’Snefællesskabet’: Mirakuløst overlevelsesdrama på Netflix er neglebidende og besynderligt smukt
Den spanske filminstruktør J.A. Bayona er svær at sætte i bås.
I 2007 debuterede han på sit modersmål med den glimrende gotiske børnehjemsgyser ’Børnehjemmet’, der varslede en ny spændende instruktørstemme fra den spansktalende verden. Og med selveste Guillermo del Toro i ryggen som mentor kunne det vel næppe gå galt.
Bayona fulgte op med den hæderlige katastrofefilm ’The Impossible’ om jordskælvet i Det Indiske Ocean i 2004, der havde Naomi Watts og Ewan McGregor i hovedrollerne (samt en debut til en ung Tom Holland). Filmen blev en succes ved billetlugerne og et bevis på, at spanieren sagtens kunne arbejde med et større budget og større skuespillere.
Men efter ’A Monster Calls’ i 2016, der igen emmede af del Toro-fantasy, er det gået ned af bakke kunstnerisk med storproduktionerne ’Jurassic World: Fallen Kingdom’ ’Ringenes herre: Magtringene’. Måske blev det alligevel for stor en mundfuld, måske blev Bayone slugt af den glubske Hollywoodmaskine som mange før ham.
Nu er J.A. Bayona langt om længe tilbage med film af den kaliber, man husker fra første del af hans karriere.
’Snefællesskabet’ – eller ’La Sociedad de la Nieve’ på spansk – fortæller den sande og ufatteligt mirakuløse historie om et uruguayansk fly, der styrtede ned i Andesbjergene på vej mod Chile i oktober 1972, hvor de overlevende tilbragte 72 dage, før de blev reddet. Filmen er produceret af Netflix og Spaniens kandidat til en Oscar i kategorien Bedste Internationale Film.
Om bord på flyet var 45 passagerer og besætningsmedlemmer, heriblandt 19 spillere fra et rugbyhold samt deres familie og venner. For mange af dem var det første gang, de overhovedet forlod deres hjemland. Historien bliver fortalt gennem den 24-årige rugbyspiller Numa Turcatti (Enzo Vogrincic), der inden afgang tøver en kende med at tage på sit livs tur med sine kammerater.
Og måske skulle han have lyttet til sin mavefornemmelse. For kort tid efter ruten rammer Andesbjergene, går det grueligt galt, og flyet styrter ned i en dal og mister bagpartiet i farten sammen med en række af passagererne.
Det hele går lynhurtigt, og Bayona lægger ikke fingre imellem, når det kommer til skader i form af brækkede knogler og diverse kvæstelser i forbindelse med styrtet, så man selv sidder og græmmer sig. For hvert dødsfald dukker navn og alder på vedkommende op på skærmen. De fleste er i 20’erne.
Bayona fortæller historien med autenticitet og respekt for de pårørende. Det er en mere jordnær og realistisk udgave af historien, end den Hollywood fortalte på engelsk med Frank Marshalls ’Vi lever’ fra 1993 med Ethan Hawke og John Malkovich.
Der går ikke længe, før flyresterne har ramt jorden, til reptilhjernen tager over, og der skal handles hurtigt. Iblandt de overlevende er en enkelt medicinstuderende, der må gøre, hvad han kan for at redde de sårede, men som regel uden held, da skaderne er for voldsomme.
For de heldige, som har overlevet styrtet, venter nu den næste udfordring. Og her kan man diskutere, om de heldige var dem, der døde med det samme, eller om det er dem, der endnu er i live. Nu gælder nemlig den såkaldte tre-regel. Mennesket kan klare sig tre dage uden vand og tre uger uden mad. Men i Andesbjergenes barske terræn, hvor intet kan leve og gro i den bidende kulde, forkortes antallet af dage markant.
Hvad menneskekroppen kan modstå i ekstreme situationer, er utroligt. Det skildrer J.A. Bayona gennem et væld af scener, der involverer nætter i flyskroget i tocifrede minusgrader, hvor de overlevende må klumpe sig sammen for at holde varmen, til at kæmpe sig ud af dødsensfarlige laviner. Og kender man lidt til historien, ved man, at lige så snart maden slipper op, begynder man at kigge andetsteds for føde. Til de døde.
Her kræver det en stærk mave både som seer og som overlevende, der hver især skal vælge at gå på kompromis med deres moral. Til gengæld giver de gudesmukke bjergomgivelser et åndehul, godt hjulpet af Michael Giacchinos score.
Det er især gennem Bayonas close-ups af mændene, at man rigtigt oplever det besynderligt smukke i menneskets vilje til at overleve at opleve. De lever, kæmper og dør for hinanden, og det fører til flere rørende øjeblikke undervejs.
Det bemærkelsesværdige ved den virkelige historie fra Andesbjergene – og ved Bayonas film – er, at det trods kannibalismen ikke er en ’Fluernes herre’-fortælling om menneskets dyriske ondskab i en presset situation. Det er en film om overlevelse gennem fællesskab – om at hjælpe hinanden til et liv, selv fra døden med sine kødelige rester.
’Snefællesskabet’ er et kærkomment comeback til J.A. Bayona, der gør sig allerbedst, når han får frie tøjler til at instruere på sit modersmål.
Selvom man kender udfaldet på den mirakuløse fortælling, føler man, at man har været på en rejse, når rulleteksterne triller over skærmen.
Og selvom det er minusgrader udenfor, sætter man ekstra pris på sin varme seng bagefter.
Kort sagt:
J.A. Bayona er tilbage i storform med fortællingen om det fællesskab, den empati og den selvopretholdelsesdrift, der fik de overlevende igennem 72 dage i de skånselsløse andelsbjerge.