Jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at Thundercats ‘Distracted’ bare fucking groover
ALBUM. Jeg bliver nødt til at indrømme noget: Jeg var skeptisk over for dette album. Meget skeptisk.
For selvom Thundercats bagkatalog burde tale for sig selv, så hører han stadig til en undergenre, som jeg på mange måder har det stramt med. En genre, som jeg ikke kan beskrive bedre end ‘konservatorie’.
‘Konservatorie’ er ikke, som man måske ville forvente, specielt musikalsk. ‘Konservatorie’ er et fravalg af alt det, som beviseligt har ført musikere til toppen af hitlisterne, siden hitlisterne blev opfundet. Nej tak til repetition, simple akkordrundgange, fællessangsvenlige melodier og relaterbar lyrik.
’Konservatorie’ er, hvad der sker, når musikere bliver så dygtige til at spille på deres instrument, at de ikke længere beskæftiger sig med, om de burde spille noget, men alene, om de kan spille noget.
‘Konservatorie’ er et maksimalistisk projekt. Et ‘ja tak’ til toner – jo flere, jo bedre. Taktarter, helst flere ad gangen. Oktavspring og komplicerede harmonier.
Og Thundercat får også spillet toner nok på ‘Distracted’. Bare lyt til introen på ‘I Did This to Myself’ – eller basgangen til stort set samtlige sange på albummet. Jeg mistænker ham for kun at indspille i et afkølet lokale, sådan som hans fingre farer op og ned ad gribebrættet på den seksstrengede bas.
Alligevel har Thundercat noget, som mange ‘konservatorie’-musikere mangler. Han har ikke forsømt sin musikalske fornemmelse.
Thundercat er skyldig i langt det meste af det, som karakteriserer ’konservatorie’-genren. Alligevel må jeg bare lægge mig fladt ned og indrømme, at langt det meste på ‘Distracted’ bare fucking groover.
Thundercat gjorde sig for alvor bemærket med sine bidrag til Kendrick Lamars opus ‘To Pimp a Butterfly’ – en masterclass i musikalsk fornemmelse og poesi. Poesien kan Thundercat nok næppe tage meget af æren for, men på ‘Distracted’ beviser han, hvorfor ‘To Pimp a Butterfly’ ikke var blevet det samme uden hans input.
Min frygt var, at der ikke var nogen til at holde tøjlerne på Thundercat, når han udgiver musik i eget navn. At han ville lolle det hele væk i overkomplicerede basgange og hans gakkede humor.
Men selvom både komplicerede basgange og gakket humor er til stede i liberale mængder på albummet, så bliver det ikke overvældende på noget tidspunkt. Thundercat tager stadig musikken seriøst, selvom den tydeligvis er en legeplads for ham.
’Distracted’ byder på et sammensurium af hiphop, soul, jazz og funk med i alt seks forskellige features. Det helt store trækplaster her må være Mac Miller, der får en posthum gæsteoptræden på ’She Knows Too Much’.
Basgangen er vitterligt bare en opgang med den skala, som passer til tonearten. Man kan næppe spille noget mere usexet, men selv det formår Thundercat at få til at lyde musikalsk i stedet for den opvarmningsøvelse, som det i virkeligheden er.
Som albummet lakker mod enden, bliver den småjoviale hip-funk skiftet ud med nogle mere sjælede, næsten croonede skæringer som ’Pozole’, som nærmest lyder som et klaverbåret Beach Boys-nummer, eller ’ThunderWave’, der godt kunne have været b-siden til Seals ’Kiss From a Rose’.
Én ting er i hvert fald helt sikkert: Generationer af konservatoriestuderende kommer til at gennemtærske hele Thundercat’s bagkatalog. Jeg håber bare, at de ikke kun tager ved lære af mængden af toner, han spiller, men hvordan de bliver spillet.
Kort sagt:
På ’Distracted’ viser Thundercat, hvorfor hiphophovedværket ’To Pimp a Butterfly’ ikke havde været det samme uden ham med sin særegne afart af jovial hip-funk med en liberal mængde humor og en maksimalistisk tilgang til basgange.