’Rejseholdet – det første mord’: Afdeling Q møder ’Badehotellet’ i vovet og legesyg dansk krimisatsning
Hvor fanden er Mads Mikkelsen?
Ah … det er ikke dét rejsehold. Du ved, DR’s ikoniske 00’er-serie, hvor der løbes i sort læder, og hvor landsholdspillere bliver til lastbilchauffører.
Nej, efterårets store danske satsning er i stedet baseret på Jacob Jonias roman ’Den yderste grænse’, en fiktiv fortælling om den faktiske Otto Himmelstrup, der var rejseholdets (aka Danmarks FBI’s) allerførste leder.
En legende, mener nogle. En selvhøjtidelig hattebærer, mener andre. I Alex Høgh Andersens veloplagte skikkelse er han lidt af det hele, når han anfører den nystiftede specialenhed og opklarer særligt vanskelige forbrydelser over hele landet.
Så da Esbjerg-borgmesterens sommerhus påsættes ild, må han fra hovedstaden til kystbyen. Med sig tager han sin partner in crime and justice, fingeraftryksmesteren PR (Nicolaj Kopernikus), og lettere ufrivilligt ledsages han desuden af sekretæren Camilla (Mathilde Arcel), som viser sig at besidde telefonbogbegejstring og overlegne detektivevner.
Og de kommer skam til nytte, for hvad der startede som en sag om en nedbrændt politikerbolig, udvikler sig pludselig til en usædvanlig mordgåde. Da-da-da-daaa.
Ja, der er godt gang i den dramatiske musik. Faktisk fungerer Jon Ekstrands ulmende score som en dunkel turguide, der hiver os gennem mangefacetterede samfundsskildringer og Jyllands Chicago anno 1927. Her serveres suppe med fiskehoveder og sladder, og her finder det kemifulde trekløver alt fra forkullede lig til en dirtytalkende pyroman – og korruption og anden anstødelig opførsel blandt byens magthavere.
Spændingen stiger gradvist i det teatralske værk, der med vellykkede whodunnit-forviklinger og eftertragtelige la garçonne-kostumer sommetider føles lidt som et overraskende kærlighedsbarn af ’Afdeling Q’-franchisen og TV 2-hittet ’Badehotellet’. Eller måske som ‘Babylon Berlin’ på dansk.
Vi bevæger os dog hverken rundt i et klassisk minimalistisk nordic noir-univers eller i rendyrket folkelighed. Vi inviteres derimod ind i et ekspressionistisk og svulstigt periodedrama, hvor instruktør Christoffer Boe (’Reconstruction’, ’Spies & Glistrup’, ’Journal 64’) og de øvrige skaberkræfter flekser en tydelig æstetisk og fortællemæssig legesyge.
Og altså… A for kunstnerisk effort og visuelt vovemod. Dog kan det i ny og næ virke, som om der er kælet mere for billedsiden, der blandt andet byder på malplacerede ’Beverly Hills’/mugshot-agtige præsentationer af karakterer og støvede mordvåben, end for den dramaturgiske fremdrift.
Meget skal fortælles – og adskillige (kønspolitiske) budskaber skal overartikuleres. Men så er det jo godt, at filmen er bevæbnet med veltalende figurer, der blandt andre tæller byens dekadencedronning, Fru Faber (en scenestjælende Katrine Greis-Rosenthal).
Med stok, pels, sexorgier og anarkistiske tendenser er hun en Snoop Dogg-feature fra at være en ægte gangster. Og med grådighed og foruroligende tilbøjeligheder spiller hun en central rolle i krimiens portræt af komplicerede (læs: obskure) mor/søn-forhold.
Sådan ét lider hovedkarakteren selv under.
En mørk familietragedie har givet ham ar på kind og sjæl, og mens politimanden forsøger at løse nye drabsmysterier, sidder han lænket i eget traumedvælende fortidsfængsel.
Det skaber rigtignok gribende momenter, men åh … småarrogante magtmænd med mommy issues, der bare vil forblive ulykkelige. Er filmhistorien (og den øvrige verden) ikke ved at drukne i dem?
Jo! Men heldigvis aner man konturerne af selvudvikling hos Otto – og heldigvis er Alex Høgh Andersens glimrende forpinte efterforsker med det skarpe blik og en endnu skarpere fade ligeledes charmerende og næsten helt sjov.
Faktisk er den ellers alvorstunge og psykologisk bombastiske detektivfilm ret underholdende og byder på jokes om frygt for både monogamiet og socialdemokratiet. Den komiske timing findes i særdeleshed i scenerne med Kopernikus og Arcel, der begge leverer overbevisende skuespilpræstationer og tilfører en kærkommen lune.
Ja, det er lige før, at jeg simpelthen hygger mig i deres og det resterende karakterkatalogs selskab. Endda i en sådan grad, at jeg (næsten) tilgiver filmen for at være lidt for lang i spyttet – og desuden ikke savner Mads Mikkelsen.
Altså ikke mere end hvad der normalt betegnes som sundt.
Kort sagt:
Uagtet at den er lang og til tider dramaturgisk ujævn har Christoffer Boe begået en visuelt vovet og legesyg krimi, der vellykket mixer mordmysterier med mortraumer.