Det er næsten blev reglen snarere end undtagelsen, at Oscar-kapløbet er påvirket af force majeure-agtige forhold, der sætter tonen for sæsonen og øver indflydelse på optakten. Metoo, global pandemi og i år: en omfattende strejke i underholdningsbranchen.
Events – festivaler og prisuddelinger – er enhver Awards Seasons ’bread and butter’, så stjernernes fortsatte fravær fra de røde løbere er en tikkende bombe under afviklingen af prissæsonen. Det har man ved selvsyn kunnet konstatere i forbindelse med afviklingen af efterårets tre vigtigste efterårsfestivaler (og Oscar-affyringsramper), Venedig, Toronto og Telluride.
Hvad er Venedig-festivalen egentlig værd, hvis ikke der er stjerner på den røde løber, og hvad betyder Toronto-festivalens ret så sikre Oscar-strømpil, People’s Choice Award, i en sæson, hvor stjernernes fravær berøver os for de ’store øjeblikke’?
Forfatterstrejken i Hollywood er i skrivende stund afblæst. Skuespillerne, hvis strejke har stået på i lidt kortere tid (siden juli), står endnu i en uafklaret situation, men mange forventer, at den også vil blive afklaret i løbet af efteråret.
De mørke skyer over den igangværende sæson synes altså så småt at lette.
I det følgende udpeger vi de 10 film, der efter festivalerne i Venedig, Toronto og Telluride ligner de mest sandsynlige bejlere til den helt store pris for bedste film, der uddeles 10. marts 2024.
10. ’Anatomy of a Fall’
Det kan ikke udelukkes, at nogle af de mest synlige film fra årets Cannes-festival kan kapitalisere på den noget dæmpede respons på udbuddet på årets efterårsfestivaler, hvor den manglende star power (i form af skuespillere med bred appel) har været, om ikke momentumdræbende, så heller ikke det modsatte.
En film, der står parat til at udnytte efterårskonkurrenternes måske manglende medvind, er årets Guldpalme-vinder, franske ’Anatomy of a Fall’ instrueret af Justine Triet. Filmen handler om en kvinde, spillet af Sandra Hüller (’Min far Toni Erdmann’), der måske/måske ikke har slået sin mand ihjel. Han bliver fundet død i sneen uden for parrets hus. Filmens kerne er det retssalsdrama, der udspiller sig efter dødsfaldet, hvor moren (Hüller) skal forsøge at overbevise juryen (og sin blinde 11-årige søn) om sin uskyld.
Universelt gode anmeldelser (88 på Metacritic), et kampagneskub for Hüller i kategorien for bedste kvindelige hoverolle og et Akademi, der generelt har åbnet sig gevaldigt for internationale (læs: ikke-engelsksprogede) produktioner er alle sammen forhold, der bidrager til at gøre guldpalmevinderen til en sandsynlig, men dog langt fra sikker kandidat i bedste film-feltet.
Det er til gengæld nok en ulempe for filmen, at den ikke er indstillet som Frankrigs bud til bedste internationale film. Men det er omvendt ikke usædvanligt, at de store europæiske filmnationer – Frankrig og Spanien især – fravælger deres internationalt set mest anerkendte filmiske præstationer til fordel for mere nationalt forankrede produktioner.
9. ’American Fiction’
Jeg nævnte indledningsvist Torontos People’s Choice Award som en i nyere tid mere end troværdig strømpil i forhold til at forudsige Oscar-succes.
I år vandt Cord Jeffersons ’American Fiction’ overraskende publikumsprisen i Toronto over blandt andre Alexander Paynes noget mere Awards-hypede ’The Holdovers’. En udvikling, der kan betyde to ting: At Paynes film ikke står helt så stærkt som forventet, og/eller at vi skal tage ’American Fiction’ mere alvorligt som contender end som så.
Det ene udelukker naturligvis ikke det andet: Mon ikke der kan blive plads til både ’American Fiction’ og ’The Holdovers’ i et bedste film-felt på 10 titler?
’American Fiction’ er baseret på et romanforlæg fra 2001 af Percival Everett og beskrives som et satirisk komediedrama. Filmen har for nærværende en Metacritic-værdi på 83, hvilket bestemt ikke er diskvalificerende. Jeffrey Wright nævnes som en oplagt kandidat til bedste mandlige hovedrolle, og hvis der er noget, der kan fyre godt op under en trods alt mindre films chancer i bedste film-kategorien, er det, hvis dens hovedrolleindehaver også kan gøre sig i hovedrollekategorien.
Wright har aldrig været nomineret til en Oscar: Mon ikke mange medlemmer i Akademiet synes, det er på tide at vise ham den anerkendelse?
Birollecastet består blandt andet af serie-darlings som Sterling K. Brown, Adam Brody og Tracee Ellis Ross, hvoraf førstnævnte er i spil til en birollenominering.
8. ’The Zone of Interest’
Er det for optimistisk at tro, at der er plads til endnu et Cannes-hit i Oscars bedste film-felt? ’The Zone of Interest’ har – ligesom ’Anatomy of a Fall’ – Sandra Hüller i den kvindelige hovedrolle (der vil nok blive ført kampagne for hende i birollekategorien her, for at hun ikke skal konkurrere med sig selv).
’The Zone of Interest’ (uhyre flotte 95 på Metacritic!) er indstillet som Englands bud i bedste internationale film, en kategori som England af gode grunde sjældent gør sig i, eftersom det engelske sprog er en no-go. Men ’The Zone of Interest’ respekterer sin geografiske og historiske setting og foregår derfor på tysk. Forvirret? Uanset hvad: Betragt den som favorit til at vinde for Bedste Internationale Film.
Filmen er baseret på et forlæg af engelsk litteraturs nyligt afdøde enfant terrible, Martin Amis, og er instrueret af den tidligere musikvideoinstruktør Jonathan Glazer, hvis film har det med at opdyrke et kultfølge. Hans seneste, ’Under the Skin’, helt tilbage fra 2013, er således berømmet som filmen, hvor selveste Scarlett Johansson giver den som et dødbringende erotisk rumvæsen!
Med filmatiseringen af ’The Zone of Interest’ er vi ovre i en helt anden – og i Oscar-sammenhæng – mere respektabel genre, nemlig Holocaust-fremstillinger.
I filmen følger vi familielivet i en på overfladen almindelig, velstillet tysk familie under krigen. Men der er ikke tale om en helt almindelig tysk Heimat-idyl, for familien er nabo til dødslejren Auschwitz, og far er lejrkommandanten Rudolf Höss (spillet af Christian Friedel) …
Når Oscar før i tiden har givet plads til Holocaust-fremstillinger, har det været film, der selvfølgelig tematiserer barbariet og umenneskeligheden, men også giver den et anstrøg af menneskelig heroisme (tænk Liam Neesons Oskar Schindler i ’Schindlers liste’ og Roberto Benignis klovn i ’Livet er smukt’).
Hvorvidt Glazers urovækkende vinkel på folkemordet er for fremmedgørende for Akademiet, vil vise sig. Umiddelbart tror jeg, at der vil være tilpas mange artfilm-fans i det efterhånden bugnende og diverse Akademi, der vil sætte stor pris på Glazers kompromisløshed og på hans tekniske mesterskab.
7. ’Maestro’
Bradley Cooper fik måske ikke helt den ønskede medvind ud af en prominent Venedig-premiere med sin Netflix-finansierede Leonard Bernstein-biopic. Det skyldtes skuespillerstrejken, men også den furore, der blev skabt allerede inden premieren, da den næseprotese, som Cooper bærer i rollen som Bernstein, blev udskreget som antisemitisk – med tanke på, at store næser er et fast indslag i stereotypiske fremstillinger af jøder.
Kritikken bøjede noget af, da Bernstein-familien forsvarede Coopers valg af næseprotese: »Far havde en dejlig, stor næse«, lød det.
Mon ikke den del af kritikken vil forstumme, når Awards Season for alvor lægger fra land.
I virkeligheden kan det måske vise sig mere kontroversielt, at engelske Carey Mulligan spiller Bernsteins chilenske kone, Felicia.
På papiret er en biopic om det 21. århundredes måske mest feterede amerikanske klassiske komponist og dirigent en meget salgbar vare i netop Oscar-sammenhæng. Den fysiske lighed med Bernstein i Coopers transformation er slående. Cooper er selv oven på succesen med ’A Star is Born’ et mere end varmt instruktørnavn.
Dog er det, som om reaktionen på filmen har hæftet sig lige så meget ved dens mangler som dens fortrin. Man fornemmer, trods generelt rosende omtaler, at der ikke helt er den nødvendige passion til at opnå mere end en nominering.
6. ’The Holdovers’
Alexander Payne har haft nogle vanskelige år, siden han i 00erne og første halvdel af 10erne var lidt af en kæledægge, der kunne komme i Oscar-betragtning for selv lunkne indsatser som ’The Descendents’ og ’Nebraska’.
Med sin seneste film fra 2017, ’Downsizing’, leverede han en film, der både kommercielt og kritikermæssigt fik en hård medfart. De svære år siden har budt på historier om aflyste projekter (blandt andet et med Mads Mikkelsen) og anklager om, at Payne begik et seksuelt overgreb på Rose McGowan (hvis afsløringer var med til at vælte Harvey Weinstein), da denne kom til Hollywood som meget ung skuespiller i slutningen af 80erne (for en god ordens skyld: Payne påstår, at der var tale om et kortvarigt forhold, ikke et overgreb, og at det først fandt sted i 1991, da McGowan var fyldt 18).
’The Holdovers’ er derfor ikke bare en ny Payne-film, men et comeback. Filmen genforener Payne med Paul Giamatti, der leverede sin signaturrolle som grumpy, skilsmisseramt mand med sine bedste år bag sig i 2004-succesen ’Sideways’. Det er sikkert ikke tilfældigt, at Payne vender tilbage til en form for udgangspunkt ved at basere sin nye film på en skuespiller, der for mange vil være selve sindbilledet på en Payne-karakter.
I ’The Holdovers’ spiller Giamatti hovedrollen som en ikke-vellidt underviser på en kostskole, der holder fortet mens resten af underviserkollegiet og elever tager hjem på juleferie. Her skal han holde opsyn med de få elever, der skal tilbringe julen på skolen. Det bringer ham tættere på særligt en af skolens elever, Angus (Dominic Sessa), der har mistet sin far, og skolens kok, Mary (Da’Vine Joy Randolph).
Det lyder som en rigtig Payne-film, hvor det bittersøde og resignerede kan mødes med små, varme anstrøg af sentimentalitet.
5. ’Past Lives’
’Past Lives’ ligner årets bedste bud på the little movie that could: historien om en smal indiefilm, der ved hjælp af word of mouth, gode anmeldelser og en god distributionsaftale fra indiefilmenes primære udstillingsvindue på Sundance-festivalen langsomt, men sikkert bemægtiger sig en plads i Oscarvarmen. Når først en film som ’Past Lives’ bider sig fast i feltet, er den svær at komme af med.
Måske er ’Past Lives’ en slags 2023-sæsonens svar på ’Winter’s’ Bone’, ’The Kids Are All Right’ eller ’Minari’, en film, der skal være glad for at være med i det fine selskab. Men som vi har set med ’CODA’ og ’Spotlight’, så kan mindre film, der ikke bliver set af særlig mange i biograferne, godt oparbejde et stærkt nok Oscar-narrativ til, at de vælter de store spillere af banen.
Det taler til filmens fordel, at den – ligesom ’Minari’ – tager fat i en etnisk distinkt gruppe amerikanere, nemlig koreanske amerikanere, og dermed giver os et indblik i en underrepræsenteret minoritets hverdag og drømme. Jeg tror også, det taler til dens fordel, at filmens instruktør er en kvinde (Celine Song), og så er den universel i den forstand, at den handler om den kærlighed, der aldrig fik lov til at udfolde sig, men som pludselig mange år efter måske alligevel kan blive til noget.
Filmens hovedroller – John Magaro, Teo Yee og Greta Lee – har fået rigtigt meget ros for deres præstationer og kan måske alle tre komme i spil i skuespillerkategorierne (selvom de er oppe imod mange tunge navne). Endelig er filmens Metacriticværdi på imponerende 94 svær at sidde overhørig.
’Past Lives’ er en farlig outsider, netop fordi det er en type film, der næppe vil blive ramt af et backlash. Ingen har noget ondt at sige om en kritikerrost indiefilm om minoritetsamerikanere lavet af en kvinde.
4. ’Barbie’
Så nærmer vi os de for alvor tunge spillere i 2023-sæsonen. Fra og med ’Barbie’ har vi fat i film, der med mindre et eller andet helt uforudsigeligt rammer ned i nyhedsstrømmen godt kan regne med at være repræsenteret i bedste film-feltet – også når det bliver rigtig sjovt (eller bare rigtig udmarvende!) i det nye år.
Greta Gerwigs film har slået rekorder på stribe, og jeg tvivler ikke et øjeblik på, at kombinationen kæmpe biografsucces, hypet kvindelig instruktør med væsentlig coolness-faktor og allerede ikoniske præstationer fra Ryan Gosling og Margot Robbie som Ken og Barbie vil føre filmen langt også i Oscar-sammenhæng.
Bevares, Oscar er ikke MTV Movie Awards, men som vi så sidste år med ’Everything Everywhere All at Once’, så er Oscar heller ikke længere en støvet affære for patinerede prestigeprodukter. ’Barbie’ har erobret tidsånden, og den har givet et klassisk brand en så markant overhaling, at det friske og nye ved filmen helt klart vil overstråle alle mulige mindre flatterende vinkler på succesen, såsom at Mattel på en måde har opnået det umulige, nemlig at få legitimeret sit tvivlsomme brand ved at putte sin egen røv i klaskehøjde.
Brandingmæssigt er det en mindre genistreg, at filmens iboende kritik af brandet selv faktisk er det, der gør den spiselig for mange. At det så også manuskriptmæssigt er den del af filmen, der foregår på Mattels direktionsgange, som fungerer mindst godt, er i den henseende en detalje (har Will Ferrell nogensinde været mindre sjov end i ’Barbie’?).
Først som sidst er ’Barbie’ et fænomen, og det er som fænomen, den vil blive vejet og vurderet. Om det er en fordel eller en ulempe i marts 2024, må tiden vise. Den kan både blive aftenens store vinder og store taber.
3. ’Poor Things’
Hvis det er lykkedes én film at opbygge momentum i forbindelse med en ellers lunken efterårsfestivalsæson, må det være Yorgos Lanthimos’ ’Poor Things’, opfølgeren til instruktørens egen Oscar-omfavnede periodefilm-med-et-twist, ’The Favourite’.
’Poor Things’ (med en imponerende Metacritic-værdi på 94) er blevet beskrevet som mange ting (»Barbie på absint« for eksempel) og med mange opfindsomme superlativer, men de fleste, der har set filmen, undgår ikke at betegne den som en feministisk udgave af historien om Frankensteins monster.
Emma Stone er angiveligt perfekt castet som ’monsteret’, der så bare i Lanthimos’ version er en smuk kvinde ved navn Bella. Willem Dafoe virker som en helt oplagt casting som stand-in for Frankenstein, den gale-geniale videnskabsmand, der vækker Bella til live. Mark Ruffalo har en meget Oscar-egnet birolle som genstand for Emma Stones erotiske affektioner …
Er ’Poor Things’ ikke for outreret til at vinde en Oscar for bedste film? Hmm, jo, men det var ’Everything Everywhere All at Once’ vel også. En mere oplagt parallel er måske ’The Shape of Water’, der vandt en Oscar, på trods af at den ret beset handler om en kvinde, der har sex med et fiskemonster …
Både Guillermo del Toro og Yorgos Lanthimos er instruktører, der tænker i billeder og i historier, hvor det fabulerende får lov til at fylde. Er Lanthimos Oscar-klar, eller bliver han det først, i det øjeblik han serverer en lidt mere konventionel film? Vi får se.
Uanset hvor meget eller hvor lidt ’Poor Things’ bliver omfavnet af Akademiet, er Lanthimos uden skyggen af tvivl et af verdens varmeste instruktørnavne i de her år.
2. ’Killers of the Flower Moon’
En tre og en halv time lang film om USA’s fortid fra den måske største nulevende kronikør af netop Amerika – oplevet på gadeplan?
Selvfølgelig er Martin Scorseses ’Killers of the Flower Moon’ selvskreven til bedste film-feltet. Andenpladsen i denne rangering er udtryk for, at der ligger en dødsikker nominering og venter på Scorsese, men om han og filmen kan gå hele vejen? Der er jeg mere i tvivl.
Når man ser på vinderfilmene i de senere år – ’’Parasite’, ’Nomadland’, ’Everything Everywhere All at Once’ – er det film med en noget anden profil. Spørgsmålet er, om ikke en episk fortælling i helaftensformat er en lidt for træg omgang for et yngre og mere mangfoldigt Akademi, der måske (bevidst eller ubevidst) er på udkig efter det mere friske, nye og uventede?
Uanset hvad: ’Killers of the Flower Moon’ har glimrende anmeldelser med sig fra premieren i Cannes (89 på Metacritic). Ført an af Leonardo DiCaprio og Robert De Niro har Scorsese samlet et slagkraftigt ensemble, der også byder på Jesse Plemons, John Lithgow og Brendan Fraser. Mest omtale har Lily Gladstone dog fået. Det så længe ud til, at Gladstone ville blive forsøgt placeret i birollekategorien, men efter megen snak om kategorifusk er det nu officielt, at man vil føre kampagne for hende som hovedrolle. Hun står med gode kort på hånden.
Handlingen foregår i Osage-stammereservatet i det nordøstlige Oklahoma i 1920’erne. Gladstone spiller Osage-kvinden Mollie, der gifter sig med DiCaprios Ernest Burkhart. Rundt om parret bliver der begået en stribe mord på medlemmer af Osage-stammen, og det har nok noget med de oliereserver, der opdages på stammens jord, at gøre. Hvem står bag – og er DiCaprio loyal over for Mollie (Gladstone) eller sine hvide landsmænd og deres pengeinteresser?
Filmens største akilleshæl er nok lig mesterens forrige indsats, ’The Irishman’, at den vil blive opfattet som lang i spyttet – og så tror jeg ikke, at det er en fordel for Scorsese, at han har indgået en aftale med Apple TV om distribution og streaming-premiere i umiddelbar forlængelse af biografpremieren.
En film som ’Killers of the Flower Moon’ skal finde sit liv i biograferne, ikke som en streaming-oplevelse, man kan zappe ind og ud af (og måske slukke for, før end den når sit klimaks).
1. ’Oppenheimer’
Christopher Nolans ’Oppenheimer’ er i skrivende stund snublende tæt på at nå en global omsætning på en milliard dollar – og den har allerede overtaget positionen som den mest indtjenende biopic nogensinde (den tidligere rekord tilhørte ’Bohemian Rhapsody’).
Det er et helt uhørt tal for en historisk biopic – og så tilmed om en person, J. Robert Oppenheimer (1904-67), atombombens ophavsmand, som mange biografgængere sikkert ikke havde hørt det fjerneste om forinden.
Nolan har hidtil haft det vanskeligt med Oscar, eller rettere: Oscar har haft det vanskeligt med Nolan. Han blev endelig nomineret for sin instruktion af krigsdramaet ’Dunkirk’, og noget tyder på, at når Nolan opgiver sin forkærlighed for genrefilm (sci-fi og superhelte), er Akademiet faktisk klar til at omfavne ham.
Mon ikke det sker big time med ’Oppenheimer’? Også skuespillerholdet – typisk en akilleshæl i Nolan-land – står stærkt: Cillian Murphy, Emily Blunt og Robert Downey Jr. vil med lidt held alle score nomineringer.
’Oppenheimer’ er ikke en perfekt film. Den har mangler, som vil blive påpeget og fremhævet, når ræset om Oscar snerper til: Nolans tilbøjelighed til at tænke kvinderoller som typer frem for som egentlige karakterer, en ikke altid lige sømløs krydsklipning mellem de tre tidsspor og et kværnende score, der får filmen til at fremstå som en tre timer lang trailer. Bare for at tage de mest oplagte kritikpunkter.
Men her og nu står ’Oppenheimer’ – med al sin visuelle pragt og tematiske vægt – som lidt af en monolit i filmåret 2023. Den har en gravitas, som dens ’Barbenheimer’-tvilling ’Barbie’ ikke kan matche.
Meget kan ske, før vi når til 10. marts 2024. Men for den film, der skal passere ’Oppenheimer’ i opløbet, forestår der en virkelig hård prøve. Som enhver speedwaykører ved, gælder det om at komme forrest ind i første sving. Det har ’Oppenheimer’ gjort. Men man har som bekendt først vundet, når man har givet konkurrenterne baghjul på sidste omgang.