ANBEFALING. At være subversiv og bryde grænser er ikke en unormal ting i popmusikken. Men at skubbe så meget ved grænserne, som amerikanske Sofia Isella gør, er alligevel ret uhørt.
Hendes voksende popularitet er ikke blot et manifest, der har været længe ventet. På mange måder er det den ultimative fuckfinger til en mandsdomineret kultur. Og så laver hun god musik.
Hun har opvarmet for Taylor Swift og har en voksende fanskare, men lad os parkere historikken og fokusere på, hvad det rent faktisk er, der har bragt hende hertil. I første omgang er det hendes image.
Isella går mod strømmen og klæder sig i langt, baggy tøj og er altid – bevidst – smurt ind i skidt og mudder, i hvad der ligner en kommentar til det klassiske pop-image. Isella agerer dog ikke løftet pegefinger, men virker blot til at forsøge at skubbe til popkulturens symbolik ved at skabe et bevidst anti-image og dermed italesætte tendenserne.
Disse idéer går igen i hendes tekster, som er rige på sprogligt begavede metaforer og har en underspillet galgenhumor, der oftest kommenterer menneskets forfald i det nutidige samfund. Som regel med udgangspunkt i kvindens erfaring.
Og så er der musikken, der bevæger sig et sted mellem industriel lo-fi, kammerpop og kontemporær sangskrivning. Musikken svinger mellem så mange forskellige udgangspunkter, at det kan være enormt svært at fange indtrykkene, men alligevel appellerer den til både popfans og kunstspader.
Den kritiske poet
De mest åbenlyse repræsentanter for Isellas lyd er nok sangene ’The Doll People’, ’Above the Neck’ og ’Numbers 31:17-18’. Førstnævnte er kritisk eksistentialisme, der lyder som en muteret version af fransk chanson fra et fjernt multivers, hvor Jacques Brel og Serge Gainsbourg er amerikanere.
Teksten er direkte, fremstiller mænd som dybt komiske, og musikken understreger Isellas pointer, hvor mennesket fremstår som latterlige dukker eller »art you can fuck«.
’Above the Neck’ er en midtempo, industriel triphop-sang, der med enkelte basriffs, tunge grooves og en effektiv guitarsolo omhandler samfundets syge fokus på sex og den effekt, det har på både kvinder og mænd. »You think your penis is very important / But if something’s dirty after you touch it / The problem is your hands, dipshit, cut it off«, synger hun.
Sex er bagt ind i luften, og alt er seksualiseret. Og hvis det ikke er det endnu, så bliver det det sikkert.
Isella går i kødet på kristendommens dobbeltmoral på hendes seneste single, ’Numbers 31:17-18’, der citerer et skræmmende citat fra Biblen, der beskriver Moses’ ordrer under krigen mellem Israel og midjanitterne, hvor han beordrer sine soldater til at slå samtlige drengebørn og kvinder, der har haft sex med en mand, ihjel, men skåne de unge jomfruer og »tage dem«.
Opskriften på etnisk udrensning og en uhyggelig passage, der den dag i dag stadig er en del af det kristne fundament. Omkvædet »there is a whore next door, she’s your reward« fremstår som en kristen hymne, indtil kvinden likvideres i slutningen: »I’m biting into an apple and I’m afraid of nothing«.
Sofia Isella er ikke bare en kontemporær, satirisk rebel. Hun er et bindeled mellem samtidens popmusik og fortidens litterære, alvorlige poptekster. Det er sjældent, man finder en kunstner, der både minder om Billie Eilish og Nick Cave og samtidig er helt sig selv.
Det er også sjældent, at man finder en kunstner, hvis lyrik besidder samme sproglige rigdom, spydig satire og mørke alvor som Isellas. Jeg mener det faktisk, når jeg sammenligner hendes tekster med Leonard Cohen og førnævnte Cave. Når tekster kan læses som digte i sig selv, og budskabet stadig kan mærkes, så er man en god poet.
Sofie Isella indeholder det hele, og at dømme ud fra de vilde klip fra hendes liveshows er der noget på spil, når hun rammer Vega til foråret.
Jeg håber på, at hun har en lang og interessant karriere foran sig, for hvis dette kun er begyndelsen, er det nærmest lidt skræmmende, hvad der venter os i fremtiden.
Sofia Isella optræder i Store Vega 14. maj.