ville være rigtig dumt af mig ikke at udnytte det. Så nu venter vi på det helt rigtige. Og ’Skyggen i mit øje’ er noget af det helt rigtige. Det er noget, jeg kan se mig selv i, og hvor jeg følte, at jeg har kunnet komme med noget til karakteren«.
»Altså, jeg har studeret Film- og Medievidenskab, og det har slagtet mig fuldstændig. Jeg skal igennem sådan et kvalitetsfilter, der hedder alle mine film- og mediedrenge. De sidder og ser ungarske film på seks timer. Det er dem, som jeg også tænker på. Og de skal også med mig ind og se ’Skyggen i mit øje’, og nu har vi lige fået tre gange fem stjerner, så de kan rende mig, hvis det er…«.
Alex Høgh Andersen griner.
»Ej, det er faktisk mig selv, der er hård i forhold til at udvælge projekter, for jeg ved, at jeg bliver ulykkelig, hvis jeg er på et set, hvor jeg kan mærke, at jeg ikke fungerer. Der er jeg bare sensitiv«.
Hvad er dit drømmeprojekt?
»Jeg kender lige præcis svaret: ’Star Wars’, den første trilogi. Jeg skulle være en sith-lord – jeg ser desværre så ond ud, at man bare kan smide en kappe på mig og give mig et rødt lyssværd, så ville jeg være lykkelig. Jeg er også bare en fanboy. Og det er også derfor, jeg gerne vil vælge de rigtige ting. Jeg er en nørd. That’s it. Giv mig et lyssværd!«.
’Skyggen i mit øje’ kan ses i biograferne fra den 28. oktober.