INTERVIEW. Grå betonbygninger, trøstesløse regnvejrsnætter og ensomme, nedslidte efterforskere, der trodser alle regler i troen på deres egen genialitet.
Sådan er vi kommet til at kende og elske de største danske politifortællinger, og det er der masser af gode grunde til, hvis man spørger Christoffer Boe, som selv instruerede ’Afdeling Q’-succesen ’Journal 64’.
Men samtidig synes Hr. Boe, som den 51-årige instruktør og manuskriptforfatter titulerer sig selv i sine films fortekster, at den velkendte formular er slidt. Det er tid til fornyelse.
Derfor vil han puste nyt liv i genren, som danskerne i årtier har været besatte af, og som på både skrift og i levende billeder har sat Danmark på det kulturelle verdenskort som intet andet: krimien.
Men det friske pust skal ikke ske ved at se fremad. Tværtimod skal det ske ved at skue bagud. Faktisk tager Boe i ’Rejseholdet: Det første mord’ publikum et helt århundrede tilbage i tiden.
I 1927 oprettes Rigspolitiets Rejsehold, og den ambitiøse, unge Otto Himmelstrup udpeges som leder. Han spilles af Alex Høegh Andersen, der, trods sin status som international ’Vikings’-stjerne, aldrig før har haft en filmhovedrolle. Hans karakter er baseret på virkelighedens Otto Himmelstrup, der dog var noget ældre ved Rejseholdets oprettelse.
I ’Rejseholdet: Det første mord’ flankeres Himmelstrup af eksperten i tekniske beviser PR (Nikolaj Kopernikus) og sekretæren Camilla (Mathilde Arcel). De tre sendes på holdets første opgave til Esbjerg for at undersøge en sommerhusbrand, der hurtigt udvikler sig til en omfattende mordsag om jalousi, kærlighed og magt.
Afgørende opkald fra Lone Scherfig
Filmen er baseret på Jacob Jonias ’Den yderste grænse’ fra 2023 – den første i en trilogi om Danmarks første rejsehold – og imens hovedkarakteren Otto er virkelig, er sagen ren fiktion. Alligevel har Rejseholdets historie og arbejdsgange fyldt meget for Boe og medmanusforfatter Lasse Kyed Rasmussen.
»Vi har lavet et stort researcharbejde omkring Rejseholdets arbejde. Metoderne og remedierne udvikles konstant, og det var vigtigt at portrættere dem tidstypisk. I vores historie begynder de at benytte kameraer og fingeraftryk, og jeg synes, anvendelsen af teknologien er ret fascinerende, som når James Bond går ned til Q og får præsenteret en ny gadget. Her er det så bare ting, vi i nutiden tager for givet«, siger instruktøren, da vi møder ham nogle uger inden premieren.
»Men det er fiktion, og der var eksempelvis ikke en eneste kvinde i virkelighedens Rejsehold. Hvis folk vil have 100 procent autentisk historie, kan de gå på Politimuseet, men jeg synes, det er fedt, at vi kan skabe dialog om kønsroller og stereotyper, eller om sprogets udvikling, fordi vi har det historiske bagtæppe at spille op imod«.
Er det også en måde at gøre fortiden mere spændende?
»Selvfølgelig. Jeg er skidetræt af, hvordan dansk film altid portrætterer fortiden som noget ekstremt provinsielt og kedeligt. Man kan sgu blive i tvivl om, hvordan de overhovedet har fået børn, hvis alle var så uliderlige. Jeg tror ikke på, at det var så kedeligt, så lad os lege, at den tid var sjov at leve i – at Esbjerg kunne være dekadent og sexet som Chicago!«.
Hvordan startede projektet?
»Jeg blev ringet op af Lone Scherfig, som havde læst bogen, og syntes, den var interessant, men ikke noget for hende. Jeg havde længe scoutet krimilitteratur og ledt efter noget, der var særligt nok til at få folk til at gå i biffen, og det fandt jeg her. Et forlæg med et historisk bagtæppe og en fantastisk hovedkarakter«.
En billedstorm
Christoffer Boe brød igennem med et brag i 2003, da han for sin første spillefilm ’Reconstruction’ vandt debutantprisen Camera d’Or i Cannes og indvarslede en ny poetisk og stilistisk bevidst stemme i dansk film.
Han fortsatte ud af arthouse-sporet med ’Allegro’, ’Offscreen’, ’Alting bliver godt igen’ og ’Beast’, før han – træt af at skulle nøjes med et tiltagende lille publikum – slog ind på mainstreamvejen med succesen ’Spies og Glistrup, ’Journal 64’ og senest ’Smagen af Sult’ i 2021.
I mellemtiden har han også lavet de roste spændings-/krimiserier ’Kriger’ og ’Forhøret’, og krimigenren har altid optaget Boe, fordi den med sit særlige sprog samler os og sætter samtaler i gang. »Hvem har gjort det?« er og bliver et af de mest effektive spørgsmål i historiefortælling, påpeger han.
Krimiens enorme succes i Danmark med ’Rejseholdet’, ’’Forbrydelsen’, ’Broen’ og Jussi Adler-Olsen som nationale hjørnestene har dog samtidig gjort, at Boe har fornemmet en form for træthed. Vi har set utroligt mange fiktive mord blive opklaret.
Derfor ser instruktøren, måske mere end nogensinde før, et behov for at ryste posen.
Så selvom whodunnit-formen naturligvis er vigtig for ’Rejseholdet: Det første mord’, ville Boe gøre sin hovedkarakter – og skuespilleren bag – til omdrejningspunktet.
»I stedet for at starte med liget begynder vi historien i Ottos fortid, med efterforskeren frem for det mord, han skal opklare. Otto etableres som det primære interessefelt, og selvom det er en drabssag, der skal opklares, bliver det store spørgsmål, hvad sagen gør ved mennesket Otto«.
Også æstetisk ville Boe adskille sig fra mængden. Modsat den grå tristesse, som dominerede nordic noir-bølgen, var det ambitionen at skabe »en billedstorm«.
En storm, der sender publikum ind i Ottos subjektive verdensbillede, hvor der leges med frygt, traumer og familiehemmeligheder.
»Vi ville lave noget visuelt berigende, hvor folk bliver blown away. Det er fedt at se Alex løbe ud af en skyformation, og samtidig har det en narrativ funktion, fordi vi oplever sagen gennem ham«, fortæller Christoffer Boe.
»Hver scene skulle have visuel kvalitet og formes af sanselighed og stoflighed. Jeg skrev små noter på manuskripterne som ’alle folk sveder’. Tøjet er for varmt, og de sveder og pruster. Sammen med fotograf Lasse Frank har jeg arbejdet meget med det fysiske udtryk, teksturer og lyssætning for at kunne vække 20’erne til live med et look, der skiller sig ud«.
Har der været helt konkrete inspirationer?
»Jeg har set meget mod Shane Black og hans selvrefleksive stil fra særligt ’Kiss Kiss Bang Bang’. Jeg elsker det metabevidste spil omkring de forventninger, man har til en krimi, og paradokset mellem at ville regne alt ud, men samtidig at ville overraskes«.
Idéen er at få folk i biffen
Tidligt i karrieren var Boes film søgende og eksperimenterende. Med hans egne ord var han »en ung mand, der lavede film til folk, som mindede om ham selv«. I dag er hans perspektiv ændret, og udfordringen ligger i at lave film til folk, der ikke er som ham.
»Hvor findes de filmiske fællesnævnere, der transcenderer alt det, jeg selv er, og taler til folk, jeg intet har til fælles med? At lave noget, som rammer bredt og rummer mange følelsesregistre, er langt mere interessant end at lave artfilm til alverdens festivaler. Jeg gider ikke turnere med en film i flere år som en gammel rockmusiker – i det sekund, den er lukket, vil jeg videre til næste projekt«.
»Hele idéen er at få folk i biffen. Som sagt har jeg lavet film, hvor publikum var sekundære, men nu er det den brede appel, der optager mig. Det her, synes jeg, er god underholdning, så jeg er da spændt på at se, om folk er enige i det«.
Ja, hvordan ser du balancen mellem artfilm og mainstream, ikke mindst i lyset af din egen udvikling?
»Der er en evig debat om, hvem og hvad vi laver film for, og jeg har længe været sur på arthouse, fordi mange missede bolden, men flere nye film har iscenesat det filmiske sprog på ny uden at virke ekskluderende. Tænk at 200.000 så en crazy film i sort-hvid som ’Pigen med nålen’ i biffen, eller at ’Poor Things’ blev et gigahit. Det er helt vilde film, som sælger mere end alle mulige kommercielle crapfilm. Deres succes er meget opmuntrende for mediet«.
»Jeg tror på, at hvis publikum mærker en stærk retning, at filmen er i kontrol, kan man som instruktør tillade sig sindssygt meget. Folk er vilde med det, så længe historien er god, det er godt skrevet, og de spiller godt. Who gives a fuck om det ser anderledes ud«.
Men er du selv blevet rendyrket krimiinstruktør?
»Jeg er stadig ekstremt optaget af krimigenren, og af at lave brede film, men ser det også som min pligt at bringe noget nyt til bordet. Hvis du kommer til et sammenskudsgilde, og der er 25 hummusser, så laver du ikke bare en magen til, så må du sgu finde en nye måde at krydre den på. Det er stadig krimier, der trækker mest i mig, men derfra er ambitionen aldrig at reproducere mig selv, men at tage artfilmens udforskende natur med ind i mainstreamen«.
Skrevet til Alex Høgh
Hvordan har du arbejdet med Otto-karakteren i lyset af Carl Mørck og andre klassiske krimikarakterer?
»Vi vil gerne have en hovedkarakter fuld af smerte, en enspænder med dybe hemmeligheder. Smerten har traditionelt vist sig i misbrug og dårligdom – de ryger og drikker, er uhøflige og dårlige forældre. Vi gjorde det modsatte. For det første er Otto ung, og i stedet for at gå ned i sølet er han nystrøget, velfriseret og en, der ikke kan sættes en finger på. Han lander samme sted, for det er utænkeligt at have en lykkelig krimiefterforsker, men måden vi får ham derhen, er et sted, vi har forsøgt at nytænke«.
Hvorfor gik hovedrollerne til relativt unge navne som Alex Høgh Andersen og Mathilde Arcel?
»Jeg har længe villet arbejde med Alex, så filmen er faktisk skrevet til ham. Han er et vildt menneske og har en helt særlig, ekspressiv spillestil, og så er det jo uhørt at være blevet en international superstjerne uden at have fået sit brede gennembrud herhjemme«.
»Alle i branchen ved, at det er outrageous, hvor god Mathilde er, og hun skal nok få sit kæmpe shine. Det har været en fornøjelse at arbejde med dem og give dem det spotlys, de fortjener. Det var også bevidst, at vi gik ungt og mindre kendt for at skabe et friskt univers i egen ret«.
Er håbet, at ’Rejseholdet’ er starten på dansk films næste store krimifranchise?
»Jeg håber det, men alt afhænger af modtagelsen. Jeg har idéer til mere, for en del af at skabe et univers er at forestille sig historier og relationer udvikle sig og alle de vilde historier, de danske provinsbyer rummer. Der er jo, heldigvis for mig, begået mere end ét mord i Rejseholdets historie, men i sidste ende bliver der ikke lavet noget, folk ikke gider at se på«.
Om en toer bliver en realitet, går der nok en rum tid, før vi ved, og Boes mund er for nu lukket med syv segl. Imidlertid lægger filmen selv op til, at en overraskende efterfølger kunne ligge og lure et sted i fremtiden. Her er det også værd at bemærke, at Jacob Jonias forlæg jo allerede har fået både toer og treer.
Hvad er dit – og filmens – forhold forresten til DR’s ’Rejseholdet’?
»Mit forhold er lig nul. Jeg har aldrig set et afsnit, men ved, at det eksisterer. Det kan være en gave til os, at folk kender Rejseholdet derfra, og jeg fandt hurtigt ud af, at vi blev nødt til at anerkende seriens eksistens. Derfor kipper vi lidt med hatten mod den med et velkendt citat, men jeg synes også, det var fint at parkere den der, for jeg tror virkelig på, at filmen her kan definere sin egen æra«.
’Rejseholdet: Det første mord’ har biografpremiere 4. september.