‘The Drama’: Man krummer tæer grinende til grovkornet twist-romcom med Zendaya og Robert Pattinson

‘The Drama’: Man krummer tæer grinende til grovkornet twist-romcom med Zendaya og Robert Pattinson
'The Drama'. (Foto: A24)

FILM. True or false: Kærligheden er ubetinget, ægteskabet er en solid, sjæleforløsende klippe, og mørke hemmeligheder er bare lidt ekstra lir til en ellers kedelig, monogam hverdag.

Er du svar skyldig – eller bare interesseret i en god og mavepustende filmoplevelse – vil jeg anbefale at dykke ned i den norske instruktør Kristoffer Borglis længe ventede ’The Drama’.

Man bliver nemlig både underholdt og klog af at se vores alle sammens Zendaya indtage pladsen som just a girl standing in front of a boy asking him to love her … trods hendes gruopvækkende fortid.

For på samme måde som meet cutes bliver til frierier, bliver en middagsleg i ’The Drama’ starten på et underligt mareridt. De vordende ægtefolk presses spøgefuldt til at fortælle det værste, de nogensinde har gjort.

Og no spoilers, men bruden Emmas afsløring ryster både selskabet og fundamentet i en sådan grad, at gommen Charlie (Robert Pattinson) får iskolde fødder. Publikum kommer også i tvivl om, hvorvidt man virkelig ønsker at vide alt om sin partner.

Der er rigtignok både storladne spørgsmål, spænding og, ja, drama, når Borgli giver sit take på en moderne romcom – en rettidig undersøgelse af, hvad samlivet overhovedet kan overleve.

‘The Drama’. (Foto: A24)

Apropos liv og overlevelse: Hvad vil du helst møde i en skov – en bjørn eller et heteroseksuelt parforhold?

Vælg bjørnen, opfordrer den herskende popkultur, der i stigende grad portrætterer mand-kvinde-tosomheden som gyselig og decideret farlig. Se bare den biografaktuelle mental load-horror ’If I Had Legs I’d Kick You’ eller Netflix’ nye serie ’Something Very Bad Is Going to Happen’, der som en 2026-version af The Red Wedding dissekerer ægteskabet og (vrang)forestillingen om soulmates.

Med urovækkende elementer og alvorstunge anliggender – og evig krydsklip mellem virkelighed og grotesk fantasi – rider ’The Drama’ uomtvisteligt på dén bølge, hvilket tilfører et underlæggende ubehag og frygt.

Men den grovkornede A24-film vil ikke bare skræmme os eller få os til at kaste os i armene på heterofatalistiske kødædere. Den vil have os til at tro på rigtig kærlighed. Med streg under rigtig. Du ved, den der fortvivlende, fortryllende, forfærdende slags, der får os til at græde og grine.

Og det gør man. Griner, mens man krummer tæer. For med sort humor og skarp dialog leverer Kristoffer Borgli – der slog igennem med den sylespidse norske ‘Sick of Myself’ og fulgte op med Nicolas Cage-mindbenderen ‘Dream Scenario’ – både sjove og sande pointer om datingliv og andre kontroversielle emner. I et farverigt karakterkatalog støder vi fornøjeligt på alt fra en fotograf uden situationsfornemmelse til en dj med kabel-OCD.

Men ingen velcastet birolle – ikke engang Alana Haim som muggen og forfærdet brudepige – stjæler scenen fra de hotte og kemispækkede kransekagefigurer.

Robert Pattinson spiller Charlie med en næsten Hugh Grant’sk kvalitet: en bebrillet brite med slasket (om end supersexet) hår og manglende evne til at åbne en offentlig port efter klokken 22. Altså den slags whoopsie-daisy-charme, der siden for altid har været uimodståelig for et længselsfuldt publikum og ikke mindst leading ladies.

‘The Drama’. (Foto: A24)

Denne films leading lady og mangefacetterede antiheltinde er i skikkelse af den evigt veloplagte Zendaya en særlig cocktail af uopnåeligt dragende og ufatteligt relaterbar. Eller … dele af hende er. Hun er muligvis allerbedst beskrevet gennem den latter, der er lige så henrivende, som den er »frastødende«. Julia Roberts act-a-like much?

Ja, troperne, referencerne og ikonerne fra legendariske romanceværker løber tydeligt og stærkt i ’The Drama’. Men trods tendens til gentagelser i særligt filmens midte – og den ugerning, at det berygtede twist kommer alt for hurtigt – føles filmen dejligt forfriskende og medrivende.

Måske fordi den præcis som nyere, nuancesøgende kærlighedsfortællinger a la Celine Songs vellykkede ’Past Lives’ og knap så vellykkede ’Materialists’ skifter fokusset fra, hvordan-to-mennesker-finder-hinanden til hvad-to-mennesker-gør-ved-hinanden. Samtidig mestrer Borgli den svære romcom-kunst: at få os til at heppe på parret, selv når det hele synes umuligt.

For størst af alt er kærlighed bebuder Biblen, ’Notting Hill’-udgaven af Horse & Hound og nu også den bizarre, volds- og våbenparate ’The Drama’.

For det er den da … er den ikke?


Kort sagt:
I Kristoffer Borglis velspillede og absurde film pustes der nyt liv og håb i parforholdet – og i den romantiske komedie.

‘The Drama’. Spillefilm. Instruktion: Kristoffer Borgli. Medvirkende: Zendaya, Robert Pattinson, Alana Haim. Spilletid: 105 minutter. Premiere: I biografen 1. april.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af